BRYLLUP, BEHANDLING OG BANK!

For et par uger siden, tog vi en tur til byen Numan, som ligger en times køretid herfra. Numan er stedet hvor Brønnum gik i land, da han for første gang satte sin fod på afrikansk jord. Vi brugte en dag i Numan på LCCN’s hovedkvarter, hvor vi bl.a. så Afrikas første Lutherske kirke og mødte en gruppe danske 50+volontører. Vi var også på besøg hos Inge, en missionær som arbejder med at have kurser med skolelærere. Det var alt sammen meget spændende, og vi havde en hyggelig dag.
Sidste lørdag i oktober var vi alle inviteret til nigeriansk bryllup hos Ben og Safratu. Safratu var sidste år involveret i et Africa In Touch projekt, hvor hun, sammen med organisationens danske ung-medarbejder, var rundt i Danmark for at fortælle unge om Nigeria. Allerede en af de første dage vi var i Yola, kom Safratu forbi Remi, for at invitere os til sit bryllup. Ikke nok med, at vi skulle være gæster til deres bryllupsfest, så skulle vi også være hendes brudepiger. Sammen med otte nigerianere skulle vi, mørk-lys-mørk-lys, men i ens kjoler, danse i optog ind i kirken. Vi blev betegnet som hendes tætteste veninder (selvom vi aldrig havde mødt hende eller hendes kommende mand før), så derfor skulle vi være brudepiger og sidde til højbords til festen som æresgæster. Vi er blevet fortalt, at det er meget ærefuldt hernede at have hvide gæster med til sit bryllup, så det var sikkert grunden til, at vi sad til højbords og blev ”vist frem”.

Nigerianske bryllupper er langt fra at sammenligne med danske bryllupper. Under vielsen i kirken var der tre brudepar der skulle vies og for, at det ikke skal være løgn, så ankom det sidste brudepar først halvt inde i vielsen. De nåede dog alle at blive viet, men desværre kom præsten til at forbytte nogle af parrene under velsignelsen, så da han lagde hænderne på dem og velsignede dem, blev gommen fra det ene brudepar velsignet med gommen fra det andet brudepar osv. Ikke helt heldigt! Kirken var, som altid, fyldt med sang, musik og dans og det hele var en utrolig underholdende oplevelse siger jeg jer! Efter vielsen i kirken var vi som sagt til deres reception. I flere timer sad vi og så på, at brudeparret dansede, mens gæsterne på skift dansede op til dem og smed pengesedler på dem. Efter lang ventetid fik vi endelig lidt mad. Det var desværre så stærkt, så vi ikke kunne få det ned. Bryllupper er bestemt ikke ligeså intime og hyggelige som danske. Til deres bryllupsfest var der 200-300 gæster i den store hal, som bare kom og gik i løbet af dagen. Jeg tvivler på, at de kendte alle gæsterne ved navne.

Safratu har fortalt mange sjove historier om hendes ophold i Danmark, og hvordan hun oplevede kulturen og samfundet. Hun fortalte, at da hun lige var landet og kørte fra lufthavnen, sad hun i bilen og var meget chokeret over den kolde temperatur. Da hun så vindmøllerne på markerne forstod hun godt, hvorfor det var så køligt i Danmark. ”I har jo store fans kørende overalt, så er det klart, at det er så koldt her”! Ja, det er utroligt hvor store forskelle man kan møde, efter blot ni timer i et fly.

I en af nurseryklasserne på Remi har vi lagt mærke til en dreng, Joshua på 5 år, som ikke kan gå. Joshua sidder altid på gulvet inde i klassen fordi hans ikke kan sidde på en stol, da hans ben er spastisk lammede. Vi er begyndt at gåtræne med ham et par gange om dagen, så han kan få lært at gå. Vi tror nemlig bare, at det handler om at træne hans balance. Jeg snakkede en dag med klasselæreren, og hun fortalte, at han var handicappet og ikke forstod noget. De første mange gange jeg gik tur med ham, sagde han ikke noget, og jeg var i tvivl om, om han overhovedet forstod mig, så jeg begyndte at tage ham med ned i vores stue, hvor jeg lavede puslespil sammen med ham og øvede bogstaver og tal. Jeg fandt ud af, at han sagtens kunne alle disse ting og, at han faktisk var ret lærenem og intelligent. Pludselig en dag svarede han mig på et af mine spørgsmål, og han begyndte at snakke en lille smugle til mig. Det viste sig, at han faktisk er rigtig god til engelsk. Jeg viste ham billeder af en masse dyr og han fortalte mig om dyret, farverne og omgivelserne på billederne. Den dag fik jeg gåsehud over det hele, fordi, at jeg endelig havde fået ham til at åbne sig op for mig. Det er ikke rart at tænke på, hvordan en dreng som ham kan blive fuldstændigt glemt i en klasse, bare fordi han sidder på gulvet, og ikke ser helt normal ud. Joshua har også allerede vist store fremskridt mht. gåtræningen. Måske vil han ikke komme til at kunne gå helt selv inden vi tager hjem, men jeg er overbevist om, at han kommer til det snart. Han er pavestolt når vi kommer gående sammen, mens jeg støtter ham, ind i klassen til alle hans klassekammerater. Han smiler over hele ansigtet, når vi snakker om, at han en dag vil kunne løbe og lege og spille fodbold med de andre børn. Jeg kommer til at savne lille Joshua…

Jeg har i den seneste tid, tilbragt meget tid sammen med sygeplejersken. Der kommer dagligt rigtig mange på hendes klinik. Både elever fra kostskolen, men også familier i og omkring Mbambaområdet. Patienterne er lige fra malariaramte børn til folk der skal have renset sår og have penicillin til gravide kvinder der skal have hjælp til fødslen. I starten var det ret frustrerende at se, at alle børn der havde feber kom i behandling for malaria. De bliver altså ikke tjekket for om det er malaria de har, før de får behandlingen. Malariatestene er meget dyre, så derfor er det ikke muligt for dem at teste børnene for det. Desuden er der også en stor usikkerhed i testresultaterne. I og med, at de bliver behandlet for malaria hver gang de har feber, danner de ofte let resistens overfor malariamedicinen, og derfor dør mange ofte senere i livet, hvis de får malaria, fordi medicinen ikke længere virker på dem. Der er dog også utrolig mange små børn der får malaria, så alt i alt er det måske bedre at behandle en for meget end en for lidt, nu hvor man ikke har andre muligheder. Så kan man kun håbe på, at de ikke når at danne resistens overfor medicinen. Det er trist, at det er sådan man bliver nødt til at tænke og, at man bliver nødt til at gå på kompromis med helbredet, bare fordi, at man gang på gang bliver begrænset af ikke at have penge nok. Der er ikke andet for end, at man må håbe på, at sygehjælperen er god til at se og genkende sygdomme på patienterne.

Sidste søndag skulle Mette, Alex’ kone, indsættes som præst i kirken på Mbamba. Det var en festlig formiddag, hvor både biskop og mange af området præster var med til højmessen. Efter gudstjenesten tog jeg og Cecilie, som bor på Mbamba, ud i en landsby sammen med sygeplejersken, Vera. Vi kørte i over to timer ud af noget der mest af alt mindede om en pløjemark, ud i bushen, før vi endelig ankom til den lille landsby. Vi var kommet længere ud end jeg nogensinde havde forestillet mig, man kunne komme. Og sjovt nok, når man så syntes, at nu kunne man da ikke komme længere væk fra alting, så kom der pludselig gående en nigerianer i den bagende sol. Nigerianere har altså en helt utrolig udholdenhed. Det kan godt være, at de arbejder i lavt tempo, og ikke lader sig stresse af noget ur, men de kan til gengæld holde ud meget længere end vi nogensinde vil kunne. Hele turen derud og hjem igen sad jeg bare i bilen og bad til, at den hullede vej ikke ville resultere i, at bilen gik i stykker, så vi blev nødt til at holde derude midt i ingenting med en bagende sol lige ned i knolden på os, uden signal på telefonerne til at ringe efter hjælp. Vores chauffør kunne heller ikke lade være med at lave sjov med os og fortælle os, at han havde glemt at fylde benzin på bilen, så et øjeblik fik vi et noget stift ansigtsudtryk på.

Da vi ankom til landsbyen blev vi budt velkommen af en masse glade børn. Dog var der også nogle, der skulede lidt betænksomt til os hvide mennesker, for der var en del der ikke havde set hvide mennesker før. Kort tid efter vores ankomst udbrød der pludselig en jubel. Det viste sig, at de kunne se en lastbil i det fjerne, som kom tættere og tættere på. Hvordan den var kommet helt derud aner jeg virkelig ikke, men da den eneste mulige vej derud er vejen som vi kom ad, måtte den jo på mystisk vis være kommet den vej! Ladet var fyldt med mennesker fra landsbyen, som havde været inde i byen for at få undervisning i diverse fag. Alle dansede, jublede og klappede da lastbilen standsede foran kirken, og de unge på ladet af lastbilen spillede som et helt orkester på diverse instrumenter som de havde med. Med alt den glæde vi så der, kom det meget uventet, hvad vi i de næste timer skulle beskæftige os med ude i landsbyen.

Landsbyen samledes under et stort træ foran kirken. Der introducerede vi os selv, bad en bøn sammen med dem, og gav dem derefter undervisning i simpel hygiejne, sundhed og pleje. Først på engelsk, derefter sagde Vera det på Hausa, og til sidst blev det oversat til landsbyens stammesprog, så alle kunne forstå det. Efter undervisningen, som vi gjorde kortfattet og meget simpel, i håb om, at det så ville være lettere for dem at rumme og derfor også gøre brug af, blev landsbyen bedt om, at hente alle de syge mennesker fra området op til kirken. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle se så mange syge mennesker samlet på et sted. Jeg havde troet, at de cirka 50 mennesker, som havde været samlet på pladsen mens vi underviste dem, var størstedelen af befolkningen i de omkringliggende landsbyer. De syge børn, unge, voksne og gamle stod i hundredvis på række udenfor kirken og ventede på, at det skulle blive deres tur til at blive tilset. Selvom arbejdet virkede fuldstændigt håbløst, fordi der var så mange syge, gik vi i gang fra en ende af. Nogle var utroligt syge, andre var mindre syge, men alle havde de brug for hjælp. Da der var gået et par timer, og vi kun havde nået at behandle 10-15 personer, blev vi enige om, at vi måtte gå ud blandt de syge for at se, hvem der havde mest brug for hjælp. Vi skulle nemlig nå hjem igen inden det blev mørkt, da det er for farligt at køre i mørke hernede. Det var en frygtelig fornemmelse at skulle gå blandt så mange syge mennesker, og udvælge hvem man helst ville hjælpe, alt efter hvor syge de så ud. Det er jo ikke alle, som man ved første øjekast kan se på, at de måske er meget syge. I løbet af de timer vi var i landsbyen, holdt jeg omkring tredive mere eller mindre livløse spædbørn. De var alle højest sandsynligt syge af malaria. Nogle af dem var fuldstændigt ukontaktbare og slappe og nogle af dem med feber på over 40 grader. De blev alle sammen behandlet for malaria, desværre var nogle af dem så syge, at de ikke kunne holde medicinen i sig. Heldigvis havde vi nogle få injektioner med imod det, som vi kunne give til de allerhårdest ramte babyer. Det var med en blandet fornemmelse, jeg forlod landsbyen senere på dagen. Selvom jeg virkelig følte, at jeg havde gjort en forskel, tænkte jeg også meget over, at der sikkert ikke ville være mange af spædbørnene, som jeg ville se igen søndagen efter, hvor vi igen skulle derud.

Udover de mange malariaramte spædbørn, var der også rigtig mange børn med store brandsår og diverse infektioner i øre, øjne, mund og i huden. Pga. de mange bakterier som de er udsat for, og den ringe mulighed for rent vand, udvikler børn ofte infektioner af en eller anden art. Nogle af dem så meget voldsomme og ubehagelige ud. Nogle børn var oven i købet blevet behandlet med traditionel medicin, hvilket f.eks. kunne være at gnide mudder og urter i deres betændte sår og udslet. Så i mange af tilfældene var skaderne meget værre end hvad de kunne have været, og derfor er det altså meget vigtigt, at informere befolkningen om sundhed, hygiejne osv. for bl.a. at prøve at undgå disse skader som den traditionelle medicin resulterer i.

