Den første tid i Yola

I lufthavnen i Yola blev vi hentet af missionæren Alex og hans ”feriebarn” Salim. Vi kørte hjem til Alex, hvor hans kone, Mette, havde lavet dejlig ”dansk” aftensmad til os, som bestod af nybagte boller med tun - og æggesalat. Missionærparret, Alex og Mette, er begge 31 år gamle og bor og arbejder på uddannelsesområdet Mbamba. De er begge præster og underviser på præsteskolen på Mbamba. Alex og Mette fungerer lidt som vores ”forældre” hernede i disse tre måneder. Det er dem vi skal gå til, hvis vi har brug for hjælp til noget. De har boet hernede i et år og har derfor mange kontakter og ved meget om mange ting. Salim er en dreng fra kostskolen på Mbamba, som startede med at komme ved Mette og Alex for at læse sine lektier i ro og frem om eftermiddagen. Han er ligeså stille kommet ind i deres familie, og da vi ankom, var han så på ferie ved dem i nogle dage inden skolen startede. Dog er han ikke meget for at vise sig i offentligheden sammen med os, da han vil blive mobbet af de større drenge på kostskolen, hvis de ser, at han har baturi-venner. Ja, der kan komme meget ondt ud af misundelse, og vi har hørt mange historier om, at det er en hård tilværelse på kostskolen. Heldigvis styrer Ms. Bongi, som er uddannelsesområdets leder, stedet med hård hånd, og ved dette nye skoleår, har hun indført en endnu hårdere mobbepolitik hvor der udskrives bøder til dem der mobber, og i værste fald smides de ud af skolen.


Ms. Bongi er også leder af handicapskolen REMI, som Mette, Astrid, Line, Julie og jeg skal bo og arbejde på. Sammen med sin mand, startede Ms. Bongi i 2003 skolen REMI med kun tre elever. Nu, kun syv år efter, er der mere end 450 elever, og elevtallet stiger stadig. Gennem opholdet skal vi bo på Ms. Bongis kompound, hvilket vil sige et lukket område. Hun er den der tager sig af os, og hjælper os med alle de praktiske ting. Folk i området har stor respekt for Ms. Bongi. Hun er en meget vigtig person indenfor kirken, men er også utrolig vigtig for skolerne. Hun er utrolig god til at skabe kontakter og dermed på div. fonder til at støtte op om skolen. Hun har bl.a. igennem Y’s Men i Danmark fået penge til at bygge et praktisk rum til REMI, hvor børnene kan lære praktiske færdigheder som håndarbejde, madlavning osv. Skolen har også en skolebus doneret af Mission Afrika, hvilket gør, at der nu kan komme flere handicappede til skolen, da de ofte bor et stykke væk. Det er virkelig godt, og er bare nogle af de ting, der viser hvor godt og betydningsfuldt Ms. Bongis arbejde er.


