Faaborg leverpostej og sønderjysk spegepølse

Dagene flyver af sted på Remi, og jeg nyder hver dag på skolen i fulde drag. Det er trist at tænke på, at der ikke er mange uger til, at jeg skal hjem igen. Jeg kommer virkelig til at savne børnene kan jeg mærke. For tiden tilbringer jeg meget tid i playingclass, da jeg virkelig synes det er hårdt, at være i specialclass en hel dag afgangen. De 15 elever i handicapklassen har et klasseværelse på ca. 12 m2, så vi prøver så vidt muligt at tage dem med ud af lokalet når vi har dem. Det er dog desværre besværligt for nogle, da der er spastikere som ikke kan gå og som ingen kørestole har. Heldigvis har skolen en gammel kørestol som vi kan låne engang imellem.

En dag fik vi os noget af en forskrækkelse da skoleledelsen var gået i gang med at tømme playingclass’ klasseværelse. De ville flytte playingclass ind i to rum på hver ca. 8 m2, fordi de ville bruge playingclassrummet til lærerværelse. Vi gjorde alt hvad vi kunne for at fortælle dem, at det ikke måtte ske, og at børnene ikke kunne trives i så små lokaler. Heldigvis byttede de senere på dagen lokalerne om igen. Det havde derfor måske hjulpet at protestere. Det er dog virkelig skræmmende, at de overhovedet kunne tænke tanken om at ”spærre” de små børn i legestuen ind i så små rum. Jeg tør ikke at tænke på, hvordan det var blevet hvis vi ikke havde sagt noget imod det. Ledelsen følte sig vidst lidt tvunget til at høre på os danske volontører, da Remi jo i høj grad er støttet af danske organisationer som vi er med til at repræsentere.

En weekend tog vi en tur til Kiridam, som er en stor flod der ligger en times kørsel nord for Yola. Floden er kendt for, at der lever utrolig mange flodheste i den. Det er dog kun sjældent, at de viser sig for mennesker, og vi var desværre heller ikke heldige at få glimtet af en. På trods af det, var det dog stadig en meget smuk køretur vi fik ud over savannen. Vi så flodens dæmning, og deroppe mødte vi en flok kvinder med deres børn som stirrede meget på os. Da vi stoppede op og ville hilse på dem løb de, mildest talt, skrigende bort. Vores chauffør, som var den eneste af os der kunne kommunikere med dem fortalte os, at de troede vi var spøgelser og onde ånder. De havde aldrig set hvide mennesker før. Efter lidt tid hvor de på afstand havde betragtet os, kom de dog nærmere, og de prøvede at røre ved vores hud og vores hår, hvilket de synes var virkelig sjovt. Vi tog billeder af dem, men de brød sig ikke rigtigt om at se sig selv på vores digitalkameraer bagefter.

Fredag den 1. oktober var halvtredsårsdagen for Nigerias uafhængighed, og det blev fejret med prompt og pragt i alle gader og stræder, så skolerne var lukkede. Vi tog ind til et stort stadion i Yola’s store naboby, Jimeta. Her var alle skolerne fra området repræsenteret, og de marcherede rundt på pladsen i flere timer. Vi så også statens guvernør samt militær, soldater og en masse organisationer som også var en del af optoget, klædt i flotte festdragter. Dagen blev sluttet af med, at vi var ude og spise på ABTI med Mission Afrikas projektleder, som var kommet på besøg hernede.

Fredagen efter havde vi arrangeret stor fodboldturnering for kostskolebørnene på Mbamba. Det var en rigtig god eftermiddag, og børnene nød, at vi tumlede rundt med dem på banen, selvom de synes, det var lidt sjovt, at de hvide løb rundt i sportstøj og spillede fodbold. Præmien til vinderholdet var fodboldtrøjer fra FC Midtjylland, så der blev kæmpet til sidste sekund på banen, og børnene gik op i det med liv og sjæl. Det er helt sikkert ikke sidste gang, at vi arrangerer sådan en eftermiddag.

Om lørdagen gik turen til The Three Sisters Rock, som er tre bjerge der ligger ved siden af hinanden en times kørsel herfra. Sammen med Mette og Alex besteg vi ”lillesøsteren”, altså det mindste bjerg, i 40 graders varme. Det var nu lidt hårdt, men bestemt også en sjov oplevelse. Børnene fra landsbyen nedenfor bjerget fulgte efter os det meste af vejen, selvom jeg er overbevist om, at de virkelig synes det var mærkeligt, at vi helt frivilligt valgte at klatre op på et bjerg, spise madpakker, og derefter gå ned af det igen. Da vi nåede toppen så vi pludselig meget mørke skyer forude, og efter få minutter styrtede det ned med vand, og det begyndte at lyne og tordne. Inden vi var nede ved bilen igen var vi alle drivvåde og frøs meget. Det positive var dog, at vi alle fik et meget grundigt bad, uden at vi havde været nødt til at gå ti gange frem og tilbage fra brønden for at hente vand til at bade i.

Vejret hernede er altså ret ekstremt. På få minutter kan man gå fra strålende solskin til voldsomt uvejr med blæst og regn som jeg aldrig har oplevet det før. For det meste er der skyfri himmel og omkring 40 grader midt på dagen. Solen står meget højt på himlen hernede, men selvom det er meget varmt om dagen bliver det ofte køligt hen på natten. Vi er på vej fra regntiden over i tørtiden, hvilket resulterer i voldsomme storme ind imellem. Nogle nætter bliver vi vækket af stormvejr der blæser alle døre og vinduer op. En aften havde vi så voldsom regn, at det strømmede ind med vand ved vinduerne og dørene. Bagefter voldsomt regn er vinden skøn og frisk igen, og det støver heldigvis heller ikke så meget så. Lige nu er naturen flot med grønne træer, marker og enge, men man kan alligevel godt begynde at fornemme overgangen til den tørre tid i landskabet.