Der var også mange gamle mennesker, som havde brug for hjælp. De fleste af dem led af smerter i led og knogler og andre havde f.eks. problemer med synet. Nogle fra landsbyen hjalp en gammel, svag kvinde ind til os. Vi blev fortalt, at hun nogle dage forinden var kommet ud fra bushen, fordi landsbyen havde givet besked ud i bushen om, at vi skulle komme. Kvinden var så afkræftet at hun ikke kunne sige noget, så ingen vidste noget om hende. Vera lagde drop på hende, og hun fik en masse saltvand. Hun var fuldstændigt dehydreret og ligeså tynd som et skelet. Det var meget frustrerende, at vi ikke havde mange ting at gøre med derude. Det begrænsede os en del i vores arbejde at vi kun havde meget lidt medicin med. Det var heller ikke alle patienterne der havde råd til den medicin de havde brug for. Jeg håber, at man på en eller anden måde kan finde en løsning på det problem. Det er bare svært at gøre ret meget ved, da befolkningstallet i Nigeria er så uendeligt højt, så det virker helt håbløst at finde ud af hvor man skal starte og slutte i projekter som disse. Medicinen som vi har med, køber Vera for sine egne penge, for så at få pengene refunderet af dem der har brug for medicinen. Så hvis de ikke kan betale, kan hun ikke give dem medicinen, da hun jo derfor mister penge på det. Gennem en ”aktivitetskasse” som vi er tilknyttet mens vi er hernede, har jeg kunne få en smugle penge til projektet, så Vera og jeg har været ude og købe det allermest nødvendige medicin som f.eks. malariamedicin, smertestillende, antibiotika og ormekure, så dem der ikke har penge til at betale medicinen, stadig har mulighed for at blive behandlet. Desværre er det kun en midlertidig løsning på problemet, da de små beløb vi har til rådighed umuligt kan hjælpe alle de mennesker, som ikke har råd til medicinen. Men et sted skal man jo starte, og det er nok også bedre at gøre en lille forskel der hvor man kan, i stedet for bare at se passivt til.

Hovedsagligt består Cecilies og mit arbejde med Vera i simple opgaver som at måle temperaturer, måle blodtryk og blodsukker, dosere medicin til folk, teste folk for hiv/aids, rense sår og infektioner og generelt bare rådgive omkring sundhed og pleje. Arbejdet er utroligt spændende, fordi man oplever så mange forskellige ting hele tiden, men det kan også være utrolig hårdt, da det virkelig viser en, hvor mange der lider af, at de ikke har mulighed for lægebehandling ude i bushen. Det er skræmmende at se, hvor mange syge mennesker der er derude, når det egentlig blot er ganske simple ting der skal til for, at de kan blive sunde og raske. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at dehydrering og fejlernæring var så stort et problem blandt børn. Det er en af de ting der, næstefter malaria, slår allerflest børn ihjel. Faktisk dør hver femte barn i 0-5 års alderen i Nigeria. Denne skræmmende statistik kunne være langt mindre, hvis man blot havde de helt grundlæggende resurser til at behandle det. Efter dette arbejde med Vera har jeg virkelig fået sat nogle ting i perspektiv. Jeg sætter virkelig pris på det danske sygeplejesystem.
Søndagen efter, tog vi igen ud i landsbyen. Både for at behandle dem der ikke nåede at få vores hjælp sidst vi var der, men også for at levere medicin fra byen til dem som havde brug for det. Jeg havde jeg forberedt mig selv på, at der højest sandsynligt ikke var mange af de syge mennesker, som vi behandlede ugen forinden, som stadig ville være i live når vi kom igen, men faktisk viste det sig, at ingen af dem var døde. Kun få af børnene som havde været dødeligt syge af malaria, var stadig lidt syge, så dem fik vi færdigbehandlet. Den dehydrerede gamle kvinde der var kommet ude fra bushen ugen før blev tilset og havde det allerede meget bedre. Derefter trekkede hun selv hjem over savannen til sin landsby nogle timer borte. Jeg var ovenud begejstret efter vores andet besøg i landsbyen. Der var kun kommet få nye patienter til, mens mange af dem der havde været syge var blevet raske igen. Det bekræftede mig virkelig i, at med blot lidt simpel hjælp, kommer man virkelig langt hernede. Der skal ikke mere til, end kun lidt hjælp for rent faktisk at gøre en stor forskel. Dog er der en større ting som jeg går og bakser lidt med i mit hoved. Det er svært at stå og undervise folk i sundhed og pleje ude i landsbyer, og opfordre dem til kun, at drikke vand der er rent samt ikke at rense sår, infektioner osv. i beskidt vand, når de ikke har mulighed for at få rent vand. Drikkevandet ude i landsbyerne er i høj grad det, som gør dem syge. Vi fik vist stederne hvor de fik deres drikkevand fra. Stederne mindede mere om mudderhuller, end det mindede om vand. Det var virkelig frustrerende at se! Jeg håber, at det er et af de projekter, som vil blive muligt at gøre noget ved hjemmefra Danmark af.

Vi oplever ofte, at børnene i de almindelige klasser på Remi bliver slået, og det er helt klart en af de helt store udfordringer hernede at skulle håndtere. En dag da jeg stod inde i vores køkken og vaskede op, kunne jeg pludselig høre slagene fra en kæp, og et barn der skreg gennemtrængende højt. I ren frustration løb jeg over i klassen hvor det foregik. En dreng fra en af de større klasser, stod inde i Nurseryclass og slog en lille dreng på kun 5 år med en kæp. Jeg hev kæppen ud af hånden på ham og skældte ham meget ud, så han i hvert fald ikke var i tvivl om, at det var noget han ikke skulle gøre igen. Desværre fandt jeg ud af, da hele situationen faldt lidt til ro, at det var læreren der havde sendt bud efter eleven fra en af de større klasser, så han kunne afstraffe drengen og hun derved var fri for det. Jeg fandt faktisk aldrig ud af, hvad den lille dreng havde gjort, selvom det egentlig også er sagen uvedkommende. Stakkels fyr, som jeg skældte sådan ud, uden at han kunne gøre for det. Det er vidst ikke særligt pædagogisk korrekt at skælde en dreng ud for at slå, når han er blevet sat til at slå af læreren. Men om ikke andet, så fik jeg i hvert fald taget kæppen og fik den kylet langt væk. Så den blev i hvert fald ikke brugt mere den dag. Jeg har dog observeret, at læreren har fundet en ny kæp til at slå med.

Ofte sætter jeg mig ud foran vores hus om morgenen, for at sige godmorgen til alle børnene og for at hilse på deres forældre som følger dem i skole. En morgen kom der en lille dreng hen til mig med forbinding på hele underarmen. Gul væske var sivet igennem hele forbindingen, og det så faktisk ret voldsomt ud. Jeg spurgte hvad der var der var sket, hvortil han svarede: ”My Mother have beaten me”… Han fik en kæmpe krammer og jeg skiftede hans forbinding, men jeg havde da lidt ondt i maven da jeg så han gik hjem fra skole igen.

En dag hvor vi skulle ind på skolen LCCN Yola 1st, for at undervise, oplevede vi, at en af vores klasser stod og blev afstraffet da vi ankom. De andre elever kunne fortælle os, at det var fordi, at de havde haft for mange fejl i en test. Alt efter hvor mange fejl de havde haft, udløste det et vist antal slag med en pind i håndfladen. Det var virkelig ubehageligt at stå og se på, og det endte også med, at vi gik op og bad lærerflokken om at stoppe, fordi det gik ud over vores undervisningstid. Det er svært at komme og rette på lærernes måde at afstraffe børnene på. Men om ikke andet kunne vi fortælle dem, at det ikke var noget vi ville have der skulle foregå når vores undervisning var gået i gang. I vores timer har vi ansvaret for eleverne, og vi vil ikke være vidner til, at børn bliver slået når vi har dem, for det kan vi hverken forsvare eller støtte op om.

Udover det, kom tre af Lines og mine elever for sent. De fortalte, at det var fordi deres lærer havde sendt dem på markedet for hende, så de kunne købe noget at drikke til hende. Vi fortalte lærerne, at det var vigtigt for os, at eleverne var til undervisningen til tiden, både fordi, at vi havde brugt tid på at forberede os, men også fordi, at de havde betalt for at gå i skole, og så var det vigtigt at de fik den undervisning de havde ret til. Heldigvis var lærerne meget forstående overfor det, og sagde, at det ikke ville gentage sig. Jeg er godt klar over, at man skal overveje, hvilke kampe man vil tage, og at det først og fremmest handler om, at vi skal indrette os i deres samfund og tilpasse os deres kultur og traditioner. Men der er også grænser for, hvad man føler man kan være vidne til, uden på nogen måde at gribe ind.

Det er selvfølgelig heller ikke mange år siden, at det i Danmark blev forbudt at slå børn, så man kan ikke bebrejde befolkningen noget. Det er bare en udvikling der skal ske i samfundet, og den udvikling tager jo desværre bare tid, og sikkert også længere tid her i Nigeria, fordi landet udviklingsmæssigt sidder helt fast.

Vi snakkede faktisk med skolelederen af Yola 1st, efter episoden med eleverne der blev afstraffet. Selvom han startede med at grine, da vi fortalte om oplevelsen, endte han ud med at sige, at det jo i bund og grund ikke var elevernes skyld, at de havde for mange fejl i deres tests, men at resultatet nærmere fortalte noget om deres lærer. Han sagde, at han ville tage en snak med lærerne omkring afstraffelse. Det ved vi selvfølgelig ikke om han har gjort, men om ikke andet, så har vi gjort dem opmærksom på, at vi ligger mærke til det. Så det kunne i det mindste håbe, at de ville skrue lidt ned for afstraffelsen når vi er på skolen. Selvom lærerne havde lovet os, at afstraffelsen af eleverne ikke ville gentage sig mens vi var på skolen, gentog det sig allerede ugen efter, da vi igen kom for at undervise eleverne. Så det viser bare hvor håbløst det hele ind imellem er. Lærerne havde placeret tre elever ude midt i skolegården. Midt i den bagende sol blev de tvunget til at balancere med kun hovedet og en fod i jorden. Alt dette kun fordi, at de var kommet til at larme i timen. Så selvom lærerne virkede utroligt samarbejdsvillige ugen før, havde vores reaktion tydeligvis ikke haft nogen synlig effekt. Jeg fortalte dem, at jeg mente, at det var fuldstændigt umenneskeligt at udsætte andre mennesker for den form for tortur. Ikke engang dyr kunne behandles sådan. De grinede bare af mig, men da jeg blev ved med at fortælle dem hvor chokeret jeg var over situationen og hvor meget jeg væmmedes ved det, rystede de til sidst på hovedet af mig og lod eleverne slippe.

Jeg synes godt, man kan sammenligne nigerianeres holdning til afstraffelse med det gamle testemente. Generelt mener jeg, at man kan sige, at holdningen i GT er, at alt mere eller mindre kan retfærdiggøres, ”øje for øje, tand for tand”. Hvis du har gjort noget forkert, så får du et slag, og så er den sag ude af verden, og du føler ikke skyld mere, fordi dine forkerte handlinger nu gennem korporlig afstraffelse er blevet retfærdiggjort. Hele den ”noget-for-noget” tankegang for at skabe balance i forholdene virker helt absurd. I og med, at vold jo avler vold, kommer det til at bide sig selv i halen. Jeg mener, at vi viser den kristne tankegang ved ikke at udøve vold. Det Ny Testamente vægter tilgivelse højere end retfærdiggørelse, da hele Jesu virke jo foregik uden afstraffelse. Jesus kom for at skabe balance, så vi ikke behøver at blive straffet. I og med, at Jesus tog straffen på sig, friede han os fra vores synder og gjorde os dermed fri for straf. Nogle gange kan det virke som om, at den gerning Jesus gjorde for os bare har medført, at det er sværere for os at leve, fordi det er langt nemmere at skabe en retfærdighed end at skulle leve med tilgivelse. Vi tilgiver, og den straf kan i sig selv være langt sværere at bære rundt på, fordi man skal leve med, at man har gjort noget forkert og man skal også leve med den tilgivelse man har fået. Det sværeste i verden at vel at føle, at man f.eks. har skuffet sine forældre og, at man ikke lever op til det der forventes af en.

Jeg tror, at det er en meget lang og besværlig proces, at udrydde korporlig afstraffelse. Holdningen ligger helt indgroet i folkets kultur og natur. Vi har hernede været ude for, at forældre har beskyldt læreren for, at grunden til, at deres børn ikke lærer nok i skolen, er fordi de ikke slår eleverne nok. Så det er måske i virkeligheden ikke nødvendigvis på skolerne, man skal starte med at prøve at gøre noget ved problemet. Problemet ligger helt indgroet i kulturen, og jeg tror på, at man derfor bliver nødt til, på en eller anden måde at starte ude i de enkelte hjem. Da kirken er det store samlested for cirka halvdelen af Nigerias befolkning virker det derfor oplagt, at problemet måske langsomt bliver berørt direkte fra talerstolen. Det er også derfor, at jeg synes, det er et godt stykke arbejde, Mette og Alex gør hernede. De uddanner præster, og er dermed med til at præge Nigerias fremtidige præster og derigennem muligvis hele befolkningen. Vi hører ofte om mange spændende diskussioner de i deres undervisning kan have om f.eks. skyld og straf og forholdet mellem køn.

