Abuja

Så er jeg endelig kommet til Nigeria. Efter en lang rejsedag der startede på Thisted togstation, landede vi, 20 timer senere, i Nigerias hovedstad, Abuja. Rejsen startede der på ganske traditionel nigeriansk vis med, at chaufføren var forsinket. Det var en meget komisk oplevelse at stå otte hvide piger i lufthavnen og vente på en chauffør som vi ikke vidste hvordan så ud. Om ikke andet, var vi sikre på, at han ville kunne kende os Vi rejser på særlige volontørbilletter, hvilket bl.a. giver os mulighed for, at have tre kufferter med hver, så vi kunne medbringe en masse legetøj, gaver osv. Det var ikke en helt nem opgave at skulle transportere al den bagage, så mange folk fik sig virkelig et grin, da de så os storme igennem lufthavnene med vores kæmpe kufferter. Chaufføren, som viste sig at være biskoppen Benjamin, kom dog og hentede os i Abujas lufthavn efter et par timer, og han blev selvfølgelig også meget overrasket over vores enorme bagagemængder. Efter nøje planlægning og fem nigerianers ihærdige arbejdskraft, fik vi pakket bagagen og os selv ind i tre biler, og så gik turen ind mod Abuja og centrum.


Vi skulle bo ved biskoppen og hans familie, på nogle værelser der lagde ovenpå kirkebygningen. Værelserne var fine (efter nigeriansk standard), dog var vi uden rindende vand, så vi måtte undvære bad og selv skylde ud i toilettet. I de fem dage vi var i Abuja tilbragte vi meget tid sammen med Sisters Fellowship, hvilket er et kvindeligt fællesskab der var tilknyttet kirken. Kvinderne tog os bl.a. med på markedet, viste os byen, den store kirke, moskeen og byens store Hilton Hotel, som de var meget stolte over. Det var vidst mere spændende for dem, end det var for os, at se det store luksushotel indefra. Sammen med Sisters Fellowship lavede vi nigeriansk mad sammen. Det var i forvejen en udfordring at få maden ned i biskoppens hjem. Heldigvis var hans kone, Jessica, meget god til at lave meget varieret nigeriansk mad til os, og hun fandt med tiden ud af, hvad vi kunne lide og hvad vi ikke var så vilde med. Der var ikke nogen af os, der spiste os mætte de første dage, selvom der var uanede mængder mad til os. Maden er meget anderledes end hvad vi er vant til. Den er meget stærk, og der bruges utrolig meget fedt og olie i alt maden. Vi lavede mad sammen med kvinderne fra Sisters Fellowship over bål, da det er de færreste hernede der har et køkken. Disse kvinder mødes altid ved det store bålsted udenfor kirken, for at lave mad sammen. Kvinderne var alle meget venlige og gjorde alt for at vi piger skulle have det godt. Første menu sammen med dem stod på jams, hvilket ligner kartoffelmos, dog med en helt anden smag, mayonaicesalat og stærk sauce med div. udefinerbare kødstykker i. Maden var meget svær at få ned, og det bemærkede kvinderne med det samme. De blev meget fornærmede over, at vi ikke spise de kæmpe portioner de havde skænket op til os, og selvom vi spise lidt mere af den anden ret vi fik, som stod på fisk og kartofler, var der en noget trykket stemning bagefter. De var bestemt ikke tilfredse med, at vi ikke var så vilde med første ret. Dagen efter, hvor de stadig var meget fornærmede over at vi ikke kunne lide maden, prøvede jeg at forklare en af dem, at det er svært for vores maver at vende sig til så anderledes mad. Måske forstod de det lidt, de spurgte os i hvert fald hvad vi kunne lide, og da vi skulle på picnic søndag efter kirke, havde de lavet ris, kylling og salat, og vi spise indtil vi var ved at revne Picnicturen foregik ude i en dyrepark, hvor der var en masse dyr, dog spærret inde i bure. Desværre var alle dyrene sat i alt for små bure og jeg kan dermed konstatere, at nigeriansk dyrevelfærd slet ikke kan sammenlignes med den vi har derhjemme. På trods af det, havde vi en rigtig hyggelig eftermiddag i parken. Vi dansede med de nigerianske kvinder til trommemusik, der var i parken, og der kom stort publikum og kiggede på os.



Det er meget sjældent, at folk ser hvide mennesker hernede, derfor kigger folk meget når de ser os. Nigerianere er heldigvis meget venlige og gæstfrie, derfor hilser de altid pænt på os, selvom vi slet ikke kender dem. De fleste peger på os og råber ”Baturi” efter os, hvilket betyder ”hvid pige”. Kvinderne fortalte os, at mange nigerianske børn aldrig har set en hvid før, nogle af børnene troede derfor vi var en form for dyr. De kiggede meget, og nogle var bange for os.