At leve sit liv i et lille land, hvor alting slår rigeligt til.
Hvor mere kunne deles så flere kan, lidt mere end bare være til.
At strejfes af tanker om folk der har, en hverdag et helt andet sted.
At tænke mon ikke det kan gå an, at lukke lidt op af og til.

Dette er et vers fra en sang som vi lærte på forberedelseskurset på Diakonhøjskolen i august. Den har vi sidenhen sunget i flere sammenhænge hernede. Bl.a. til gudstjenester og andre kirkelige arrangementer hvor det forventedes af os, at vi præsenterede os selv og sagde et par ord.

Nogle gange, hvor det hele virker helt urimeligt og ulige fordelt her i verden, kommer jeg til at tænke på denne sang. Jeg ved godt, at man siger, at penge ikke gør en lykkelig, men når det kommer dertil, at man må kæmpe for at få mad på bordet, så er jeg sikker på, at vi vesterlændinge har færre bekymringer og spekulationer end afrikanerne har.

Den sidste uges tid har der siddet fem søskende i skoleuniformer udenfor skolens indgang. En dag satte jeg mig hen og snakkede med dem, og spurgte dem hvorfor se sad der. Jeg troede det var en form for afstraffelse fordi de måske var kommet for sent eller andet. Det viste sig så, at de sad der fordi faderen ikke har råd til at betale deres skolegang, så de måtte ikke komme ind på skolegrunden, men deres far ville heller ikke have, at de blev derhjemme, for så kunne naboerne se, at han ikke havde penge nok til at sendes hans børn i skole, og det ville være pinligt at vise andre. Børnene sagde så, at deres onkel måske ville komme og betale for dem. Desværre kunne det godt være der ville gå op til en måned før han kom til byen. Ja, måske gør penge som sagt ikke nødvendigvis en lykkeligere, men det gør dog, at man har færre, eller i hvert fald en anden slags bekymringer og spekulationer man bærer rundt på.

Vores nabopige, Maureen, på 9 år, som indimellem kommer på besøg ved os sagde en dag: ”Jeg ville sådan ønske, at jeg var hvid”. Vi spurgte selvfølgelig hvorfor, hvortil hun svarede: ”det er fordi I altid smiler”. Det er sjovt, men også ret skræmmende, at sådan en lille pige, allerede på en eller anden måde er klar over, at der er en verden udenfor, som (for dem at se) er langt bedre end det liv de lever her i landet. Jeg vil dog ikke give Maureen helt ret. Efter snart to måneder i Nigeria, har jeg endnu ikke mødt en nigerianer, der ikke har været imødekommende og smilende. Det beundrer jeg dem virkelig for. På det punkt er der også en verden til forskel på Nigeria og Danmark.
Man kan ikke lade være med at tænke på, at man virkelig må være født under en heldig stjerne.

Nogle gange kan det virke fuldstændig håbløst at prøve på at gøre noget godt for det nigerianske samfund. Jeg tager i hvert fald nogle gange mig selv i at se lidt opgivende på det hele. Selvom man spreder en masse glæde i hverdagen og føler, at man gør en forskel, ser Nigerias fremtid desværre stadig meget mørk og trist ud. Det kan indimellem være svært at fokusere på de små glæder, men af en eller anden grund har nigerianere en fantastisk evne til at holde modet oppe. Det virker derfor også helt rigtigt for mig, at jeg er hernede, ikke mindst for at gøre et stykke praktisk arbejde, men også for, at jeg igennem min kristne tro, kan være med til at skabe det håb og den glæde som der helt sikkert vil blive brug for i fremtiden. Situationen i Nigeria er den, at befolkningen vokser markant og alt tyder på, at det er en udvikling der fortsætter. Indenfor de næste ti til tyve år vil der derfor komme en endnu større arbejdsløshed end der i forvejen er. Det gør ondt at arbejde med børn og unge hver dag, der er springfyldte af energi, med fremtidsdrømme og mange af dem, med kæmpe potentiale i, og så samtidig vide, at de kommer til at kæmpe en endnu større kamp end de allerede gør nu, for at få mad på bordet hver dag. Derfor føler jeg, at det eneste rigtige at gøre er, at hjælpe med at skabe håb og hjælpe dem med at finde ind til den styrke der findes i den kristne tro. Troen på en kærlig og barmhjertig gud, der holder hånden over os, beskytter, hjælper og passer på os, og som er hos os, selv når tilværelsen synes allermest sort og håbløs. Den tragiske fremtid som de går i møde, kræver virkelig at befolkningen kan holde sammen i troen. Kirken har et utrolig godt og stabilt netværk i Nigeria, og er måske et af de eneste systemer der faktisk fungerer hernede, da det ikke er voldsomt præget af korruption. Så kirken og den kristne tro, er en oplagt mulighed for, at prøve at ”bære” folk igennem den kommende krise.