De sidste to uger har der været to danske tegnsprogstolke hernede, Lillie og Mette, som har holdt kursus hver dag på Remi for alle tegnsprogslærerne. Det har været rigtigt hyggeligt at have dem her på skolen, og vi har snakket meget sammen. Vi har i løbet af hele vores ophold hernede, haft meget svært ved at involvere os i arbejdet i døveklassen på skolen, da det er svært at kommunikere med døve når man ikke kan tegnsprog. Det tegnsprog de bruger hernede er amerikansk tegnsprog, og er derfor en del anderledes end det danske tegnsprog. Derfor er det, selvom man kan lidt dansk tegnsprog, ikke let at være med i undervisningen. Undervisningen for de døvstumme hernede er ikke vandvittig god, da der ikke er mange lærere indenfor faget. Nærmest ingen af de døvstumme elever kan kommunikere med deres familier derhjemme, fordi der ikke er tegnsprogsundervisningstilbud til familierne. Derfor kan mange af børnene slet ikke kommunikere med deres familie. Det må virkelig være frustrerende ikke at kunne kommunikere med omverdenen, og der er ikke noget at sige til, at de døvstumme børn ofte ender ud i at vise deres følelser ved at slå og sparke. Jeg har selv været rigtig ked af, ikke at kunne kommunikere med de mange døvstumme elever der er her på Remi, da de alle viser stor interesse i os. Lillie og Mette lærte mig heldigvis nogle få sætninger, og det er ufatteligt at se, hvor glade børnene bliver for, at man kan sige godmorgen til dem og spørge hvordan de har det og sige, at man er glad for at se dem. En helt fantastisk ting er, at regeringen netop har offentliggjort, at de vil donere 7 millioner naira til et døvehostel, så de døve børn kan komme til at bo sammen, og derfor udvikle deres sprog sammen. Bygningsarbejdet er faktisk allerede gået i gang, og det kommer til at ligge lige overfor skolen Remi. Det er helt fantastisk, at et projekt som dette er noget regeringen har valgt at støtte. Det viser også, at de svage i det nigerianske samfund ikke nødvendigvis er helt fortabte, selvom befolkningen ofte har tendens til at gemme dem lidt af vejen.

I weekenden i uge 45 boede vi to og to sammen ude hos nigerianske familier, som alle var tilknyttet den store katedral i Jimeta. Os fra Remi blev hver især sat sammen med en af pigerne fra Mbamba, så vi kunne lære Mbamba-pigerne bedre at kende. Cecilie og jeg kom til at bo sammen hos familien Jusuf. Jusuf er universitetslærer og hans kone, Julia, er folkeskolelærer. De bor i et stort hus i udkanten af Jimeta, sammen med deres fire børn, hvoraf den ene, Dogian, dog ikke er biologisk, men blot er Julias søsters barn, som de har taget til sig, fordi søsteren blev skilt. Heldigvis blev der på ingen måde gjort forskel på ham og de andre børn i huset. Ved skilsmisse fører ofte, at man sender børnene et andet sted hen i familien. Nigerianere vægter højt, at børn får en ”ordentlig” opvækst, hvor der både er en mor og en far. Antallet af skilsmisser hernede er dog selvfølgelig heldigvis slet ikke at sammenligne med de danske statistikker. Børnene Beaula på 10 år, Dogan på 8, Dogian på 6 og Abiggirl på 3 var utrolig søde, og dem brugte vi meget tid på at lege sammen med. De fire forskellige familier, som vi hver især var ude i, var alle sammen helt sikkert overklassefamilier, så spørgsmålet er, hvor godt et indblik opholdet har givet os i den traditionelle nigerianske families liv og hverdag. Dog har vi helt sikkert lært meget i de par døgn vi var af sted, selvom vi ikke måtte hjælpe til med det mindste mht. mad og rengøring i huset. Opholdet har virkelig været lærerigt. Jeg fik for alvor et indblik i, hvordan forholdet generelt er mellem børn og forældre i nigerianske familier. Hele tiden var børnene i arbejde, og de havde sjældent tid til at lege sammen alle sammen på samme tid. Alt foregik i ordrer fra forældrene til børnene. ”Gør dit og gør dat”, og der var ikke det mindste brok fra børnene. Jeg følte virkelig, at den meget hårde måde at snakke til børnene på gjorde, at det virkede meget svært at se, hvor kærligheden i familien var. Vi så heldigvis ikke nogen form for korporlig afstraffelse af børnene i familien i de to dage vi var der, men Jusuf og Julia fortalte, at det var meget normalt for dem at slå børnene for at ”rette dem ind”. De mener, at de ved at opdrage deres børn med så hård hånd, viser dem allermest kærlighed fordi, at de selvfølgelig gør det i deres bedste mening. Det var bl.a. en af de ting, som Cecilie og jeg selvfølgelig var meget uenige med dem i, og var altså anledning til en af de mange lange og spændende snakke og diskussioner som vi fik med Jusuf og Julia i løbet af weekenden. Vi snakkede om alt lige fra børneopdragelse til homoseksualitet og til hvad det vil sige, at være ”en rigtig kristen”.. Jusuf og Julia er to store personer indenfor kirken hernede og de har nogle meget markante holdninger til det at være kristen. På trods af det, føler jeg alligevel lidt, at gennem vores lange snakke, fik vi sammen rørt ved hinandens syn på religion og tro. Til en vis grad, havde vi påvirket hinandens holdninger til en masse ting en lille smugle, hvilket jeg tror er utrolig sundt. Det er aldrig godt at tro ubetinget på alting og altid stå urokkeligt fast på alting. Jeg mener, at man som kristen, skal kunne se på situationer fra forskellige synsvinkler, og derigennem være i stand til at tage stilling til noget med en kristen tanke bag det. Det er også noget af det, der for mig gør det spændende at være kristen. Dødsstraf var også et af de emner vi brugte lang tid på. Det startede med, at De ikke kunne forstå, hvordan Danmark kunne være et kristent land og samtidig have fri abort. Selvom de var imod abort, gik de dog stadig ind for dødsstraf. Det var en af snakkende hvor vi blev fanget i hver vores kultur, og hvor det endte med, at vi faktisk til et vist punkt forstod dem, selvom de var dobbeltmoralske i deres argumentation. I deres samfund mener de, at de bliver nødt til at slå de mest voldsomme kriminelle ihjel, fordi der ikke er noget system til at tage sig af dem, fange dem og spærre dem inde. Det er tragisk at det synes at være den ”eneste” udvej på problemerne i et samfund som dette at skulle tage andres liv for at skabe fred. Selvom vi ikke var enige kunne vi altså finde forståelse for hinandens holdninger. Vi snakkede meget omkring det at dømme andre, og hvor vi mente, at det i sidste ende kun er Gud, der kan afsætte retfærdig dom over mennesker. Hele tiden havde de tendens til at dømme andre mennesker for ikke at være rigtige kristne, hvis de f.eks. ikke gik nok i kirke, eller ikke bedte nok gange i døgnet. Jeg tror bestemt også, at vi i Danmark er meget slemme til at dømme hinanden, men det, at de så direkte igennem deres religion dømmer andre folk, provokerede mig en del, da det jo taler direkte imod guds ord. Julia og Jusuf blev bestemt også provokerede af nogle af vores holdninger. Det var ofte meget frustrerende ikke at kunne få hinanden til at forstå. På et tidspunkt sagde Julia, at hun mente, at Cecilie og jeg burde omdøbes, før vi kunne blive rigtigt kristne igen. Jeg blev ret overrasket over det, da jeg bestemt ikke mener, at man kan blive omdøbt. Det eneste der, ifølge bibelen, er utilgiveligt er Helligåndsbespottelse. Bibelen ser det altså som den største synd, hvis man ikke anerkender dåben, hvilket man jo ikke gør, hvis man mener, at man bare kan blive døbt igen når man lige føler for det eller synes der er brug for det. Når man først er døbt, vil dåben altid være hos en. Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, hvor meget man vælger at bruge kristendommen og dermed dåben i sin hverdag. På trods af de mange heftige, men bestemt lærerige, diskussioner som vi havde med familien, var vi selvfølgelig i sidste ende meget gode venner, og det var virkelig trist at skulle sige farvel til dem efter weekenden. Vi er i sidste ende sikkert alle sammen lige gode kristne mennesker, bare på hver vores måde.

Hver morgen skulle vi op klokken 5.30 for at bede sammen med familien. Det gjorde de hver morgen. Først sang de salmer, så blev dagens tekst læst, og derefter tilhørende refleksionstekster dertil. De bedte en afsluttende bøn sammen, og først derefter sagde de godmorgen til hinanden. De mener, at det er meget vigtigt, at man som den første ting på dagen, mødes og samles omkring guds ord, for at vise ham taknemmelighed for dagen de er stået op til. Det var faktisk en rigtig hyggelig ting at gøre sammen hver morgen, selvom det, efter min mening, var på et fuldstændig umenneskeligt tidspunkt. Men den halve time, som hele familien sad sammen hver morgen, er sikkert mere, end hvad mange familier hjemme i Danmark kan finde tid til at være sammen hver dag. Generelt beder kristne meget hernede. Inden spisning, inden en køretur, efter en køretur, inden div. arrangementer osv. osv. Hver søndag i kirken beder præsten nogle frivillige om at komme op for at bede om en bestemt række ting, som måske er relevant for lige netop den søndag. Det har været en stor udfordring for os alle, at skulle bede foran en masse mennesker. Det virker på en måde ret grænseoverskridende at skulle sidde i en forsamling og lige pludselig blive sat til at skulle bede en bøn. Nigerianere er utrolig åbne omkring alting, så det falder dem meget let at bede om lige hvad de føler for. Hos os virker det som om, at tro og bøn er noget meget mere privat og personligt, og altså ikke nødvendigvis noget man deler med andre. I bund og grund er det vel også underordnet hvordan vi vælger at bede. Om det er ti gange om dagen, eller om det kun er et par gange i ugen. Gud er jo alvidende, og jeg mener ikke, at vi nødvendigvis altid skal bede en bøn, før han hører os. Så længe vi tror på ham. Måske er bønner mest af alt noget vi gør for vores egen skyld, og jeg tror i og for sig, at en bøn kan være ligeså god om den varer en halv time, eller om den, som fadervor, kun varer få minutter. Jusuf og Julia mente dog, at det var vigtigt, at man bedte lange bønner sammen hver dag før, at man i deres øjne var en ”rigtig kristen”. I sidste ende fik vi dem dog til at blive enige med os i, at Gud i forvejen ved alt, men de fik også os til at se, at bøn sammen med andre er med til at styrke et sammenhold og skabe et fællesskab på en helt anden måde end hvis man ikke bad sammen.

De mange lange snakke vi fik med Jusuf og Julia var altså meget lærerige og jeg er utrolig glad for, at kristendommen kan rumme så mange forskellige måder at være kristne på. Alt i alt handler vores forskelligheder nok mest om, at man på tværs af kulturer opfatter religion på meget forskellige måder. I sidste ende blev vi dog heldigvis også enige om, at man ikke kunne sige, at nogle var mere kristne end andre. Man var bare kristne på forskellige måder og i sidste ende tvivler jeg på, at kristendommen indeholder to mennesker her på jorden, som er kristne på præcis samme måde. Selvom det alt sammen var nogle spændende snakke vi fik os, var der stadig nogle ting, som vi valgte ikke at bringe på banen. Det er værd at overveje, om nogle ting gør mere skade end gavn at sige. I og med, at Danmark er landet der, igennem Brønnum, har startet kristendommen her i landet, ser nigerianere op til Danmark mht. tro og religion. Der var altså nogle emner, som vi lod ligge, for ikke unødvendigt at provokere dem med vores lidt anderledes kristne holdninger.

Besøget hos familierne var en del af et projekt om, at fremtidige volontører muligvis skal bo i private hjem hos nigerianske familier. Alt i alt var weekenden helt sikkert en succes, men da de store kulturforskelle ofte kan føre til misforståelser osv., kan det nok blive en stor, men ikke mindst også en spændende udfordring, som man udsættes for hvis man skulle bo et sted som dette i flere måneder.