Den første uge i Yola tilbragte vi otte piger sammen i et stort hus, Folanihuset, lige ved siden af Mette og Alex på Mbamba. Da skolen, REMI, som jeg skal arbejde på, ikke havde åbnet efter sommerferien endnu, da vi ankom til Yola, mente missionærparret, at det var bedst med en fælles introuge på Mbamba. Skolen var dog faktisk startet i den uge, vi ankom, men da nigerianere ikke tager tiden så højtideligt, var det kun en lille del af skolens elever der rent faktisk startede i skole til tiden. Og dette på trods af, at ledelsen havde annonceret med, at eleverne skulle have en test i den første uge, som ville vægte 50 procent af deres årskarakter, for at få alle til at møde op til tiden.
I forberedelsesugen på Mbamba tilbragte vi det meste af tiden sammen med Alex og Mette. Vi fik en masse information omkring Nigeria, hørte om gode ekskursioner vi kan tage på i løbet af vores ophold, Nigerias forskellige religioner, introduktion til det store marked, LCCN’s (Lutheran Church of Christ in Nigeria) historie. Vi fik også gode råd omkring sundhed, hvordan vi kan passe på os selv, Nigerias historie, åndelig sundhed samt hørte en masse om forskelligt organisationsarbejde hernede, så vi kan involvere os i. Vi hørte bl.a. om noget der minder om FDF og Spejder-arbejde samt om flere forskellige søndagsskoler. Vi startede og sluttede også hver dag med en andagt. Men da nigerianere som sagt ikke følger nogen form for tid, var det dog svært at følge vores introduktionskursusskema helt. To af dagene var vi sammen med nogle nigerianske kvinder fra området, som var på cirka samme alder som os. Vi var på markedet sammen med dem, fik syet nigerianske kjoler, gik tur på savannen, sang med dem og mange andre ting. Det var alt sammen meget spændende, selvom det til tider også var ret hårdt at skulle snakke og underholde dem samtidig med, at vi var meget trætte efter ture på markedet, varmen og de mange nye indtryk. Det er faktisk ret hårdt at møde en ny kultur, selvom man længe har forberedt sig mentalt på det. Alting går jo som sagt meget langsomt hernede. Vi brugte seks timer sammen med Alex på at købe inventar til vores nye boliger forskellige steder i byen. Alt sammen små indkøb som jeg kunne have klaret på blot en halv time i Thisted by. Det, at ting tager tid hernede, er selvfølgelig også en del af den helt unikke og spændende oplevelse ved at være af sted.
Da vi er otte volontører i år, har Mission Afrika været nødt til at købe en ny bil til os. Alex har derfor været ude og finde en mindre ”bus” til os. Det er sådan, at de fleste biler her i Nigeria er skrottede biler fra vesten, så vores lille folkevognsrugbrød er faktisk fra Østrig, og har tidligere været brugt til at transportere vin i. Det siges at det er en god bil, hvilket vi dog har lidt svært ved at forstå, da det ofte tager mange minutter om at få den startet. Desuden kan man tage nøglen ud af bilen mens man kører, uden at der sker noget ved det. Ja, det skulle ikke undre mig om man kunne bruge en hvilken som helst nøgle til at køre bilen med. Jeg har lagt mærke til, at alle biler hernede enten er af mærket Toyota eller Honda. Vi er blevet fortalt, at det er fordi, at folk vil være sikre på, at kunne finde reservedele til deres biler.

Vi har en rigtig sød chauffør, Haruna, og han kører rundt med os til markeder, butikker, skoler og hvor vi ellers har brug for transport til. Han er muslim, utrolig sød og god til at køre i den ellers så hektiske trafik hernede, og han vil gøre alt så godt for os som muligt. Muslimer hernede er meget underdanige overfor andre mennesker. Han kalder os herre og bukker dybt hvis vi giver ham et glas vand eller andet. Det kan godt være svært at vende sig til, og også svært ikke at sige noget til. På den ene side vil man meget gerne have at han ikke behandler en som noget der er meget mere værd end ham selv, men på den anden side er det også vigtigt, at man ikke blander sig alt for meget i et andet menneskes natur og kultur. Så selvom det selvfølgelig er vildt spændende at lade en anden kultur komme tæt ind på sig, kan det også nogle gange være utrolig svært at håndtere.

I Nigeria er ca. tres procent af befolkningen kristne, og resten er muslimer. Det er ikke altid til at se på et menneske, hvor vidt det er kristent eller muslim, og udadtil virker de alle til (i hvert fald her i området) at være meget gode venner og respekterer hinanden fuldt ud, så derfor er det svært for mig, at forestille mig de voldsomme religionskampe der er i andre dele af Nigeria. Den stærke kærlighed folk viser hinanden på tværs af religioner ligger altså meget fjernt fra hvad vi hører i medierne omkring de mange stridigheder som der bl.a. lige nu finder sted i Jos.

Det er imponerende, at man, selvom alle hernede er meget troende, stadig kan udvise så stor respekt og kærlighed overfor hinanden, ligegyldig hvilken religion man har.