Mange er også overbevist om, at der i en nær fremtid vil komme et opgør mellem kristne og muslimer i Nigeria. Stridighederne som længe har ulmet under overfladen, og som nogle steder i landet allerede har skabt uroligheder og ført til drab, vil på et tidspunkt bryde ud og sikkert ende ud i en eller anden form for borgerkrig. Det er svært at se, hvordan et sådant opgør kan undgås, når de mange ekstremister og div. religiøse bevægelser med tiden har vokset sig så store, at de er umulige at holde nede og udrydde. Det er generelt svært at udrydde eller ændre på noget i landet, da det nigerianske samfund er fuldstændig baseret på korruption. Det sidste man vil gøre hernede hvis der sker ulovligheder eller forbrydelser er at tilkalde politiet. Det nigerianske politi er ganske enkelt ikke til at stole på, og vil kun gøre ondt værre hvis de bliver indblandet. Vi har hørt mange historier om hvordan de lyver, bedrager og stjæler fra befolkningen. Vi møder ofte det nigerianske politi når vi er ude at køre. De står på landevejene og ser farlige ud i deres uniformer og med deres meget store maskingeværer. Deres mål er at skræmme de bilister som de vinker ind til siden. Mod betaling (som går lige ned i lommen på dem selv, selvfølgelig) kan bilisterne få lov at køre videre. Mette og Alex har heldigvis gode kontakter hernede, så når politiet prøver at skræmme os, henviser vi dem bare til Alex, som vil snakke med dem. Så længe man selv virker til at have styr på situationen og ikke lader sig skræmme af de store, bevæbnede mænd, så lader de en køre videre uden at skulle betale. Vi har heldigvis endnu ikke været udsat for, at politiet krævede kropsvisitation og gennemsøgning af bil og bagage.

I sidste weekend var vi alle otte på kanotur. Det var ikke just en behagelig og afslappende tur. Pigerne sagde i hvert fald, at jeg på hele sejlturen, sad fuldstændig stiv og bleg af skræk for at vi skulle kæntre. Båden vi var ude i så virkelig ikke særlig holdbar ud og vi tog hele tiden vand ind. Ikke nok med det, så havde vi også fået at vide, at Afrikas farligste dyr, flodhesten, levede i floden vi sejlede på. Turen gik heldigvis fint, og vi kom alle i land i god behold. Da vi kom ind på land, fik vi dog os en lille forskrækkelse. Det hemmelige politi stod pludselig med deres meget voldsomme frembrusende attitude og krævede papirer på hvem vi var og hvad vi lavede der. Efter nogle diskussioner mellem chaufføren og dem kørte vi endelig videre uden at have betalt politiet de penge, som de havde håbet på at få presset ud af os. De havde sikkert set en mulighed for at få listet penge ud af ”rige” hvide mennesker, men heldigvis fik vores chauffør talt os ud af situationen.

At gå i kirke hernede er, som i sikkert har regnet ud, virkelig en oplevelse der slet ikke er at sammenligne med en dansk gudstjeneste. Forleden søndag var vi til gudstjeneste i Jimeta, vores store naboby. Der var indsættelse af en ny præst og derfor var biskoppen der, så kirken var godt fyldt. I fem timer sad vi tæt på træbænke sammen med 5000 nigerianere. Det var noget af en oplevelse siger jeg jer, og det gjorde virkelig godt, at vi ovenpå sådan en omgang kunne komme hjem og bage en af vores medbragte rugbrødsblandinger og dertil få Faaborg leverpostej på dåse. MUMS!

Der er kommet en gruppe 50+ere fra Danmark herned for at arbejde som volontører forskellige steder i Nigeria i en måneds tid. Nogle af dem arbejder på Mbamba, hvor de bl.a. er ved at bygge en lærerbolig og få en systue op at køre. En af dem havde en kærlig hilsen med hjemmefra til Mette. I pakken var der bl.a. lakridser og en stor fed sønderjysk salami! Da denne pakke blev overrakt var vi alle i den syvende himmel og gik i flere dage og savlede over pølsen i køleskabet, før den, ved en ganske særlig lejlighed, blev åbnet og nydt, bid for bid! Man lærer virkelig at sætte pris på dansk mad, når man ellers er tvunget til at spise ris og hvidt brød hernede. Heldigvis er vi gode til at tænke kreativt når det kommer til madlavning. Vi laver meget tærte og pizza. Vi er nærmest blevet vegetarer hernede, for vi spiser ikke kødet hernede. Kødet virker nemlig ikke så tiltalende som det ligger på markedet i den bagende sol og med fluer overalt. Det nærmeste vi kommer kød hernede som vi vil spise er tun på dåse. Vi får tun i de fleste af vores måltider, så der skal gå laaaang tid når jeg kommer hjem, før jeg igen frivilligt spiser tun!

For en uges tid siden fandt vi ud af, at vores chauffør, Haruna, havde mistet sin kun få dage gamle baby. Han havde ikke fortalt os om det, da han ikke ville være til besvær, men da vi fandt ud af det gav vi ham fri i nogle dage. Hans kone havde været meget syg og var i forbindelse med fødslen blevet indlagt for en periode. Det havde kostet dem mange penge, så han var meget bange for, at han ikke tjente penge i de dage han fik fri. Vi kørte på markedet og købte en stor sæk mel, ris, olie og juice, som vi kørte ud og forærede familien. Det var meget overvældende at give en så stor gave til en så fattig familie. Først ville han ikke tage imod det, men vi fik ham dog overtalt, og han og hans familie var rørt til tårer. Han bor i en lille lerhytte sammen med sine to børn, kone, hans mor samt andre familiemedlemmer. Hospitalsopholdet havde kostet dem rigtig mange penge, hvilket vi dækkede. Vi er meget glade for, at vi fandt ud af, hvad der var sket. Ellers havde vi jo ikke kunne hjælpe, og dermed havde familien sikkert ikke fået mad nok at spise, da de havde betalt alt hvad de havde til hospitalet.