En eftermiddag havde vi aftalt med to nigerianske kvinder, som vi havde mødt på ABTI klubben, at de skulle vise os rundt på deres arbejdsplads, ABTI. ABTI består af to skoler. En for børn fra 6 års alderen indtil 16 år, og så universitet. Vi så primary-skolen, som var meget lig med en dansk skole med store, fine klasseværelser med masser af legetøj og skolematerialer. Skolehjemmene hvor universitetseleverne boede på, som mest af alt lignede store, flotte kollegier. Vi så også administrationsbygningerne og snakkede med skolens ledere. ABTI er ikke velset blandt den nigerianske befolkning, da folk derfra er meget rige, og derfor på en måde melder sig ud af samfundet og isolerer sig i ABTImiljøet på skolen og på klubben. Det var dog positivt at se og høre om skolen, da vi fandt ud af, at skolen rent faktisk gør meget godt for området. På universitetet er der en gang i ugen Samfundstjeneste på skemaet. Her tager eleverne ud på andre skoler eller andet og hjælper befolkningen med at opbygge og udvikle på projekter. Derudover har eleverne også mulighed for volontørarbejde hvor de kan melde sig til at undervise folk fra byen i diverse simple fag, som f.eks. at lære dem at skrive og regne. Så selvom ABTI kun er et sted for de rige, gør de stadig noget godt for de andre i området. Som tak til søstrene, Rachel og Victoria, som viste os rundt, inviterede vi dem på aftensmad på klubben. Vi fik os nogle hyggelige snakke over kokken, Marios, fantastiske spaghetti bolonaise. De var bl.a. meget overraskede over, at man i Danmark rent faktisk bliver betalt af staten for at studere. De var også vildt imponerede over vores sygeplejesystem og hvordan vi hverken skulle betale for lægehjælp, skolegang osv. osv. Ja, der er en verden til forskel. Hele tiden bliver tingene sat lidt i perspektiv, og jeg er hver dag taknemmelig over, at jeg er født i Danmark, som på alle måder er et rigt og sikkert land at leve i.

Sidste weekend pakkede vi bussen, og drog, sammen med Bamse (vores weekendchauffør), til en lille landsby ude i bushen, Tantile. Her fik vi for alvor landsbylivet at mærke. Tantile er en lille landsby for foden af et bjerg hvor befolkningen bor i små lerhytter. Da vi kom blev vi taget imod af præsten, som havde fået besked om, at vi skulle komme. Han viste os ind i en lille fin rund hytte, hvor vi om natten skulle overnatte på fine store madrasser på gulvet. Hele lørdag brugte vi på at bade i den store flod ved landsbyen. På vejen ned til floden var vi så heldige at se en masse vilde aber på den stejle bjergside. Vi brugte hele eftermiddagen på at bade og slappe af ved floden. Vi spise vores medbragte madpakker i skyggen af en stor klippe. Efter en dejlig afslapningseftermiddag tog vi om aftenen hen til kirken, hvor der var stor byfest. Søndagsskolen, Drengespejterne og kirkens kor underholdte med skuespil, sange, danske osv. for at vise landsbyen, hvad de havde lært siden sidste år. Det var en meget hyggelig aften, hvor vi konstant var dækkede til af landsbyens børn, som både ville sidde og kravle på os. Dagen efter kørte vi tilbage til Mbamba, da vi havde været i kirke. Mette var desværre ikke med på turen, da hun uheldigvis har fået malaria igen, og for, at det ikke skal være løgn, så har hun nu også fået en halsinfektion. Hun har desværre måttet tilbringe en del dage i sengen med feber, men heldigvis har vi en dygtig indisk læge til at tilse hende. Hun har det heldigvis også allerede bedre nu.

En dag havde vi fået arrangeret, at vi kunne følge den indiske læge, Sumit, i hans arbejde. Han arbejder på en klinik for gravide kvinder. Han har selv startet projektet i området for nogle år siden, og nu har han så bygget et stort netværk op af klinikker i et stort område af Adamawa state. Sundhedsnetværket består af en række små klinikker som ligger ude i bushen. Udover de små klinikker har han bygget nogle få større klinikker, og en stor klinik. Så alt efter hvor alvorligt tilfældene med patienten er, bliver de flyttet til større klinikker. Han har selv uddannet sit personale på klinikkerne i bl.a. at undervise de gravide kvinder i sundhed og pleje i og efter graviditeten. Det var helt fantastisk at se hvordan det kliniksystem han har byttet op, virkelig redder mange menneskelig både hos kvinder og nyfødte. Efter at have været med sygeplejersken ude i bushen virkede det hele så uoverskueligt og helt umuligt at gøre noget ved, så det betød meget for mig at se dette bevis på, at tingene faktisk er ikke helt så umulige og håbløse hernede, som de umiddelbart virker til. På hovedklinikken hørte vi omkring en masse statistikker over deres patienter, og det viste tydeligt, at de reddede mange menneskeliv hver dag, men at de dog stadigvæk kunne blive bedre endnu til at få hjælpen ud til folk i tide. Sumit fortalte hvor svært det er at køre et system som dette i et land som Nigeria, da alt omkring dem, bl.a. hospitalerne, samarbejder på et helt andet plan. F.eks. fortalte han, at han nogle dage forinden havde fået en kvinde ind, som skulle føde tvillinger. Da den sidste tvilling skulle fødes opstod der nogle komplikationer som gjorde, at hun straks blev nødt til at blive overflyttet til hospitalet for at blive opereret, da de ikke foretager operationer på klinikken. Desværre virker behandlingssystemet inde på hospitalerne så dårligt, at der gik over otte timer, fra hun ankom til hospitalet og indtil de opererede hende. Det resulterede i, at hun og barnet desværre døde. Efter den historie mødte vi en kvinde med sit for tidligt fødte barn. Ikke engang syv måneder gammel var spædbarnet. Det vejede 1,1 kg, og lignede knap nok en rigtig baby. Babyen og moderen blev med det samme overført til hospitalet, og man kan så håbe på, at de på hospitalet kunne gøre noget for barnet i tide.

Vi var så heldige at få lov til at overvære en fødsel. En 15årig pige som skulle føde for første gang. Det var en meget speciel oplevelse og helt sikkert noget jeg aldrig vil glemme. Fødslen var lang og hård for pigen, og da barnet kom ud, trak det ikke vejret. Lægerne sugede fostervand ud af lungerne på den lille baby og gav den hjertemassage. Efter kort tid, som dog føltes som alt for længe, kom der lyd fra babyen, og det endte heldigvis alt sammen godt. Der var dog ikke mange der trak vejret i den tid det stod på. Gennemsnitsalderen for førstegangsfødede hernede er omkring de 15 år, så det var altså ikke unormalt, at moderen var så ung. Kvinder får i gennemsnit cirka fem-seks børn, men da børnedødeligheden er så stor hernede, dør nogle af deres børn ofte. De fleste dør af fejlernæring, dehydrering eller malaria. Heldigvis bliver kvinderne som er tilknyttet klinikkerne (og som heldigvis er fuldstændigt gratis for dem) undervisning i hvordan man undgår og behandler for disse sygdomme, og hver klinik har sygeplejersker ansat til at følge alle familierne i landsbyerne.

Dagen efter fulgte jeg Sumits kone, Tulika, som er øjenspecialist, på hendes job. Hun arbejder som øjenlæge inde på et specialhospital i Jimeta. Hun behandler folk fra hele Nigeria, da dette er det eneste sted i landet, med så gode behandlingsmuligheder. Jeg så hospitalet, hvor patienterne blev indskrevet, hele processen af tests, som de kommer igennem, før de mest krævende patienter ender foran Tulika. Jeg så salene hvor patienterne bor i dagene efter en operation, og jeg var med til en masse konsultationer med nye patienter og med opererede patienter der skulle tjekkes. Jeg var også så heldig at se nogle få små operationer. Det var utroligt spændende!

Det er virkelig rart at se, at selvom systemet i Nigeria er så elendigt, at noget som dette alligevel kan fungere. Alt er altså muligt, for hvor der er vilje er der vej. Det indiske par, Tulika og Sumit brænder virkelig for deres arbejde. Det er helt fantastisk at se!

Vi har de sidste tre uger ikke haft internet på Mbamba. Vi er derfor taget på netcafé inde i Jimeta. Vi går nu snart ind i den sidste uge her på Remi. Hvor bliver det bare frygteligt at tage af sted med alle de skønne børn. Vi har planlagt at holde en lille fest i speicalclass og playingclass inden vi tager af sted, for at tage ordentligt afsked med dem. Så der bliver bagt kage og pustet balloner op.

Fredag den 3. december forlader vi Yola og drager mod nationalparken Yankari, hvor vi skal bo i to døgn. Mette og Alex tager med os så det er rigtig hyggeligt. Der skal vi bl.a. på safari og ud og bade i floder og vandløb. Derefter tager vi turen til Jos, hvor vi skal overnatte en enkelt nat, rundt og se byen og bl.a. på museum. Dagen efter går turen til hovedstaden, Abuja, hvor vi har en overnatning, før vi flyver hjemad. Hvor bliver det bare dejligt at se venner og familie igen, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg kommer til at savne det hernede helt utroligt meget…

Faaborg leverpostej og sønderjysk spegepølse

Dagene flyver af sted på Remi, og jeg nyder hver dag på skolen i fulde drag. Det er trist at tænke på, at der ikke er mange uger til, at jeg skal hjem igen. Jeg kommer virkelig til at savne børnene kan jeg mærke. For tiden tilbringer jeg meget tid i playingclass, da jeg virkelig synes det er hårdt, at være i specialclass en hel dag afgangen. De 15 elever i handicapklassen har et klasseværelse på ca. 12 m2, så vi prøver så vidt muligt at tage dem med ud af lokalet når vi har dem. Det er dog desværre besværligt for nogle, da der er spastikere som ikke kan gå og som ingen kørestole har. Heldigvis har skolen en gammel kørestol som vi kan låne engang imellem.

En dag fik vi os noget af en forskrækkelse da skoleledelsen var gået i gang med at tømme playingclass’ klasseværelse. De ville flytte playingclass ind i to rum på hver ca. 8 m2, fordi de ville bruge playingclassrummet til lærerværelse. Vi gjorde alt hvad vi kunne for at fortælle dem, at det ikke måtte ske, og at børnene ikke kunne trives i så små lokaler. Heldigvis byttede de senere på dagen lokalerne om igen. Det havde derfor måske hjulpet at protestere. Det er dog virkelig skræmmende, at de overhovedet kunne tænke tanken om at ”spærre” de små børn i legestuen ind i så små rum. Jeg tør ikke at tænke på, hvordan det var blevet hvis vi ikke havde sagt noget imod det. Ledelsen følte sig vidst lidt tvunget til at høre på os danske volontører, da Remi jo i høj grad er støttet af danske organisationer som vi er med til at repræsentere.

En weekend tog vi en tur til Kiridam, som er en stor flod der ligger en times kørsel nord for Yola. Floden er kendt for, at der lever utrolig mange flodheste i den. Det er dog kun sjældent, at de viser sig for mennesker, og vi var desværre heller ikke heldige at få glimtet af en. På trods af det, var det dog stadig en meget smuk køretur vi fik ud over savannen. Vi så flodens dæmning, og deroppe mødte vi en flok kvinder med deres børn som stirrede meget på os. Da vi stoppede op og ville hilse på dem løb de, mildest talt, skrigende bort. Vores chauffør, som var den eneste af os der kunne kommunikere med dem fortalte os, at de troede vi var spøgelser og onde ånder. De havde aldrig set hvide mennesker før. Efter lidt tid hvor de på afstand havde betragtet os, kom de dog nærmere, og de prøvede at røre ved vores hud og vores hår, hvilket de synes var virkelig sjovt. Vi tog billeder af dem, men de brød sig ikke rigtigt om at se sig selv på vores digitalkameraer bagefter.

Fredag den 1. oktober var halvtredsårsdagen for Nigerias uafhængighed, og det blev fejret med prompt og pragt i alle gader og stræder, så skolerne var lukkede. Vi tog ind til et stort stadion i Yola’s store naboby, Jimeta. Her var alle skolerne fra området repræsenteret, og de marcherede rundt på pladsen i flere timer. Vi så også statens guvernør samt militær, soldater og en masse organisationer som også var en del af optoget, klædt i flotte festdragter. Dagen blev sluttet af med, at vi var ude og spise på ABTI med Mission Afrikas projektleder, som var kommet på besøg hernede.

Fredagen efter havde vi arrangeret stor fodboldturnering for kostskolebørnene på Mbamba. Det var en rigtig god eftermiddag, og børnene nød, at vi tumlede rundt med dem på banen, selvom de synes, det var lidt sjovt, at de hvide løb rundt i sportstøj og spillede fodbold. Præmien til vinderholdet var fodboldtrøjer fra FC Midtjylland, så der blev kæmpet til sidste sekund på banen, og børnene gik op i det med liv og sjæl. Det er helt sikkert ikke sidste gang, at vi arrangerer sådan en eftermiddag.