Udover kristne og muslimer er der også en del stammereligioner som er dominerende i samfundet. Mange tror på ånder og forbandelser og disse overbevisninger blander folk ofte sammen med Kristendommen eller Islam.

En dag, da vi var ude og se Yola 1st, hvilket er en skole som vi skal arbejde på et par eftermiddage i ugen, efter børnene på Remi er taget hjem, så vi i et klasseværelse hvordan eleverne blev undervist. På tavlen stod der notater som disse: ”Hvorfor bliver man gift? – Fordi man elsker hinanden, fordi det er god skik som nigeriansk kvinde og mand at være gift, fordi det er en del af kulturen, fordi man snakker samme sprog, fordi det hjælper til at forstå hinanden bedre og fordi man lærer skikke af hinanden” På mange måder lærer de altså de unge om rigtigt og forkert, sandt og falskt, og de unge får i mindre grad mulighed for, at diskutere og argumentere for forskellige holdninger og dermed tænke selvstændigt. De er hernede i høj grad vandt til udenadslære, og stiller sjældent spørgsmålstegn ved noget. På samme måde oplevede vi i en klasse med små børn på Remi, at læreren stod i tyve minutter og sagde Father – Mother – children, hvorefter børnene gentog hende. Da vi så prøvede at tegne en mor en far og nogle børn på tavlen og derefter ville have dem til at fortælle hvem der var hvad, vidste de slet ikke hvad de skulle sige. Det var altså et tegn på, at udenadslære på ingen måde giver dem mulighed for kreativ tænkning og alternativ indlæring, og det er bl.a. noget af det, som vi volontører er meget enige om, at vi vil vægte højt i den undervisning vi skal lave.
Næsten alle nigerianere går en drøm om, at blive gift med en hvid, da de ser dette som deres eneste mulighed for at få en billet ud af landet. Derfor er vi som sagt meget omsværmede hernede. Men også bare det at have en hvid ven betyder meget for nigerianere. Derfor kommer der ofte mange til vores hus hver dag for at hilse på. Ofte kommer gæsterne sjovt nok til spisetiderne, så man kan aldrig helt vide, hvor meget mad man skal lave. Det er en af de ting, som har været ret svært at vende sig til hernede, og nogle gange har vi da også været nødt til at sige, at de måtte komme tilbage senere. Ellers kan det nærmest ende med, at man har gæster konstant.

Det er helt ubeskriveligt så venlige nigerianere er. Man får smil og hilsner af alle man møder, og folk vinker til en når man går eller kører forbi. Selvom det er en hver nigerianers drøm at komme til Danmark, er jeg ikke sikker på, at jeg ville ønske for dem, at de kom dertil. De ville blive så skuffede, føle sig som ingenting og føle sig ekstrem ensomme, så snart de står på dansk jord, hvor det er de færreste der hilser på folk på gaden, som de ikke kender. Nigerianeres venlighed er helt sikkert en af de ting som jeg synes er helt unikt og fantastisk ved kulturen.