Apropos sygdom og hospital, så har vi volontører allerede været flittige besøgende på det lokale hospital. Nogle har haft meget svært ved at tåle maden og de anderledes bakterier vi udsættes for hernede, selvom vi forsøger at lave så dansk mad som muligt, med de ingredienser vi kan finde til det hernede. Derudover har Mette været så uheldig at få malaria. Efter et par dage med feber tog de til lægen og fik hende tjekket. Hun fik en kur imod malariaen, og få dage efter var hun frisk igen. Heldigvis har ingen af os andre mærket noget til feber eller andre sygdomstegn.

Jeg har involveret mig i et projekt hernede, som jeg selv har været med til at opstarte. Det handler om, at jeg cirka en gang i ugen, skal med en sygeplejerske ud i nogle landsbyer for at hjælpe de syge, der ikke selv har mulighed for at komme ind til et hospital. Arbejdsopgaverne er både at pleje syge, men også at oplyse om sundhed og hvordan man bedst muligt beskytter sig selv imod div. sygdomme. F.eks. prøver vi at vise dem, at det ikke nødvendigvis hjælper at slå med en død babyarm på et brændsår, eller putte jord i snitsår, for at få det til at hele. På samme måde prøver vi også at lære folk, at man skal vaske hænder efter toiletbesøg, og at man ikke skal drikke flodvandet, da dyr bl.a. tisser og bader i det. Sygeplejersken, Vera, som jeg hjælper, har to børn, som dog ikke er hendes biologiske børn. Hun har hjulpet til ved deres fødsel, men da deres mor er en psykisk syg kvinde der bor i bushen og som bliver misbrugt af forskellige mænd og dermed ofte bliver ufrivilligt gravid, har Vera taget børnene fra hende. Moderen har i alt fået syv børn, hvoraf hun har slået fire af sine børn ihjel, den femte er død ved fødslen og de sidste to er dem, som Vera nu har taget til sig, for at forhindre moderen i også at slå dem ihjel. Vera er en nigeriansk kvinde på cirka 50 år, som er virkelig god til sit arbejde. Selvom jeg, ved siden af hende, kun ved lidt om faget, er en ”hvid” et godt talerør til befolkningen, da de ofte har langt større tillid til vesterlændinge, end til de nigerianske sygehjælpere der kommer og prøver at hjælpe dem. Vera er derfor glad for, at jeg er med hende engang imellem, da det samtidig gør det nemmere for hende, at kunne få lov til at udføre sit arbejde. Der er mange sjove og utrolig spændende og lærerige, men også tragiske oplevelser med i dette arbejde, og det vil I sikkert komme til at høre mere til senere.

Jeg underviser stadig på LCCN skolen i Yola, og eleverne er simpelthen så søde. Der er dog en verden til forskel fra de klasser jeg har undervist derhjemme på Østre Skole. Hver gang man træder ind i klassen rejser eleverne sig op og byder i kor læreren velkommen med den samme remse på engelsk: ”Godmoooooooooorgen Tante, Godmooooooooorgen ven. Vi er glade for at se dig. Hvordan haaaaaaaaar du det, Tante? Du er veeeeeeeeelkommen. Guuuuuuud velsigne dig Tante.” Derudover rejser de sig altid op, når de bliver spurgt om noget eller skal svare på noget. Line og jeg underviser som sagt 15årige elever i engelsk. Den første undervisningstime på skolen satte vi dem til at digte videre på et eventyr, som vi havde startet på. Det var meget underholdende at læse deres viderefortællinger på historierne. Nogle havde skrevet efter bøger og leksika mens andre havde skrevet oplysninger om deres familie og dem selv. Ingen af dem var i stand til, at tænke kreativt og bruge fantasien til selv at digte et eventyr, selvom vi var ret sikre på, at de havde forstået opgaven. Det var noget af en brat opvågning vi fik os, og Line og jeg er enige om, at vi (sikkert til forskel fra deres andre lærere) vil arbejde på at få dem til at tænke mere selvstændigt og kreativt. Det er tydeligt, at de er vandt til udenadslære og ”slavearbejde”, så de nyder når vi f.eks. spiller engelske spil med dem i undervisningen.