Om lørdagen gik turen til The Three Sisters Rock, som er tre bjerge der ligger ved siden af hinanden en times kørsel herfra. Sammen med Mette og Alex besteg vi ”lillesøsteren”, altså det mindste bjerg, i 40 graders varme. Det var nu lidt hårdt, men bestemt også en sjov oplevelse. Børnene fra landsbyen nedenfor bjerget fulgte efter os det meste af vejen, selvom jeg er overbevist om, at de virkelig synes det var mærkeligt, at vi helt frivilligt valgte at klatre op på et bjerg, spise madpakker, og derefter gå ned af det igen. Da vi nåede toppen så vi pludselig meget mørke skyer forude, og efter få minutter styrtede det ned med vand, og det begyndte at lyne og tordne. Inden vi var nede ved bilen igen var vi alle drivvåde og frøs meget. Det positive var dog, at vi alle fik et meget grundigt bad, uden at vi havde været nødt til at gå ti gange frem og tilbage fra brønden for at hente vand til at bade i.

Vejret hernede er altså ret ekstremt. På få minutter kan man gå fra strålende solskin til voldsomt uvejr med blæst og regn som jeg aldrig har oplevet det før. For det meste er der skyfri himmel og omkring 40 grader midt på dagen. Solen står meget højt på himlen hernede, men selvom det er meget varmt om dagen bliver det ofte køligt hen på natten. Vi er på vej fra regntiden over i tørtiden, hvilket resulterer i voldsomme storme ind imellem. Nogle nætter bliver vi vækket af stormvejr der blæser alle døre og vinduer op. En aften havde vi så voldsom regn, at det strømmede ind med vand ved vinduerne og dørene. Bagefter voldsomt regn er vinden skøn og frisk igen, og det støver heldigvis heller ikke så meget så. Lige nu er naturen flot med grønne træer, marker og enge, men man kan alligevel godt begynde at fornemme overgangen til den tørre tid i landskabet.


At leve sit liv i et lille land, hvor alting slår rigeligt til.
Hvor mere kunne deles så flere kan, lidt mere end bare være til.
At strejfes af tanker om folk der har, en hverdag et helt andet sted.
At tænke mon ikke det kan gå an, at lukke lidt op af og til.

Dette er et vers fra en sang som vi lærte på forberedelseskurset på Diakonhøjskolen i august. Den har vi sidenhen sunget i flere sammenhænge hernede. Bl.a. til gudstjenester og andre kirkelige arrangementer hvor det forventedes af os, at vi præsenterede os selv og sagde et par ord.

Nogle gange, hvor det hele virker helt urimeligt og ulige fordelt her i verden, kommer jeg til at tænke på denne sang. Jeg ved godt, at man siger, at penge ikke gør en lykkelig, men når det kommer dertil, at man må kæmpe for at få mad på bordet, så er jeg sikker på, at vi vesterlændinge har færre bekymringer og spekulationer end afrikanerne har.

Den sidste uges tid har der siddet fem søskende i skoleuniformer udenfor skolens indgang. En dag satte jeg mig hen og snakkede med dem, og spurgte dem hvorfor se sad der. Jeg troede det var en form for afstraffelse fordi de måske var kommet for sent eller andet. Det viste sig så, at de sad der fordi faderen ikke har råd til at betale deres skolegang, så de måtte ikke komme ind på skolegrunden, men deres far ville heller ikke have, at de blev derhjemme, for så kunne naboerne se, at han ikke havde penge nok til at sendes hans børn i skole, og det ville være pinligt at vise andre. Børnene sagde så, at deres onkel måske ville komme og betale for dem. Desværre kunne det godt være der ville gå op til en måned før han kom til byen. Ja, måske gør penge som sagt ikke nødvendigvis en lykkeligere, men det gør dog, at man har færre, eller i hvert fald en anden slags bekymringer og spekulationer man bærer rundt på.

Vores nabopige, Maureen, på 9 år, som indimellem kommer på besøg ved os sagde en dag: ”Jeg ville sådan ønske, at jeg var hvid”. Vi spurgte selvfølgelig hvorfor, hvortil hun svarede: ”det er fordi I altid smiler”. Det er sjovt, men også ret skræmmende, at sådan en lille pige, allerede på en eller anden måde er klar over, at der er en verden udenfor, som (for dem at se) er langt bedre end det liv de lever her i landet. Jeg vil dog ikke give Maureen helt ret. Efter snart to måneder i Nigeria, har jeg endnu ikke mødt en nigerianer, der ikke har været imødekommende og smilende. Det beundrer jeg dem virkelig for. På det punkt er der også en verden til forskel på Nigeria og Danmark.
Man kan ikke lade være med at tænke på, at man virkelig må være født under en heldig stjerne.

Nogle gange kan det virke fuldstændig håbløst at prøve på at gøre noget godt for det nigerianske samfund. Jeg tager i hvert fald nogle gange mig selv i at se lidt opgivende på det hele. Selvom man spreder en masse glæde i hverdagen og føler, at man gør en forskel, ser Nigerias fremtid desværre stadig meget mørk og trist ud. Det kan indimellem være svært at fokusere på de små glæder, men af en eller anden grund har nigerianere en fantastisk evne til at holde modet oppe. Det virker derfor også helt rigtigt for mig, at jeg er hernede, ikke mindst for at gøre et stykke praktisk arbejde, men også for, at jeg igennem min kristne tro, kan være med til at skabe det håb og den glæde som der helt sikkert vil blive brug for i fremtiden. Situationen i Nigeria er den, at befolkningen vokser markant og alt tyder på, at det er en udvikling der fortsætter. Indenfor de næste ti til tyve år vil der derfor komme en endnu større arbejdsløshed end der i forvejen er. Det gør ondt at arbejde med børn og unge hver dag, der er springfyldte af energi, med fremtidsdrømme og mange af dem, med kæmpe potentiale i, og så samtidig vide, at de kommer til at kæmpe en endnu større kamp end de allerede gør nu, for at få mad på bordet hver dag. Derfor føler jeg, at det eneste rigtige at gøre er, at hjælpe med at skabe håb og hjælpe dem med at finde ind til den styrke der findes i den kristne tro. Troen på en kærlig og barmhjertig gud, der holder hånden over os, beskytter, hjælper og passer på os, og som er hos os, selv når tilværelsen synes allermest sort og håbløs. Den tragiske fremtid som de går i møde, kræver virkelig at befolkningen kan holde sammen i troen. Kirken har et utrolig godt og stabilt netværk i Nigeria, og er måske et af de eneste systemer der faktisk fungerer hernede, da det ikke er voldsomt præget af korruption. Så kirken og den kristne tro, er en oplagt mulighed for, at prøve at ”bære” folk igennem den kommende krise.

Mange er også overbevist om, at der i en nær fremtid vil komme et opgør mellem kristne og muslimer i Nigeria. Stridighederne som længe har ulmet under overfladen, og som nogle steder i landet allerede har skabt uroligheder og ført til drab, vil på et tidspunkt bryde ud og sikkert ende ud i en eller anden form for borgerkrig. Det er svært at se, hvordan et sådant opgør kan undgås, når de mange ekstremister og div. religiøse bevægelser med tiden har vokset sig så store, at de er umulige at holde nede og udrydde. Det er generelt svært at udrydde eller ændre på noget i landet, da det nigerianske samfund er fuldstændig baseret på korruption. Det sidste man vil gøre hernede hvis der sker ulovligheder eller forbrydelser er at tilkalde politiet. Det nigerianske politi er ganske enkelt ikke til at stole på, og vil kun gøre ondt værre hvis de bliver indblandet. Vi har hørt mange historier om hvordan de lyver, bedrager og stjæler fra befolkningen. Vi møder ofte det nigerianske politi når vi er ude at køre. De står på landevejene og ser farlige ud i deres uniformer og med deres meget store maskingeværer. Deres mål er at skræmme de bilister som de vinker ind til siden. Mod betaling (som går lige ned i lommen på dem selv, selvfølgelig) kan bilisterne få lov at køre videre. Mette og Alex har heldigvis gode kontakter hernede, så når politiet prøver at skræmme os, henviser vi dem bare til Alex, som vil snakke med dem. Så længe man selv virker til at have styr på situationen og ikke lader sig skræmme af de store, bevæbnede mænd, så lader de en køre videre uden at skulle betale. Vi har heldigvis endnu ikke været udsat for, at politiet krævede kropsvisitation og gennemsøgning af bil og bagage.

I sidste weekend var vi alle otte på kanotur. Det var ikke just en behagelig og afslappende tur. Pigerne sagde i hvert fald, at jeg på hele sejlturen, sad fuldstændig stiv og bleg af skræk for at vi skulle kæntre. Båden vi var ude i så virkelig ikke særlig holdbar ud og vi tog hele tiden vand ind. Ikke nok med det, så havde vi også fået at vide, at Afrikas farligste dyr, flodhesten, levede i floden vi sejlede på. Turen gik heldigvis fint, og vi kom alle i land i god behold. Da vi kom ind på land, fik vi dog os en lille forskrækkelse. Det hemmelige politi stod pludselig med deres meget voldsomme frembrusende attitude og krævede papirer på hvem vi var og hvad vi lavede der. Efter nogle diskussioner mellem chaufføren og dem kørte vi endelig videre uden at have betalt politiet de penge, som de havde håbet på at få presset ud af os. De havde sikkert set en mulighed for at få listet penge ud af ”rige” hvide mennesker, men heldigvis fik vores chauffør talt os ud af situationen.

At gå i kirke hernede er, som i sikkert har regnet ud, virkelig en oplevelse der slet ikke er at sammenligne med en dansk gudstjeneste. Forleden søndag var vi til gudstjeneste i Jimeta, vores store naboby. Der var indsættelse af en ny præst og derfor var biskoppen der, så kirken var godt fyldt. I fem timer sad vi tæt på træbænke sammen med 5000 nigerianere. Det var noget af en oplevelse siger jeg jer, og det gjorde virkelig godt, at vi ovenpå sådan en omgang kunne komme hjem og bage en af vores medbragte rugbrødsblandinger og dertil få Faaborg leverpostej på dåse. MUMS!

Der er kommet en gruppe 50+ere fra Danmark herned for at arbejde som volontører forskellige steder i Nigeria i en måneds tid. Nogle af dem arbejder på Mbamba, hvor de bl.a. er ved at bygge en lærerbolig og få en systue op at køre. En af dem havde en kærlig hilsen med hjemmefra til Mette. I pakken var der bl.a. lakridser og en stor fed sønderjysk salami! Da denne pakke blev overrakt var vi alle i den syvende himmel og gik i flere dage og savlede over pølsen i køleskabet, før den, ved en ganske særlig lejlighed, blev åbnet og nydt, bid for bid! Man lærer virkelig at sætte pris på dansk mad, når man ellers er tvunget til at spise ris og hvidt brød hernede. Heldigvis er vi gode til at tænke kreativt når det kommer til madlavning. Vi laver meget tærte og pizza. Vi er nærmest blevet vegetarer hernede, for vi spiser ikke kødet hernede. Kødet virker nemlig ikke så tiltalende som det ligger på markedet i den bagende sol og med fluer overalt. Det nærmeste vi kommer kød hernede som vi vil spise er tun på dåse. Vi får tun i de fleste af vores måltider, så der skal gå laaaang tid når jeg kommer hjem, før jeg igen frivilligt spiser tun!

For en uges tid siden fandt vi ud af, at vores chauffør, Haruna, havde mistet sin kun få dage gamle baby. Han havde ikke fortalt os om det, da han ikke ville være til besvær, men da vi fandt ud af det gav vi ham fri i nogle dage. Hans kone havde været meget syg og var i forbindelse med fødslen blevet indlagt for en periode. Det havde kostet dem mange penge, så han var meget bange for, at han ikke tjente penge i de dage han fik fri. Vi kørte på markedet og købte en stor sæk mel, ris, olie og juice, som vi kørte ud og forærede familien. Det var meget overvældende at give en så stor gave til en så fattig familie. Først ville han ikke tage imod det, men vi fik ham dog overtalt, og han og hans familie var rørt til tårer. Han bor i en lille lerhytte sammen med sine to børn, kone, hans mor samt andre familiemedlemmer. Hospitalsopholdet havde kostet dem rigtig mange penge, hvilket vi dækkede. Vi er meget glade for, at vi fandt ud af, hvad der var sket. Ellers havde vi jo ikke kunne hjælpe, og dermed havde familien sikkert ikke fået mad nok at spise, da de havde betalt alt hvad de havde til hospitalet.

Apropos sygdom og hospital, så har vi volontører allerede været flittige besøgende på det lokale hospital. Nogle har haft meget svært ved at tåle maden og de anderledes bakterier vi udsættes for hernede, selvom vi forsøger at lave så dansk mad som muligt, med de ingredienser vi kan finde til det hernede. Derudover har Mette været så uheldig at få malaria. Efter et par dage med feber tog de til lægen og fik hende tjekket. Hun fik en kur imod malariaen, og få dage efter var hun frisk igen. Heldigvis har ingen af os andre mærket noget til feber eller andre sygdomstegn.