Mette og Alex har to gode nigerianske venner, som de ind imellem har til at arbejde lidt for sig. Jordbær og Bamse kalder vi dem, da den ene er så sød som jordbær og den anden så stor som en bamse. De er virkelig rare mennesker og er utrolig hjælpsomme. Man kan sagtens mærke, at de er vant til at være sammen med hvide mennesker, da de, til forskel fra andre nigerianere, er helt afslappede i selskab med os. Det er virkelig afslappende og rart at have dem på besøg. Vi lærer dem nogle danske ord og det har vi det meget sjovt med. En af de store emner der ofte vendes i deres selskab er, at det jo i Danmark er meget naturligt, at mænd både hjælper med at lave mad og vaske tøj. Det ligger meget fjert fra kulturen hernede, men de synes det er sjovt, og vi har lovet dem, at lære dem at lave mad engang. Jordbær og Bamse har deres eget lille elektrikerfirma, og i weekenderne er de vores chauffører, hvis vi skal på længere ture og udflugter.
Gennem Mette og Alex fik vi en invitation til en 40års fødselsdag hernede ved en amerikansk mand, så lørdag i den første uge i Yola tog vi alle sammen til grillfest på ABTI-club, hvilket er en club der er tilknyttet det amerikanske universitet i Yola. Her var vi omkring tredive mennesker, - alle hvide, og vi spise stegt pattegris, dansede og festede hele aftenen. Nogle fik sig også en dukkert i swimmingpoolen. Gæsterne til festen var mere eller mindre alle udlændingene fra området. Deriblandt indiske læger, amerikanske landbrugsforvaltere og mange andre mennesker. De fleste af dem kommer hertil fordi de enten ikke kan få job derhjemme, eller også fordi, at de kan få en meget bedre løn hernede. Derfor arbejder mange af dem meget, men de er også ofte meget ensomme hernede. Det kan derfor måske være rart, nogle gange at finde sammen med andre ”tilflyttere” for måske at flygte lidt fra den barske virkelighed hernede. For der er ingen tvivl om, at det må være hårdt, at leve i en så anderledes kultur i så lang tid, helt alene, og så som hvid hvor man konstant opfattes som meget anderledes end alle andre. På markedet er vi ofte blevet spurgt om, om vi kommer fra ABTI. Folk hernede har et billede af, at folk fra ABTI er rige udlændinge der isolerer sig på et sted som dette, og slet ikke involverer sig i den nigerianske kultur og samfund. Derfor gør vi det altid meget klart for folk, at vi ikke er fra ABTI, men at vi er volontører, og så falder priserne på varerne for os for det meste lidt. Generelt er priserne hernede meget lave. Man giver cirka 4 kroner for en hel pose tomater, 50 kroner for stof og syerske til kjole, men til gengæld er der nogle enkelte vestlige varer hernede som man betaler kassen for. F.eks. koster en pakke cornflakes 80 kroner, så det har jeg besluttet mig for, at jeg må undvære et par måneder endnu!
Vi er kun så småt kommet i gang med arbejdet på REMI, men allerede nu nyder jeg det virkelig. Selvom det er et virkelig hårdt og krævende job, er det så livsbekræftende, at det er alt slid værd. Vi bor som sagt fem på skolen REMI, i en slags lærerbolig som bliver brugt til volontører, lige overfor Ms. Bongis hus på hendes kompound. Hver morgen bliver vi vækket af de søde små børn der står udenfor vores vindue og råber ”Aunty, Aunty, Aunty” som betyder tante. Det kalder alle børn og elever os hernede. Hver dag fordeler vi os på forskellige klasser. Vi er mest i Specialclass, som er en klasse for handicappede børn og unge. Det er meget forskelligt hvor mange børn der er i klassen. En dag kan der være 10 elever, en anden dag kan der være 15-20. Alt efter hvor mange børn chaufføren lige har fået hentet den pågældende dag. Børnene er mellem 5-18 år i Specialclass og der er derfor, ud over deres i forvejen speciale behov, endnu større forskel på de faglige niveauer i klassen. Playingclasser den klasse hvor de helt små børn går i fra 3-5 år inden de kommer i Nurseryclass som er hvad der svarer til børnehaveklasse. Børnene er på mange måder fuldstændig understimulerede. Der er meget lidt legetøj til børnene og lokalerne er mørke og dystre og så er hygiejnen meget dårlig. Børnene i Playingclass er i hvert fald ikke klar over, at et toilet er til at tisse i. De stiller sig bare i døren til toilettet og tisser ind på gulvet. Lærerne er ikke altid i klasserne, og når de er, kan de godt finde på at sidde og bruge undervisningstiden på, at rette opgaver og have en-til-en undervisning i flere timer. Nogle gange tror læreren også, at det er helt i orden, at de smutter fra undervisningen når vi kommer og vil hjælpe til. Det kan derfor godt være svært nogle gange at skulle beherske sig i sådanne situationer, når vi så tydeligt kan se, at der på alle måder er brug for, at børnene får en anderledes undervisning der i højere grad kan være med til, at udvikle dem på flere, andre og bedre måder. Der er derfor mange forskellige udfordringer for os, som alt sammen er meget spændende at give sig i kast med, samtidig med, at det også er utrolig hårdt arbejde, der til tider godt kan virke helt håbløse.
Noget af det, som allerede har været en meget stor udfordring for mig i arbejdet er at skulle se børn blive slået. Heldigvis er der en regel om, at de handicappede på REMI ikke må blive slået, men størstedelen af skolens elever er dog også almindelige børn i normale klasser. Vi har nogle enkelte børn fra de normale klasser, som har ekstraundervisning med, fordi de på den ene eller anden måde har svært ved det faglige. En elev jeg allerede nu har brugt rigtig meget af min tid på er Sherif, på 8 år. Han er en meget stille dreng, som ser helt normal ud, men som ikke kan andet end at skrive A og B på et stykke papir, samt tælle til ti. Han har store koncentrationsproblemer, så vi tager ofte en løbetur eller en gyngetur på legepladsen som afbræk i undervisningen. En dag gyngede han på gyngen, og pludselig kom en lille dreng fra Playingclass løbende ind foran gyngen, så Sherif gyngede ind i den lille dreng, og drengen fik en stor bule i hovedet. En lærer der havde set uheldet ske, kom straks løbende med en kæp hen imod ham, og Sherif fik tre hårde slag med kæppen. Sherif stak af med det samme, og han turde ikke komme hen til mig selvom jeg kaldte på ham. Da jeg endelig fik fat i ham og vi igen sad på biblioteket foran bøgerne, rystede han af skræk i en halv time efter. Det var så modbydeligt at se, at Sherif, som endda slet ikke kunne gøre for det der skete, skulle have sådan en straf. Jeg var så magtesløs i situationen, fordi jeg jo ikke kunne gå ind og blande mig i hvad læreren gjorde. Der skete for resten ikke andet med den lille dreng end, at han fik sig en bule i panden.