Forleden dag, havde vi medbragt en globus til undervisningstimen, fordi vi fandt ud af, at de ikke kunne de syv verdensdele og heller ikke vidste hvor på kloden Nigeria ligger. De var alle sammen utroligt nysgerrige og virkelig ivrige efter at lære som verden og andre lande. Gangen efter havde vi derfor medbragt computere hvor vi viste dem billeder af forskellige dele af verden. Jeg havde fundet billeder fra min rejse i foråret fra både Singapore, Filippinerne, Vietnam, Thailand og Australien. De synes det var utroligt spændende at se billeder af f.eks. vietnamesere og deres karakteristiske udseende og klædedragter. De var også utrolig fascinerede af billederne af ekstremsport som faldskærmsudspring og bungeejump. Vi viste dem også billeder fra en skiferie i Østrig. Ski og sne var de meget overraskede over. Mange af dem havde aldrig set sne før. Derudover så de billeder af Venedig med floder og kanaler som byens gader. De så også Island og den varme kilder og hotspots, og i den forbindelse lærte de, igennem tegninger og animerede film om vulkaner og jordens opbygning. Mange af eleverne har heller aldrig set en film, så det har vi også planer om at vise dem og arbejde med dem med. Det er sjovt, hvordan ting som vi i hverdagen har kendskab til, kan imponere folk hernede så meget. De er på mange måder meget uvidende overfor verden udenfor. Det er selvfølgelig rigtigt synd for dem, men samtidig er det måske også indimellem godt for dem, da de jo mere eller mindre er fastlåst hernede i det kriseramte Nigeria, og ikke kan slippe ud af landet. Så samtidig med, at det er spændende og sjovt at vise dem en masse af verden og give dem en masse viden om jordkloden, så gør man dem samtidig også opmærksom på, hvordan de selv har det, og alt det de ikke kan og ikke har mulighed for. Det er derfor en svær balancegang. På samme måde er det også svært for os volontører ikke bare at give en tilfældig tikker på gaden hvad der svarer til tyve kroner. Det er utrolig mange penge hernede. Det skader måske i virkeligheden mere end det gavner idet, at når man giver noget til nogen, dermed samtidig minder dem om alt det de ikke har. Derfor kan jeg dog stadigvæk ikke lade være med at give de fattige tiggere på markedet en lille pengeseddel når jeg går forbi dem. Man skal trods alt tænke på, at det i første omgang hjælper dem til overlevelse.

Dette var alt for denne gang. Jeg beklager, at I ikke hører fra mig så ofte, men vi har en del internetproblemer hernede. Håber i alle har det godt derhjemme og nyder efteråret. Når vejret hernede runder de 40 grader, kan jeg godt tage mig selv i at drømme mig hjem til det danske efterår bare for en kort stund. Så selvom jeg er meget glad for varme, kan det dog godt blive for meget ind imellem når strømmen er væk og fanen derfor ikke kan køre. Men det er jo bare småproblemer...

Den første tid i Yola

I lufthavnen i Yola blev vi hentet af missionæren Alex og hans ”feriebarn” Salim. Vi kørte hjem til Alex, hvor hans kone, Mette, havde lavet dejlig ”dansk” aftensmad til os, som bestod af nybagte boller med tun - og æggesalat. Missionærparret, Alex og Mette, er begge 31 år gamle og bor og arbejder på uddannelsesområdet Mbamba. De er begge præster og underviser på præsteskolen på Mbamba. Alex og Mette fungerer lidt som vores ”forældre” hernede i disse tre måneder. Det er dem vi skal gå til, hvis vi har brug for hjælp til noget. De har boet hernede i et år og har derfor mange kontakter og ved meget om mange ting. Salim er en dreng fra kostskolen på Mbamba, som startede med at komme ved Mette og Alex for at læse sine lektier i ro og frem om eftermiddagen. Han er ligeså stille kommet ind i deres familie, og da vi ankom, var han så på ferie ved dem i nogle dage inden skolen startede. Dog er han ikke meget for at vise sig i offentligheden sammen med os, da han vil blive mobbet af de større drenge på kostskolen, hvis de ser, at han har baturi-venner. Ja, der kan komme meget ondt ud af misundelse, og vi har hørt mange historier om, at det er en hård tilværelse på kostskolen. Heldigvis styrer Ms. Bongi, som er uddannelsesområdets leder, stedet med hård hånd, og ved dette nye skoleår, har hun indført en endnu hårdere mobbepolitik hvor der udskrives bøder til dem der mobber, og i værste fald smides de ud af skolen.


Ms. Bongi er også leder af handicapskolen REMI, som Mette, Astrid, Line, Julie og jeg skal bo og arbejde på. Sammen med sin mand, startede Ms. Bongi i 2003 skolen REMI med kun tre elever. Nu, kun syv år efter, er der mere end 450 elever, og elevtallet stiger stadig. Gennem opholdet skal vi bo på Ms. Bongis kompound, hvilket vil sige et lukket område. Hun er den der tager sig af os, og hjælper os med alle de praktiske ting. Folk i området har stor respekt for Ms. Bongi. Hun er en meget vigtig person indenfor kirken, men er også utrolig vigtig for skolerne. Hun er utrolig god til at skabe kontakter og dermed på div. fonder til at støtte op om skolen. Hun har bl.a. igennem Y’s Men i Danmark fået penge til at bygge et praktisk rum til REMI, hvor børnene kan lære praktiske færdigheder som håndarbejde, madlavning osv. Skolen har også en skolebus doneret af Mission Afrika, hvilket gør, at der nu kan komme flere handicappede til skolen, da de ofte bor et stykke væk. Det er virkelig godt, og er bare nogle af de ting, der viser hvor godt og betydningsfuldt Ms. Bongis arbejde er.