Jeg har involveret mig i et projekt hernede, som jeg selv har været med til at opstarte. Det handler om, at jeg cirka en gang i ugen, skal med en sygeplejerske ud i nogle landsbyer for at hjælpe de syge, der ikke selv har mulighed for at komme ind til et hospital. Arbejdsopgaverne er både at pleje syge, men også at oplyse om sundhed og hvordan man bedst muligt beskytter sig selv imod div. sygdomme. F.eks. prøver vi at vise dem, at det ikke nødvendigvis hjælper at slå med en død babyarm på et brændsår, eller putte jord i snitsår, for at få det til at hele. På samme måde prøver vi også at lære folk, at man skal vaske hænder efter toiletbesøg, og at man ikke skal drikke flodvandet, da dyr bl.a. tisser og bader i det. Sygeplejersken, Vera, som jeg hjælper, har to børn, som dog ikke er hendes biologiske børn. Hun har hjulpet til ved deres fødsel, men da deres mor er en psykisk syg kvinde der bor i bushen og som bliver misbrugt af forskellige mænd og dermed ofte bliver ufrivilligt gravid, har Vera taget børnene fra hende. Moderen har i alt fået syv børn, hvoraf hun har slået fire af sine børn ihjel, den femte er død ved fødslen og de sidste to er dem, som Vera nu har taget til sig, for at forhindre moderen i også at slå dem ihjel. Vera er en nigeriansk kvinde på cirka 50 år, som er virkelig god til sit arbejde. Selvom jeg, ved siden af hende, kun ved lidt om faget, er en ”hvid” et godt talerør til befolkningen, da de ofte har langt større tillid til vesterlændinge, end til de nigerianske sygehjælpere der kommer og prøver at hjælpe dem. Vera er derfor glad for, at jeg er med hende engang imellem, da det samtidig gør det nemmere for hende, at kunne få lov til at udføre sit arbejde. Der er mange sjove og utrolig spændende og lærerige, men også tragiske oplevelser med i dette arbejde, og det vil I sikkert komme til at høre mere til senere.

Jeg underviser stadig på LCCN skolen i Yola, og eleverne er simpelthen så søde. Der er dog en verden til forskel fra de klasser jeg har undervist derhjemme på Østre Skole. Hver gang man træder ind i klassen rejser eleverne sig op og byder i kor læreren velkommen med den samme remse på engelsk: ”Godmoooooooooorgen Tante, Godmooooooooorgen ven. Vi er glade for at se dig. Hvordan haaaaaaaaar du det, Tante? Du er veeeeeeeeelkommen. Guuuuuuud velsigne dig Tante.” Derudover rejser de sig altid op, når de bliver spurgt om noget eller skal svare på noget. Line og jeg underviser som sagt 15årige elever i engelsk. Den første undervisningstime på skolen satte vi dem til at digte videre på et eventyr, som vi havde startet på. Det var meget underholdende at læse deres viderefortællinger på historierne. Nogle havde skrevet efter bøger og leksika mens andre havde skrevet oplysninger om deres familie og dem selv. Ingen af dem var i stand til, at tænke kreativt og bruge fantasien til selv at digte et eventyr, selvom vi var ret sikre på, at de havde forstået opgaven. Det var noget af en brat opvågning vi fik os, og Line og jeg er enige om, at vi (sikkert til forskel fra deres andre lærere) vil arbejde på at få dem til at tænke mere selvstændigt og kreativt. Det er tydeligt, at de er vandt til udenadslære og ”slavearbejde”, så de nyder når vi f.eks. spiller engelske spil med dem i undervisningen.

Forleden dag, havde vi medbragt en globus til undervisningstimen, fordi vi fandt ud af, at de ikke kunne de syv verdensdele og heller ikke vidste hvor på kloden Nigeria ligger. De var alle sammen utroligt nysgerrige og virkelig ivrige efter at lære som verden og andre lande. Gangen efter havde vi derfor medbragt computere hvor vi viste dem billeder af forskellige dele af verden. Jeg havde fundet billeder fra min rejse i foråret fra både Singapore, Filippinerne, Vietnam, Thailand og Australien. De synes det var utroligt spændende at se billeder af f.eks. vietnamesere og deres karakteristiske udseende og klædedragter. De var også utrolig fascinerede af billederne af ekstremsport som faldskærmsudspring og bungeejump. Vi viste dem også billeder fra en skiferie i Østrig. Ski og sne var de meget overraskede over. Mange af dem havde aldrig set sne før. Derudover så de billeder af Venedig med floder og kanaler som byens gader. De så også Island og den varme kilder og hotspots, og i den forbindelse lærte de, igennem tegninger og animerede film om vulkaner og jordens opbygning. Mange af eleverne har heller aldrig set en film, så det har vi også planer om at vise dem og arbejde med dem med. Det er sjovt, hvordan ting som vi i hverdagen har kendskab til, kan imponere folk hernede så meget. De er på mange måder meget uvidende overfor verden udenfor. Det er selvfølgelig rigtigt synd for dem, men samtidig er det måske også indimellem godt for dem, da de jo mere eller mindre er fastlåst hernede i det kriseramte Nigeria, og ikke kan slippe ud af landet. Så samtidig med, at det er spændende og sjovt at vise dem en masse af verden og give dem en masse viden om jordkloden, så gør man dem samtidig også opmærksom på, hvordan de selv har det, og alt det de ikke kan og ikke har mulighed for. Det er derfor en svær balancegang. På samme måde er det også svært for os volontører ikke bare at give en tilfældig tikker på gaden hvad der svarer til tyve kroner. Det er utrolig mange penge hernede. Det skader måske i virkeligheden mere end det gavner idet, at når man giver noget til nogen, dermed samtidig minder dem om alt det de ikke har. Derfor kan jeg dog stadigvæk ikke lade være med at give de fattige tiggere på markedet en lille pengeseddel når jeg går forbi dem. Man skal trods alt tænke på, at det i første omgang hjælper dem til overlevelse.

Dette var alt for denne gang. Jeg beklager, at I ikke hører fra mig så ofte, men vi har en del internetproblemer hernede. Håber i alle har det godt derhjemme og nyder efteråret. Når vejret hernede runder de 40 grader, kan jeg godt tage mig selv i at drømme mig hjem til det danske efterår bare for en kort stund. Så selvom jeg er meget glad for varme, kan det dog godt blive for meget ind imellem når strømmen er væk og fanen derfor ikke kan køre. Men det er jo bare småproblemer...

Den første tid i Yola

I lufthavnen i Yola blev vi hentet af missionæren Alex og hans ”feriebarn” Salim. Vi kørte hjem til Alex, hvor hans kone, Mette, havde lavet dejlig ”dansk” aftensmad til os, som bestod af nybagte boller med tun - og æggesalat. Missionærparret, Alex og Mette, er begge 31 år gamle og bor og arbejder på uddannelsesområdet Mbamba. De er begge præster og underviser på præsteskolen på Mbamba. Alex og Mette fungerer lidt som vores ”forældre” hernede i disse tre måneder. Det er dem vi skal gå til, hvis vi har brug for hjælp til noget. De har boet hernede i et år og har derfor mange kontakter og ved meget om mange ting. Salim er en dreng fra kostskolen på Mbamba, som startede med at komme ved Mette og Alex for at læse sine lektier i ro og frem om eftermiddagen. Han er ligeså stille kommet ind i deres familie, og da vi ankom, var han så på ferie ved dem i nogle dage inden skolen startede. Dog er han ikke meget for at vise sig i offentligheden sammen med os, da han vil blive mobbet af de større drenge på kostskolen, hvis de ser, at han har baturi-venner. Ja, der kan komme meget ondt ud af misundelse, og vi har hørt mange historier om, at det er en hård tilværelse på kostskolen. Heldigvis styrer Ms. Bongi, som er uddannelsesområdets leder, stedet med hård hånd, og ved dette nye skoleår, har hun indført en endnu hårdere mobbepolitik hvor der udskrives bøder til dem der mobber, og i værste fald smides de ud af skolen.


Ms. Bongi er også leder af handicapskolen REMI, som Mette, Astrid, Line, Julie og jeg skal bo og arbejde på. Sammen med sin mand, startede Ms. Bongi i 2003 skolen REMI med kun tre elever. Nu, kun syv år efter, er der mere end 450 elever, og elevtallet stiger stadig. Gennem opholdet skal vi bo på Ms. Bongis kompound, hvilket vil sige et lukket område. Hun er den der tager sig af os, og hjælper os med alle de praktiske ting. Folk i området har stor respekt for Ms. Bongi. Hun er en meget vigtig person indenfor kirken, men er også utrolig vigtig for skolerne. Hun er utrolig god til at skabe kontakter og dermed på div. fonder til at støtte op om skolen. Hun har bl.a. igennem Y’s Men i Danmark fået penge til at bygge et praktisk rum til REMI, hvor børnene kan lære praktiske færdigheder som håndarbejde, madlavning osv. Skolen har også en skolebus doneret af Mission Afrika, hvilket gør, at der nu kan komme flere handicappede til skolen, da de ofte bor et stykke væk. Det er virkelig godt, og er bare nogle af de ting, der viser hvor godt og betydningsfuldt Ms. Bongis arbejde er.


Den første uge i Yola tilbragte vi otte piger sammen i et stort hus, Folanihuset, lige ved siden af Mette og Alex på Mbamba. Da skolen, REMI, som jeg skal arbejde på, ikke havde åbnet efter sommerferien endnu, da vi ankom til Yola, mente missionærparret, at det var bedst med en fælles introuge på Mbamba. Skolen var dog faktisk startet i den uge, vi ankom, men da nigerianere ikke tager tiden så højtideligt, var det kun en lille del af skolens elever der rent faktisk startede i skole til tiden. Og dette på trods af, at ledelsen havde annonceret med, at eleverne skulle have en test i den første uge, som ville vægte 50 procent af deres årskarakter, for at få alle til at møde op til tiden.
I forberedelsesugen på Mbamba tilbragte vi det meste af tiden sammen med Alex og Mette. Vi fik en masse information omkring Nigeria, hørte om gode ekskursioner vi kan tage på i løbet af vores ophold, Nigerias forskellige religioner, introduktion til det store marked, LCCN’s (Lutheran Church of Christ in Nigeria) historie. Vi fik også gode råd omkring sundhed, hvordan vi kan passe på os selv, Nigerias historie, åndelig sundhed samt hørte en masse om forskelligt organisationsarbejde hernede, så vi kan involvere os i. Vi hørte bl.a. om noget der minder om FDF og Spejder-arbejde samt om flere forskellige søndagsskoler. Vi startede og sluttede også hver dag med en andagt. Men da nigerianere som sagt ikke følger nogen form for tid, var det dog svært at følge vores introduktionskursusskema helt. To af dagene var vi sammen med nogle nigerianske kvinder fra området, som var på cirka samme alder som os. Vi var på markedet sammen med dem, fik syet nigerianske kjoler, gik tur på savannen, sang med dem og mange andre ting. Det var alt sammen meget spændende, selvom det til tider også var ret hårdt at skulle snakke og underholde dem samtidig med, at vi var meget trætte efter ture på markedet, varmen og de mange nye indtryk. Det er faktisk ret hårdt at møde en ny kultur, selvom man længe har forberedt sig mentalt på det. Alting går jo som sagt meget langsomt hernede. Vi brugte seks timer sammen med Alex på at købe inventar til vores nye boliger forskellige steder i byen. Alt sammen små indkøb som jeg kunne have klaret på blot en halv time i Thisted by. Det, at ting tager tid hernede, er selvfølgelig også en del af den helt unikke og spændende oplevelse ved at være af sted.
Da vi er otte volontører i år, har Mission Afrika været nødt til at købe en ny bil til os. Alex har derfor været ude og finde en mindre ”bus” til os. Det er sådan, at de fleste biler her i Nigeria er skrottede biler fra vesten, så vores lille folkevognsrugbrød er faktisk fra Østrig, og har tidligere været brugt til at transportere vin i. Det siges at det er en god bil, hvilket vi dog har lidt svært ved at forstå, da det ofte tager mange minutter om at få den startet. Desuden kan man tage nøglen ud af bilen mens man kører, uden at der sker noget ved det. Ja, det skulle ikke undre mig om man kunne bruge en hvilken som helst nøgle til at køre bilen med. Jeg har lagt mærke til, at alle biler hernede enten er af mærket Toyota eller Honda. Vi er blevet fortalt, at det er fordi, at folk vil være sikre på, at kunne finde reservedele til deres biler.