Der er altså meget korporlig afstraffelse hernede, og det kan til tider være svært at håndtere, at vi ikke kan gøre noget ved det, andet end at vise, at vi har andre, og knap så primitive metoder at ”straffe” ballademagere på.
Nu til et helt andet, men dog også frygteligt emne! – KRYB! Indtil videre har vi slået tre kakerlakker ihjel på vores badeværelse på REMI, hvilket vil sige, at der må være 297 mere der gemmer sig derude. Det siges nemlig, at når man endelig ser en kakerlak, så gemmer der sig 99 andre. Så det er jo virkelig rart at vide! Derudover har vi masser af firben, gekkoer og edderkopper både i stue, køkken, badeværelse og i sengen! Det værste jeg indtil videre har oplevet var dog da alle os volontøser sad i de tre pigers stue på Mbamba og hyggesnakkede en sen aften. Pludselig råber Kristina op: ”Der er lige kravlet en slange over min fod!” Ved ikke om I kan forestille jer hvordan 8 tøser reagerer i sådan en situation. Der gik ikke ét sekund før vi alle var sprunget op på bordet og i sofaen. En lang, tynd, sort slange havde rigtigt nok forvildet sig ind i stuen til os. Et eller andet måtte vi gøre, så da to af pigerne var løbet efter hjælp, fik Julie og jeg ved hjælp af en kost fanget slangen op i en spand. Da Alex og Mette efter få minutter fandt vej gennem mørket ned til pigernes hus, stod vi alle skrækslagne og kiggede ned i spanden med slangen i. Alex fik med en spade slået slangen ihjel, og vi kunne derefter slappe lidt mere af. Dog var der ingen af os der fik sovet særlig meget den nat. GYS!

På trods af kryb i sengen, sover vi dog trygt om natten igen. Jeg sover i dobbeltseng med Mette, og hver aften ryster vi sengetøjet godt inden vi lukker sengen til med myggenet, så der skulle vidst ikke være så stor fare for, at vi får os flere ubehagelige oplevelser med kryb i de sene nattetimer.