Den første uge i Yola tilbragte vi otte piger sammen i et stort hus, Folanihuset, lige ved siden af Mette og Alex på Mbamba. Da skolen, REMI, som jeg skal arbejde på, ikke havde åbnet efter sommerferien endnu, da vi ankom til Yola, mente missionærparret, at det var bedst med en fælles introuge på Mbamba. Skolen var dog faktisk startet i den uge, vi ankom, men da nigerianere ikke tager tiden så højtideligt, var det kun en lille del af skolens elever der rent faktisk startede i skole til tiden. Og dette på trods af, at ledelsen havde annonceret med, at eleverne skulle have en test i den første uge, som ville vægte 50 procent af deres årskarakter, for at få alle til at møde op til tiden.
I forberedelsesugen på Mbamba tilbragte vi det meste af tiden sammen med Alex og Mette. Vi fik en masse information omkring Nigeria, hørte om gode ekskursioner vi kan tage på i løbet af vores ophold, Nigerias forskellige religioner, introduktion til det store marked, LCCN’s (Lutheran Church of Christ in Nigeria) historie. Vi fik også gode råd omkring sundhed, hvordan vi kan passe på os selv, Nigerias historie, åndelig sundhed samt hørte en masse om forskelligt organisationsarbejde hernede, så vi kan involvere os i. Vi hørte bl.a. om noget der minder om FDF og Spejder-arbejde samt om flere forskellige søndagsskoler. Vi startede og sluttede også hver dag med en andagt. Men da nigerianere som sagt ikke følger nogen form for tid, var det dog svært at følge vores introduktionskursusskema helt. To af dagene var vi sammen med nogle nigerianske kvinder fra området, som var på cirka samme alder som os. Vi var på markedet sammen med dem, fik syet nigerianske kjoler, gik tur på savannen, sang med dem og mange andre ting. Det var alt sammen meget spændende, selvom det til tider også var ret hårdt at skulle snakke og underholde dem samtidig med, at vi var meget trætte efter ture på markedet, varmen og de mange nye indtryk. Det er faktisk ret hårdt at møde en ny kultur, selvom man længe har forberedt sig mentalt på det. Alting går jo som sagt meget langsomt hernede. Vi brugte seks timer sammen med Alex på at købe inventar til vores nye boliger forskellige steder i byen. Alt sammen små indkøb som jeg kunne have klaret på blot en halv time i Thisted by. Det, at ting tager tid hernede, er selvfølgelig også en del af den helt unikke og spændende oplevelse ved at være af sted.
Da vi er otte volontører i år, har Mission Afrika været nødt til at købe en ny bil til os. Alex har derfor været ude og finde en mindre ”bus” til os. Det er sådan, at de fleste biler her i Nigeria er skrottede biler fra vesten, så vores lille folkevognsrugbrød er faktisk fra Østrig, og har tidligere været brugt til at transportere vin i. Det siges at det er en god bil, hvilket vi dog har lidt svært ved at forstå, da det ofte tager mange minutter om at få den startet. Desuden kan man tage nøglen ud af bilen mens man kører, uden at der sker noget ved det. Ja, det skulle ikke undre mig om man kunne bruge en hvilken som helst nøgle til at køre bilen med. Jeg har lagt mærke til, at alle biler hernede enten er af mærket Toyota eller Honda. Vi er blevet fortalt, at det er fordi, at folk vil være sikre på, at kunne finde reservedele til deres biler.

Vi har en rigtig sød chauffør, Haruna, og han kører rundt med os til markeder, butikker, skoler og hvor vi ellers har brug for transport til. Han er muslim, utrolig sød og god til at køre i den ellers så hektiske trafik hernede, og han vil gøre alt så godt for os som muligt. Muslimer hernede er meget underdanige overfor andre mennesker. Han kalder os herre og bukker dybt hvis vi giver ham et glas vand eller andet. Det kan godt være svært at vende sig til, og også svært ikke at sige noget til. På den ene side vil man meget gerne have at han ikke behandler en som noget der er meget mere værd end ham selv, men på den anden side er det også vigtigt, at man ikke blander sig alt for meget i et andet menneskes natur og kultur. Så selvom det selvfølgelig er vildt spændende at lade en anden kultur komme tæt ind på sig, kan det også nogle gange være utrolig svært at håndtere.

I Nigeria er ca. tres procent af befolkningen kristne, og resten er muslimer. Det er ikke altid til at se på et menneske, hvor vidt det er kristent eller muslim, og udadtil virker de alle til (i hvert fald her i området) at være meget gode venner og respekterer hinanden fuldt ud, så derfor er det svært for mig, at forestille mig de voldsomme religionskampe der er i andre dele af Nigeria. Den stærke kærlighed folk viser hinanden på tværs af religioner ligger altså meget fjernt fra hvad vi hører i medierne omkring de mange stridigheder som der bl.a. lige nu finder sted i Jos.

Det er imponerende, at man, selvom alle hernede er meget troende, stadig kan udvise så stor respekt og kærlighed overfor hinanden, ligegyldig hvilken religion man har.

Udover kristne og muslimer er der også en del stammereligioner som er dominerende i samfundet. Mange tror på ånder og forbandelser og disse overbevisninger blander folk ofte sammen med Kristendommen eller Islam.