Vi har en rigtig sød chauffør, Haruna, og han kører rundt med os til markeder, butikker, skoler og hvor vi ellers har brug for transport til. Han er muslim, utrolig sød og god til at køre i den ellers så hektiske trafik hernede, og han vil gøre alt så godt for os som muligt. Muslimer hernede er meget underdanige overfor andre mennesker. Han kalder os herre og bukker dybt hvis vi giver ham et glas vand eller andet. Det kan godt være svært at vende sig til, og også svært ikke at sige noget til. På den ene side vil man meget gerne have at han ikke behandler en som noget der er meget mere værd end ham selv, men på den anden side er det også vigtigt, at man ikke blander sig alt for meget i et andet menneskes natur og kultur. Så selvom det selvfølgelig er vildt spændende at lade en anden kultur komme tæt ind på sig, kan det også nogle gange være utrolig svært at håndtere.

I Nigeria er ca. tres procent af befolkningen kristne, og resten er muslimer. Det er ikke altid til at se på et menneske, hvor vidt det er kristent eller muslim, og udadtil virker de alle til (i hvert fald her i området) at være meget gode venner og respekterer hinanden fuldt ud, så derfor er det svært for mig, at forestille mig de voldsomme religionskampe der er i andre dele af Nigeria. Den stærke kærlighed folk viser hinanden på tværs af religioner ligger altså meget fjernt fra hvad vi hører i medierne omkring de mange stridigheder som der bl.a. lige nu finder sted i Jos.

Det er imponerende, at man, selvom alle hernede er meget troende, stadig kan udvise så stor respekt og kærlighed overfor hinanden, ligegyldig hvilken religion man har.

Udover kristne og muslimer er der også en del stammereligioner som er dominerende i samfundet. Mange tror på ånder og forbandelser og disse overbevisninger blander folk ofte sammen med Kristendommen eller Islam.

En dag, da vi var ude og se Yola 1st, hvilket er en skole som vi skal arbejde på et par eftermiddage i ugen, efter børnene på Remi er taget hjem, så vi i et klasseværelse hvordan eleverne blev undervist. På tavlen stod der notater som disse: ”Hvorfor bliver man gift? – Fordi man elsker hinanden, fordi det er god skik som nigeriansk kvinde og mand at være gift, fordi det er en del af kulturen, fordi man snakker samme sprog, fordi det hjælper til at forstå hinanden bedre og fordi man lærer skikke af hinanden” På mange måder lærer de altså de unge om rigtigt og forkert, sandt og falskt, og de unge får i mindre grad mulighed for, at diskutere og argumentere for forskellige holdninger og dermed tænke selvstændigt. De er hernede i høj grad vandt til udenadslære, og stiller sjældent spørgsmålstegn ved noget. På samme måde oplevede vi i en klasse med små børn på Remi, at læreren stod i tyve minutter og sagde Father – Mother – children, hvorefter børnene gentog hende. Da vi så prøvede at tegne en mor en far og nogle børn på tavlen og derefter ville have dem til at fortælle hvem der var hvad, vidste de slet ikke hvad de skulle sige. Det var altså et tegn på, at udenadslære på ingen måde giver dem mulighed for kreativ tænkning og alternativ indlæring, og det er bl.a. noget af det, som vi volontører er meget enige om, at vi vil vægte højt i den undervisning vi skal lave.
Næsten alle nigerianere går en drøm om, at blive gift med en hvid, da de ser dette som deres eneste mulighed for at få en billet ud af landet. Derfor er vi som sagt meget omsværmede hernede. Men også bare det at have en hvid ven betyder meget for nigerianere. Derfor kommer der ofte mange til vores hus hver dag for at hilse på. Ofte kommer gæsterne sjovt nok til spisetiderne, så man kan aldrig helt vide, hvor meget mad man skal lave. Det er en af de ting, som har været ret svært at vende sig til hernede, og nogle gange har vi da også været nødt til at sige, at de måtte komme tilbage senere. Ellers kan det nærmest ende med, at man har gæster konstant.

Det er helt ubeskriveligt så venlige nigerianere er. Man får smil og hilsner af alle man møder, og folk vinker til en når man går eller kører forbi. Selvom det er en hver nigerianers drøm at komme til Danmark, er jeg ikke sikker på, at jeg ville ønske for dem, at de kom dertil. De ville blive så skuffede, føle sig som ingenting og føle sig ekstrem ensomme, så snart de står på dansk jord, hvor det er de færreste der hilser på folk på gaden, som de ikke kender. Nigerianeres venlighed er helt sikkert en af de ting som jeg synes er helt unikt og fantastisk ved kulturen.

Mette og Alex har to gode nigerianske venner, som de ind imellem har til at arbejde lidt for sig. Jordbær og Bamse kalder vi dem, da den ene er så sød som jordbær og den anden så stor som en bamse. De er virkelig rare mennesker og er utrolig hjælpsomme. Man kan sagtens mærke, at de er vant til at være sammen med hvide mennesker, da de, til forskel fra andre nigerianere, er helt afslappede i selskab med os. Det er virkelig afslappende og rart at have dem på besøg. Vi lærer dem nogle danske ord og det har vi det meget sjovt med. En af de store emner der ofte vendes i deres selskab er, at det jo i Danmark er meget naturligt, at mænd både hjælper med at lave mad og vaske tøj. Det ligger meget fjert fra kulturen hernede, men de synes det er sjovt, og vi har lovet dem, at lære dem at lave mad engang. Jordbær og Bamse har deres eget lille elektrikerfirma, og i weekenderne er de vores chauffører, hvis vi skal på længere ture og udflugter.
Gennem Mette og Alex fik vi en invitation til en 40års fødselsdag hernede ved en amerikansk mand, så lørdag i den første uge i Yola tog vi alle sammen til grillfest på ABTI-club, hvilket er en club der er tilknyttet det amerikanske universitet i Yola. Her var vi omkring tredive mennesker, - alle hvide, og vi spise stegt pattegris, dansede og festede hele aftenen. Nogle fik sig også en dukkert i swimmingpoolen. Gæsterne til festen var mere eller mindre alle udlændingene fra området. Deriblandt indiske læger, amerikanske landbrugsforvaltere og mange andre mennesker. De fleste af dem kommer hertil fordi de enten ikke kan få job derhjemme, eller også fordi, at de kan få en meget bedre løn hernede. Derfor arbejder mange af dem meget, men de er også ofte meget ensomme hernede. Det kan derfor måske være rart, nogle gange at finde sammen med andre ”tilflyttere” for måske at flygte lidt fra den barske virkelighed hernede. For der er ingen tvivl om, at det må være hårdt, at leve i en så anderledes kultur i så lang tid, helt alene, og så som hvid hvor man konstant opfattes som meget anderledes end alle andre. På markedet er vi ofte blevet spurgt om, om vi kommer fra ABTI. Folk hernede har et billede af, at folk fra ABTI er rige udlændinge der isolerer sig på et sted som dette, og slet ikke involverer sig i den nigerianske kultur og samfund. Derfor gør vi det altid meget klart for folk, at vi ikke er fra ABTI, men at vi er volontører, og så falder priserne på varerne for os for det meste lidt. Generelt er priserne hernede meget lave. Man giver cirka 4 kroner for en hel pose tomater, 50 kroner for stof og syerske til kjole, men til gengæld er der nogle enkelte vestlige varer hernede som man betaler kassen for. F.eks. koster en pakke cornflakes 80 kroner, så det har jeg besluttet mig for, at jeg må undvære et par måneder endnu!
Vi er kun så småt kommet i gang med arbejdet på REMI, men allerede nu nyder jeg det virkelig. Selvom det er et virkelig hårdt og krævende job, er det så livsbekræftende, at det er alt slid værd. Vi bor som sagt fem på skolen REMI, i en slags lærerbolig som bliver brugt til volontører, lige overfor Ms. Bongis hus på hendes kompound. Hver morgen bliver vi vækket af de søde små børn der står udenfor vores vindue og råber ”Aunty, Aunty, Aunty” som betyder tante. Det kalder alle børn og elever os hernede. Hver dag fordeler vi os på forskellige klasser. Vi er mest i Specialclass, som er en klasse for handicappede børn og unge. Det er meget forskelligt hvor mange børn der er i klassen. En dag kan der være 10 elever, en anden dag kan der være 15-20. Alt efter hvor mange børn chaufføren lige har fået hentet den pågældende dag. Børnene er mellem 5-18 år i Specialclass og der er derfor, ud over deres i forvejen speciale behov, endnu større forskel på de faglige niveauer i klassen. Playingclasser den klasse hvor de helt små børn går i fra 3-5 år inden de kommer i Nurseryclass som er hvad der svarer til børnehaveklasse. Børnene er på mange måder fuldstændig understimulerede. Der er meget lidt legetøj til børnene og lokalerne er mørke og dystre og så er hygiejnen meget dårlig. Børnene i Playingclass er i hvert fald ikke klar over, at et toilet er til at tisse i. De stiller sig bare i døren til toilettet og tisser ind på gulvet. Lærerne er ikke altid i klasserne, og når de er, kan de godt finde på at sidde og bruge undervisningstiden på, at rette opgaver og have en-til-en undervisning i flere timer. Nogle gange tror læreren også, at det er helt i orden, at de smutter fra undervisningen når vi kommer og vil hjælpe til. Det kan derfor godt være svært nogle gange at skulle beherske sig i sådanne situationer, når vi så tydeligt kan se, at der på alle måder er brug for, at børnene får en anderledes undervisning der i højere grad kan være med til, at udvikle dem på flere, andre og bedre måder. Der er derfor mange forskellige udfordringer for os, som alt sammen er meget spændende at give sig i kast med, samtidig med, at det også er utrolig hårdt arbejde, der til tider godt kan virke helt håbløse.
Noget af det, som allerede har været en meget stor udfordring for mig i arbejdet er at skulle se børn blive slået. Heldigvis er der en regel om, at de handicappede på REMI ikke må blive slået, men størstedelen af skolens elever er dog også almindelige børn i normale klasser. Vi har nogle enkelte børn fra de normale klasser, som har ekstraundervisning med, fordi de på den ene eller anden måde har svært ved det faglige. En elev jeg allerede nu har brugt rigtig meget af min tid på er Sherif, på 8 år. Han er en meget stille dreng, som ser helt normal ud, men som ikke kan andet end at skrive A og B på et stykke papir, samt tælle til ti. Han har store koncentrationsproblemer, så vi tager ofte en løbetur eller en gyngetur på legepladsen som afbræk i undervisningen. En dag gyngede han på gyngen, og pludselig kom en lille dreng fra Playingclass løbende ind foran gyngen, så Sherif gyngede ind i den lille dreng, og drengen fik en stor bule i hovedet. En lærer der havde set uheldet ske, kom straks løbende med en kæp hen imod ham, og Sherif fik tre hårde slag med kæppen. Sherif stak af med det samme, og han turde ikke komme hen til mig selvom jeg kaldte på ham. Da jeg endelig fik fat i ham og vi igen sad på biblioteket foran bøgerne, rystede han af skræk i en halv time efter. Det var så modbydeligt at se, at Sherif, som endda slet ikke kunne gøre for det der skete, skulle have sådan en straf. Jeg var så magtesløs i situationen, fordi jeg jo ikke kunne gå ind og blande mig i hvad læreren gjorde. Der skete for resten ikke andet med den lille dreng end, at han fik sig en bule i panden.

Der er altså meget korporlig afstraffelse hernede, og det kan til tider være svært at håndtere, at vi ikke kan gøre noget ved det, andet end at vise, at vi har andre, og knap så primitive metoder at ”straffe” ballademagere på.
Nu til et helt andet, men dog også frygteligt emne! – KRYB! Indtil videre har vi slået tre kakerlakker ihjel på vores badeværelse på REMI, hvilket vil sige, at der må være 297 mere der gemmer sig derude. Det siges nemlig, at når man endelig ser en kakerlak, så gemmer der sig 99 andre. Så det er jo virkelig rart at vide! Derudover har vi masser af firben, gekkoer og edderkopper både i stue, køkken, badeværelse og i sengen! Det værste jeg indtil videre har oplevet var dog da alle os volontøser sad i de tre pigers stue på Mbamba og hyggesnakkede en sen aften. Pludselig råber Kristina op: ”Der er lige kravlet en slange over min fod!” Ved ikke om I kan forestille jer hvordan 8 tøser reagerer i sådan en situation. Der gik ikke ét sekund før vi alle var sprunget op på bordet og i sofaen. En lang, tynd, sort slange havde rigtigt nok forvildet sig ind i stuen til os. Et eller andet måtte vi gøre, så da to af pigerne var løbet efter hjælp, fik Julie og jeg ved hjælp af en kost fanget slangen op i en spand. Da Alex og Mette efter få minutter fandt vej gennem mørket ned til pigernes hus, stod vi alle skrækslagne og kiggede ned i spanden med slangen i. Alex fik med en spade slået slangen ihjel, og vi kunne derefter slappe lidt mere af. Dog var der ingen af os der fik sovet særlig meget den nat. GYS!