Mens vi lavede mad med de nigerianske kvinder, blev jeg bedt om at køre med Steven som er politimand, og en af dem der er tilknyttet kirken, for at hente brænde til bålet vi skulle lave mad på. Mange folk kikkede på mig og grinede da de så, at jeg begyndte at slæbe brænde fra boden og hen til bilen. Det var i hvert fald ikke et arbejde for mig fik jeg at vide af chaufføren, så jeg skulle bare sætte mig ind i bilen og vente på, at han havde læsset bilen færdig. Derefter kørte vi hjem til ham, fordi han gerne ville, at jeg skulle møde hans familie. Det var meget specielt at komme ind i et privat hjem. Næsten hele gaden samledes omkring huset da de så, at de fik ”hvidt” besøg. Jeg hilste på hans kone og to børn, og derefter kørte vi tilbage til kirken for at lave mad med de andre.



Nigerianere er virkelig de mest kærlige mennesker jeg har mødt, og jeg er slet ikke utryg ved at gå på markedet alene. Alle er hjælpsomme og vil meget gerne snakke. Markedet er godt nok et kæmpe kaos at være på, så første gang var det rart at have kvinderne fra den kirkelige organisation med os. Så blev vi heller ikke snydt mht. priser osv. Alle hernede tror nemlig, at hvide har uendeligt mange penge, så derfor kan de nemt finde på at forlange ti gange så meget for en vare, end hvad en nigerianer skulle give for det. Der er også allerede mange, der har spurgt mig og nogle af de andre piger, om vi ikke lige vil give dem en telefon, taletid, computer eller andet, nu hvor vi har så mange penge. Vi sagde dog pænt til dem, at det kunne vi ikke. Jeg har også allerede nu, fået et par ægteskabstilbud hernede, men bare rolig far! - Jeg takkede pænt nej tak.



Om søndagen var vi som sagt i kirke. Selvom jeg havde forventet at det ville være meget anderledes, var det virkelig en oplevelse at komme i kirke! Vi startede i kirken hvor vi boede. Der var vi til en engelsk gudstjeneste fra kl. 8-10. Vi kørte dog lidt før, da biskoppen skulle videre ind til byen i en større kirke for at holde en gudstjeneste på hausa. Fra kl. 10 til 15 sad vi derfor til gudstjeneste, hvor vi ikke fattede en brik af hvad der foregik. Heldigvis var der virkelig gang i den, med flere forskellige kor, dåb, konfirmation og søndagsskole for børnene under gudstjenesten. Vi præsenterede os for de mange hundrede mennesker i kirken, og sang en dansk og en engelsk sang for dem, som de var meget begejstrede for. Under hele gudstjenesten sad vi på et lille podie i kirken sammen med de højest rangerede mænd fra byen, og vi svedte meget. Man skal lige vende sig til, at skuldre, knæ og hår skal være tildækket.



Ofte oplevede vi, at folk kom til Benjamins hus for, at han skulle bede for dem på en eller anden måde. En eftermiddag stod der pludselig ca. tyve mennesker nede i gården omkring en bil, holdt på den, og bad i lang tid en bøn. Det var en meget sjov oplevelse, og vi stod nysgerrige oppe fra værelsesvinduerne og kiggede på det. Det viste sig, at folk ofte kommer til Benjamin hvis de har fået en ny bil, bygget et nyt hus eller andet, og får ham så til at bede sammen med dem for, at f.eks. denne bil måtte transportere dem sikkert igennem trafikken, takke for, at de havde muligheden for at købe den og mange andre ting.

Vi havde troet, at bilen måske var gået i stykker og derfor bad de til, at den ville kunne starte igen. Da vi fortalte Benjamin om vores teori, grinte han og sagde: ”Vi er jo ikke dumme, er en bil i stykker, så ringer man altså bare til en mekaniker”.



Efter et par dages ophold i Abuja fik vi besked fra Mission Afrika om, at der var sluppet omkring 150 fanger fri fra et fængsel i en by som vi skulle have kørt igennem for at komme til Yola, hvor vi skal bo resten af tiden hernede. Derfor havde de besluttet sig for, at vi skulle flyve i stedet for, da de ikke turde tage nogen chancer. Vi måtte derfor køre den times tid det tager ud til lufthavnen fra centrum, for at købe flybilletter til os alle. Da vi kom derud havde billetlugen netop lukket, og vi måtte derfor tage den lange og besværlige tur ud til lufthavnen om søndagen igen. Vi havde dog stadig ikke fundet ud af, hvornår åbningstiderne var, så det var lidt et sats igen at køre ud til lufthavnen. På samme måde tog det os også flere timer, at komme fra kirken, og ud i parken på picnic, på trods af, at parken lå ti minutter fra kirken. Chaufførerne skulle være klar og maden skulle gøres færdig, så vi fik først middagsmad ved 17tiden den dag. Dette var blot et par af de mange eksempler på, at nigerianere hverken planlægger eller sørger for, at udnytte tiden så alt dermed kommer til at gå meget langsomt. Det kan selvfølgelig virke meget befriende, at man hernede ikke lader sig styre af tiden, men det er virkelig også noget der kan sætte ens tålmodighed på prøve.

Ja, selvom vi har et ur at gå efter, så er det stadig nigerianerne der styrer tiden.