En dag, da vi var ude og se Yola 1st, hvilket er en skole som vi skal arbejde på et par eftermiddage i ugen, efter børnene på Remi er taget hjem, så vi i et klasseværelse hvordan eleverne blev undervist. På tavlen stod der notater som disse: ”Hvorfor bliver man gift? – Fordi man elsker hinanden, fordi det er god skik som nigeriansk kvinde og mand at være gift, fordi det er en del af kulturen, fordi man snakker samme sprog, fordi det hjælper til at forstå hinanden bedre og fordi man lærer skikke af hinanden” På mange måder lærer de altså de unge om rigtigt og forkert, sandt og falskt, og de unge får i mindre grad mulighed for, at diskutere og argumentere for forskellige holdninger og dermed tænke selvstændigt. De er hernede i høj grad vandt til udenadslære, og stiller sjældent spørgsmålstegn ved noget. På samme måde oplevede vi i en klasse med små børn på Remi, at læreren stod i tyve minutter og sagde Father – Mother – children, hvorefter børnene gentog hende. Da vi så prøvede at tegne en mor en far og nogle børn på tavlen og derefter ville have dem til at fortælle hvem der var hvad, vidste de slet ikke hvad de skulle sige. Det var altså et tegn på, at udenadslære på ingen måde giver dem mulighed for kreativ tænkning og alternativ indlæring, og det er bl.a. noget af det, som vi volontører er meget enige om, at vi vil vægte højt i den undervisning vi skal lave.
Næsten alle nigerianere går en drøm om, at blive gift med en hvid, da de ser dette som deres eneste mulighed for at få en billet ud af landet. Derfor er vi som sagt meget omsværmede hernede. Men også bare det at have en hvid ven betyder meget for nigerianere. Derfor kommer der ofte mange til vores hus hver dag for at hilse på. Ofte kommer gæsterne sjovt nok til spisetiderne, så man kan aldrig helt vide, hvor meget mad man skal lave. Det er en af de ting, som har været ret svært at vende sig til hernede, og nogle gange har vi da også været nødt til at sige, at de måtte komme tilbage senere. Ellers kan det nærmest ende med, at man har gæster konstant.

Det er helt ubeskriveligt så venlige nigerianere er. Man får smil og hilsner af alle man møder, og folk vinker til en når man går eller kører forbi. Selvom det er en hver nigerianers drøm at komme til Danmark, er jeg ikke sikker på, at jeg ville ønske for dem, at de kom dertil. De ville blive så skuffede, føle sig som ingenting og føle sig ekstrem ensomme, så snart de står på dansk jord, hvor det er de færreste der hilser på folk på gaden, som de ikke kender. Nigerianeres venlighed er helt sikkert en af de ting som jeg synes er helt unikt og fantastisk ved kulturen.

Mette og Alex har to gode nigerianske venner, som de ind imellem har til at arbejde lidt for sig. Jordbær og Bamse kalder vi dem, da den ene er så sød som jordbær og den anden så stor som en bamse. De er virkelig rare mennesker og er utrolig hjælpsomme. Man kan sagtens mærke, at de er vant til at være sammen med hvide mennesker, da de, til forskel fra andre nigerianere, er helt afslappede i selskab med os. Det er virkelig afslappende og rart at have dem på besøg. Vi lærer dem nogle danske ord og det har vi det meget sjovt med. En af de store emner der ofte vendes i deres selskab er, at det jo i Danmark er meget naturligt, at mænd både hjælper med at lave mad og vaske tøj. Det ligger meget fjert fra kulturen hernede, men de synes det er sjovt, og vi har lovet dem, at lære dem at lave mad engang. Jordbær og Bamse har deres eget lille elektrikerfirma, og i weekenderne er de vores chauffører, hvis vi skal på længere ture og udflugter.
Gennem Mette og Alex fik vi en invitation til en 40års fødselsdag hernede ved en amerikansk mand, så lørdag i den første uge i Yola tog vi alle sammen til grillfest på ABTI-club, hvilket er en club der er tilknyttet det amerikanske universitet i Yola. Her var vi omkring tredive mennesker, - alle hvide, og vi spise stegt pattegris, dansede og festede hele aftenen. Nogle fik sig også en dukkert i swimmingpoolen. Gæsterne til festen var mere eller mindre alle udlændingene fra området. Deriblandt indiske læger, amerikanske landbrugsforvaltere og mange andre mennesker. De fleste af dem kommer hertil fordi de enten ikke kan få job derhjemme, eller også fordi, at de kan få en meget bedre løn hernede. Derfor arbejder mange af dem meget, men de er også ofte meget ensomme hernede. Det kan derfor måske være rart, nogle gange at finde sammen med andre ”tilflyttere” for måske at flygte lidt fra den barske virkelighed hernede. For der er ingen tvivl om, at det må være hårdt, at leve i en så anderledes kultur i så lang tid, helt alene, og så som hvid hvor man konstant opfattes som meget anderledes end alle andre. På markedet er vi ofte blevet spurgt om, om vi kommer fra ABTI. Folk hernede har et billede af, at folk fra ABTI er rige udlændinge der isolerer sig på et sted som dette, og slet ikke involverer sig i den nigerianske kultur og samfund. Derfor gør vi det altid meget klart for folk, at vi ikke er fra ABTI, men at vi er volontører, og så falder priserne på varerne for os for det meste lidt. Generelt er priserne hernede meget lave. Man giver cirka 4 kroner for en hel pose tomater, 50 kroner for stof og syerske til kjole, men til gengæld er der nogle enkelte vestlige varer hernede som man betaler kassen for. F.eks. koster en pakke cornflakes 80 kroner, så det har jeg besluttet mig for, at jeg må undvære et par måneder endnu!
Vi er kun så småt kommet i gang med arbejdet på REMI, men allerede nu nyder jeg det virkelig. Selvom det er et virkelig hårdt og krævende job, er det så livsbekræftende, at det er alt slid værd. Vi bor som sagt fem på skolen REMI, i en slags lærerbolig som bliver brugt til volontører, lige overfor Ms. Bongis hus på hendes kompound. Hver morgen bliver vi vækket af de søde små børn der står udenfor vores vindue og råber ”Aunty, Aunty, Aunty” som betyder tante. Det kalder alle børn og elever os hernede. Hver dag fordeler vi os på forskellige klasser. Vi er mest i Specialclass, som er en klasse for handicappede børn og unge. Det er meget forskelligt hvor mange børn der er i klassen. En dag kan der være 10 elever, en anden dag kan der være 15-20. Alt efter hvor mange børn chaufføren lige har fået hentet den pågældende dag. Børnene er mellem 5-18 år i Specialclass og der er derfor, ud over deres i forvejen speciale behov, endnu større forskel på de faglige niveauer i klassen. Playingclasser den klasse hvor de helt små børn går i fra 3-5 år inden de kommer i Nurseryclass som er hvad der svarer til børnehaveklasse. Børnene er på mange måder fuldstændig understimulerede. Der er meget lidt legetøj til børnene og lokalerne er mørke og dystre og så er hygiejnen meget dårlig. Børnene i Playingclass er i hvert fald ikke klar over, at et toilet er til at tisse i. De stiller sig bare i døren til toilettet og tisser ind på gulvet. Lærerne er ikke altid i klasserne, og når de er, kan de godt finde på at sidde og bruge undervisningstiden på, at rette opgaver og have en-til-en undervisning i flere timer. Nogle gange tror læreren også, at det er helt i orden, at de smutter fra undervisningen når vi kommer og vil hjælpe til. Det kan derfor godt være svært nogle gange at skulle beherske sig i sådanne situationer, når vi så tydeligt kan se, at der på alle måder er brug for, at børnene får en anderledes undervisning der i højere grad kan være med til, at udvikle dem på flere, andre og bedre måder. Der er derfor mange forskellige udfordringer for os, som alt sammen er meget spændende at give sig i kast med, samtidig med, at det også er utrolig hårdt arbejde, der til tider godt kan virke helt håbløse.
Noget af det, som allerede har været en meget stor udfordring for mig i arbejdet er at skulle se børn blive slået. Heldigvis er der en regel om, at de handicappede på REMI ikke må blive slået, men størstedelen af skolens elever er dog også almindelige børn i normale klasser. Vi har nogle enkelte børn fra de normale klasser, som har ekstraundervisning med, fordi de på den ene eller anden måde har svært ved det faglige. En elev jeg allerede nu har brugt rigtig meget af min tid på er Sherif, på 8 år. Han er en meget stille dreng, som ser helt normal ud, men som ikke kan andet end at skrive A og B på et stykke papir, samt tælle til ti. Han har store koncentrationsproblemer, så vi tager ofte en løbetur eller en gyngetur på legepladsen som afbræk i undervisningen. En dag gyngede han på gyngen, og pludselig kom en lille dreng fra Playingclass løbende ind foran gyngen, så Sherif gyngede ind i den lille dreng, og drengen fik en stor bule i hovedet. En lærer der havde set uheldet ske, kom straks løbende med en kæp hen imod ham, og Sherif fik tre hårde slag med kæppen. Sherif stak af med det samme, og han turde ikke komme hen til mig selvom jeg kaldte på ham. Da jeg endelig fik fat i ham og vi igen sad på biblioteket foran bøgerne, rystede han af skræk i en halv time efter. Det var så modbydeligt at se, at Sherif, som endda slet ikke kunne gøre for det der skete, skulle have sådan en straf. Jeg var så magtesløs i situationen, fordi jeg jo ikke kunne gå ind og blande mig i hvad læreren gjorde. Der skete for resten ikke andet med den lille dreng end, at han fik sig en bule i panden.