På trods af kryb i sengen, sover vi dog trygt om natten igen. Jeg sover i dobbeltseng med Mette, og hver aften ryster vi sengetøjet godt inden vi lukker sengen til med myggenet, så der skulle vidst ikke være så stor fare for, at vi får os flere ubehagelige oplevelser med kryb i de sene nattetimer.

Abuja

Så er jeg endelig kommet til Nigeria. Efter en lang rejsedag der startede på Thisted togstation, landede vi, 20 timer senere, i Nigerias hovedstad, Abuja. Rejsen startede der på ganske traditionel nigeriansk vis med, at chaufføren var forsinket. Det var en meget komisk oplevelse at stå otte hvide piger i lufthavnen og vente på en chauffør som vi ikke vidste hvordan så ud. Om ikke andet, var vi sikre på, at han ville kunne kende os Vi rejser på særlige volontørbilletter, hvilket bl.a. giver os mulighed for, at have tre kufferter med hver, så vi kunne medbringe en masse legetøj, gaver osv. Det var ikke en helt nem opgave at skulle transportere al den bagage, så mange folk fik sig virkelig et grin, da de så os storme igennem lufthavnene med vores kæmpe kufferter. Chaufføren, som viste sig at være biskoppen Benjamin, kom dog og hentede os i Abujas lufthavn efter et par timer, og han blev selvfølgelig også meget overrasket over vores enorme bagagemængder. Efter nøje planlægning og fem nigerianers ihærdige arbejdskraft, fik vi pakket bagagen og os selv ind i tre biler, og så gik turen ind mod Abuja og centrum.


Vi skulle bo ved biskoppen og hans familie, på nogle værelser der lagde ovenpå kirkebygningen. Værelserne var fine (efter nigeriansk standard), dog var vi uden rindende vand, så vi måtte undvære bad og selv skylde ud i toilettet. I de fem dage vi var i Abuja tilbragte vi meget tid sammen med Sisters Fellowship, hvilket er et kvindeligt fællesskab der var tilknyttet kirken. Kvinderne tog os bl.a. med på markedet, viste os byen, den store kirke, moskeen og byens store Hilton Hotel, som de var meget stolte over. Det var vidst mere spændende for dem, end det var for os, at se det store luksushotel indefra. Sammen med Sisters Fellowship lavede vi nigeriansk mad sammen. Det var i forvejen en udfordring at få maden ned i biskoppens hjem. Heldigvis var hans kone, Jessica, meget god til at lave meget varieret nigeriansk mad til os, og hun fandt med tiden ud af, hvad vi kunne lide og hvad vi ikke var så vilde med. Der var ikke nogen af os, der spiste os mætte de første dage, selvom der var uanede mængder mad til os. Maden er meget anderledes end hvad vi er vant til. Den er meget stærk, og der bruges utrolig meget fedt og olie i alt maden. Vi lavede mad sammen med kvinderne fra Sisters Fellowship over bål, da det er de færreste hernede der har et køkken. Disse kvinder mødes altid ved det store bålsted udenfor kirken, for at lave mad sammen. Kvinderne var alle meget venlige og gjorde alt for at vi piger skulle have det godt. Første menu sammen med dem stod på jams, hvilket ligner kartoffelmos, dog med en helt anden smag, mayonaicesalat og stærk sauce med div. udefinerbare kødstykker i. Maden var meget svær at få ned, og det bemærkede kvinderne med det samme. De blev meget fornærmede over, at vi ikke spise de kæmpe portioner de havde skænket op til os, og selvom vi spise lidt mere af den anden ret vi fik, som stod på fisk og kartofler, var der en noget trykket stemning bagefter. De var bestemt ikke tilfredse med, at vi ikke var så vilde med første ret. Dagen efter, hvor de stadig var meget fornærmede over at vi ikke kunne lide maden, prøvede jeg at forklare en af dem, at det er svært for vores maver at vende sig til så anderledes mad. Måske forstod de det lidt, de spurgte os i hvert fald hvad vi kunne lide, og da vi skulle på picnic søndag efter kirke, havde de lavet ris, kylling og salat, og vi spise indtil vi var ved at revne Picnicturen foregik ude i en dyrepark, hvor der var en masse dyr, dog spærret inde i bure. Desværre var alle dyrene sat i alt for små bure og jeg kan dermed konstatere, at nigeriansk dyrevelfærd slet ikke kan sammenlignes med den vi har derhjemme. På trods af det, havde vi en rigtig hyggelig eftermiddag i parken. Vi dansede med de nigerianske kvinder til trommemusik, der var i parken, og der kom stort publikum og kiggede på os.



Det er meget sjældent, at folk ser hvide mennesker hernede, derfor kigger folk meget når de ser os. Nigerianere er heldigvis meget venlige og gæstfrie, derfor hilser de altid pænt på os, selvom vi slet ikke kender dem. De fleste peger på os og råber ”Baturi” efter os, hvilket betyder ”hvid pige”. Kvinderne fortalte os, at mange nigerianske børn aldrig har set en hvid før, nogle af børnene troede derfor vi var en form for dyr. De kiggede meget, og nogle var bange for os.



Mens vi lavede mad med de nigerianske kvinder, blev jeg bedt om at køre med Steven som er politimand, og en af dem der er tilknyttet kirken, for at hente brænde til bålet vi skulle lave mad på. Mange folk kikkede på mig og grinede da de så, at jeg begyndte at slæbe brænde fra boden og hen til bilen. Det var i hvert fald ikke et arbejde for mig fik jeg at vide af chaufføren, så jeg skulle bare sætte mig ind i bilen og vente på, at han havde læsset bilen færdig. Derefter kørte vi hjem til ham, fordi han gerne ville, at jeg skulle møde hans familie. Det var meget specielt at komme ind i et privat hjem. Næsten hele gaden samledes omkring huset da de så, at de fik ”hvidt” besøg. Jeg hilste på hans kone og to børn, og derefter kørte vi tilbage til kirken for at lave mad med de andre.



Nigerianere er virkelig de mest kærlige mennesker jeg har mødt, og jeg er slet ikke utryg ved at gå på markedet alene. Alle er hjælpsomme og vil meget gerne snakke. Markedet er godt nok et kæmpe kaos at være på, så første gang var det rart at have kvinderne fra den kirkelige organisation med os. Så blev vi heller ikke snydt mht. priser osv. Alle hernede tror nemlig, at hvide har uendeligt mange penge, så derfor kan de nemt finde på at forlange ti gange så meget for en vare, end hvad en nigerianer skulle give for det. Der er også allerede mange, der har spurgt mig og nogle af de andre piger, om vi ikke lige vil give dem en telefon, taletid, computer eller andet, nu hvor vi har så mange penge. Vi sagde dog pænt til dem, at det kunne vi ikke. Jeg har også allerede nu, fået et par ægteskabstilbud hernede, men bare rolig far! - Jeg takkede pænt nej tak.



Om søndagen var vi som sagt i kirke. Selvom jeg havde forventet at det ville være meget anderledes, var det virkelig en oplevelse at komme i kirke! Vi startede i kirken hvor vi boede. Der var vi til en engelsk gudstjeneste fra kl. 8-10. Vi kørte dog lidt før, da biskoppen skulle videre ind til byen i en større kirke for at holde en gudstjeneste på hausa. Fra kl. 10 til 15 sad vi derfor til gudstjeneste, hvor vi ikke fattede en brik af hvad der foregik. Heldigvis var der virkelig gang i den, med flere forskellige kor, dåb, konfirmation og søndagsskole for børnene under gudstjenesten. Vi præsenterede os for de mange hundrede mennesker i kirken, og sang en dansk og en engelsk sang for dem, som de var meget begejstrede for. Under hele gudstjenesten sad vi på et lille podie i kirken sammen med de højest rangerede mænd fra byen, og vi svedte meget. Man skal lige vende sig til, at skuldre, knæ og hår skal være tildækket.



Ofte oplevede vi, at folk kom til Benjamins hus for, at han skulle bede for dem på en eller anden måde. En eftermiddag stod der pludselig ca. tyve mennesker nede i gården omkring en bil, holdt på den, og bad i lang tid en bøn. Det var en meget sjov oplevelse, og vi stod nysgerrige oppe fra værelsesvinduerne og kiggede på det. Det viste sig, at folk ofte kommer til Benjamin hvis de har fået en ny bil, bygget et nyt hus eller andet, og får ham så til at bede sammen med dem for, at f.eks. denne bil måtte transportere dem sikkert igennem trafikken, takke for, at de havde muligheden for at købe den og mange andre ting.

Vi havde troet, at bilen måske var gået i stykker og derfor bad de til, at den ville kunne starte igen. Da vi fortalte Benjamin om vores teori, grinte han og sagde: ”Vi er jo ikke dumme, er en bil i stykker, så ringer man altså bare til en mekaniker”.



Efter et par dages ophold i Abuja fik vi besked fra Mission Afrika om, at der var sluppet omkring 150 fanger fri fra et fængsel i en by som vi skulle have kørt igennem for at komme til Yola, hvor vi skal bo resten af tiden hernede. Derfor havde de besluttet sig for, at vi skulle flyve i stedet for, da de ikke turde tage nogen chancer. Vi måtte derfor køre den times tid det tager ud til lufthavnen fra centrum, for at købe flybilletter til os alle. Da vi kom derud havde billetlugen netop lukket, og vi måtte derfor tage den lange og besværlige tur ud til lufthavnen om søndagen igen. Vi havde dog stadig ikke fundet ud af, hvornår åbningstiderne var, så det var lidt et sats igen at køre ud til lufthavnen. På samme måde tog det os også flere timer, at komme fra kirken, og ud i parken på picnic, på trods af, at parken lå ti minutter fra kirken. Chaufførerne skulle være klar og maden skulle gøres færdig, så vi fik først middagsmad ved 17tiden den dag. Dette var blot et par af de mange eksempler på, at nigerianere hverken planlægger eller sørger for, at udnytte tiden så alt dermed kommer til at gå meget langsomt. Det kan selvfølgelig virke meget befriende, at man hernede ikke lader sig styre af tiden, men det er virkelig også noget der kan sætte ens tålmodighed på prøve.

Ja, selvom vi har et ur at gå efter, så er det stadig nigerianerne der styrer tiden.

Foreberedelseskursus

Kære allesammen!
Her på Diakonhøjskolen i Århus er vi 24 unge volontører som bor og går i skole her på højskolen i en lille ugestid. Vi forberedes gennem undervisning og sociale aktiviteter på, at blive udsendt til hhv. Nigeria, Israel, Indien og Tanzania.

Jeg skal til Nigeria sammen med 8 andre piger, hvoraf 5 af os skal bo på handicapskolen Remi i Yola, mens de fire andre skal bo ti minutter derfra, på et stort uddannelsescenter. Jeg udsendes som provstivolontør og skal derfor i foråret holde en række foredrag, forskellige steder, om min tur.

Vi er alle meget spændte og fulde af forventning og håb om hvad de kommende måneder vil bringe. Mange tanker går gennem vores hoveder, og mange ting er blevet diskuteret, snakket igennem og undersøgt.
Undervisningen på Diakonhøjskolen har været med til, at ruste os mod mødet med den nigerianske kultur, og de udfordringer som man måtte møde som volontør i et afrikansk land. Vi har hørt om tidligere volontørers erfaringer og fået undervisning i sikkerhed, herunder sygedomme som vi kan risikere at få på turen. Derudover har vi også koncentreret os om og arbejdet med, de psykiske udfordringer et volontørophold kan medbringe. Jeg har lært pigerne, som jeg skal bo sammen med, godt at kende og vi har haft nogle rigtigt hyggelige dage her på højskolen.
Jeg er fyldt af forventninger og håb om at gøre noget godt for andre mennesker, og jeg glæder mig meget til, at komme afsted. Jeg glæder mig til at udfordre mig selv personligt, men også til, at give en masse kærlighed og omsorg videre til nogen der virkelig har brug for det. Jeg er nysgerrig på de, helt sikkert, meget lærerige oplevelser der ligger foran mig, og jeg glæder mig meget til, at binde bånd på tværs af kulturer, samt få et stærkt fællesskab og venskab med lokalbefolkningen og ikke mindst også de andre volontører.

Jeg vil løbende opdatere bloggen med beretninger fra mit ophold. Dog har vi fået at vide, at der sjældent er strøm i området vi skal bo i, og at der slet ingen internet er på skolen. Derfor kan der gå noget tid imellem mine opdateringer herinde..

Kærlig Hilsen Sara