Der er altså meget korporlig afstraffelse hernede, og det kan til tider være svært at håndtere, at vi ikke kan gøre noget ved det, andet end at vise, at vi har andre, og knap så primitive metoder at ”straffe” ballademagere på.
Nu til et helt andet, men dog også frygteligt emne! – KRYB! Indtil videre har vi slået tre kakerlakker ihjel på vores badeværelse på REMI, hvilket vil sige, at der må være 297 mere der gemmer sig derude. Det siges nemlig, at når man endelig ser en kakerlak, så gemmer der sig 99 andre. Så det er jo virkelig rart at vide! Derudover har vi masser af firben, gekkoer og edderkopper både i stue, køkken, badeværelse og i sengen! Det værste jeg indtil videre har oplevet var dog da alle os volontøser sad i de tre pigers stue på Mbamba og hyggesnakkede en sen aften. Pludselig råber Kristina op: ”Der er lige kravlet en slange over min fod!” Ved ikke om I kan forestille jer hvordan 8 tøser reagerer i sådan en situation. Der gik ikke ét sekund før vi alle var sprunget op på bordet og i sofaen. En lang, tynd, sort slange havde rigtigt nok forvildet sig ind i stuen til os. Et eller andet måtte vi gøre, så da to af pigerne var løbet efter hjælp, fik Julie og jeg ved hjælp af en kost fanget slangen op i en spand. Da Alex og Mette efter få minutter fandt vej gennem mørket ned til pigernes hus, stod vi alle skrækslagne og kiggede ned i spanden med slangen i. Alex fik med en spade slået slangen ihjel, og vi kunne derefter slappe lidt mere af. Dog var der ingen af os der fik sovet særlig meget den nat. GYS!

På trods af kryb i sengen, sover vi dog trygt om natten igen. Jeg sover i dobbeltseng med Mette, og hver aften ryster vi sengetøjet godt inden vi lukker sengen til med myggenet, så der skulle vidst ikke være så stor fare for, at vi får os flere ubehagelige oplevelser med kryb i de sene nattetimer.