For et par uger siden, tog vi en tur til byen Numan, som ligger en times køretid herfra. Numan er stedet hvor Brønnum gik i land, da han for første gang satte sin fod på afrikansk jord. Vi brugte en dag i Numan på LCCN’s hovedkvarter, hvor vi bl.a. så Afrikas første Lutherske kirke og mødte en gruppe danske 50+volontører. Vi var også på besøg hos Inge, en missionær som arbejder med at have kurser med skolelærere. Det var alt sammen meget spændende, og vi havde en hyggelig dag.
Sidste lørdag i oktober var vi alle inviteret til nigeriansk bryllup hos Ben og Safratu. Safratu var sidste år involveret i et Africa In Touch projekt, hvor hun, sammen med organisationens danske ung-medarbejder, var rundt i Danmark for at fortælle unge om Nigeria. Allerede en af de første dage vi var i Yola, kom Safratu forbi Remi, for at invitere os til sit bryllup. Ikke nok med, at vi skulle være gæster til deres bryllupsfest, så skulle vi også være hendes brudepiger. Sammen med otte nigerianere skulle vi, mørk-lys-mørk-lys, men i ens kjoler, danse i optog ind i kirken. Vi blev betegnet som hendes tætteste veninder (selvom vi aldrig havde mødt hende eller hendes kommende mand før), så derfor skulle vi være brudepiger og sidde til højbords til festen som æresgæster. Vi er blevet fortalt, at det er meget ærefuldt hernede at have hvide gæster med til sit bryllup, så det var sikkert grunden til, at vi sad til højbords og blev ”vist frem”.
Nigerianske bryllupper er langt fra at sammenligne med danske bryllupper. Under vielsen i kirken var der tre brudepar der skulle vies og for, at det ikke skal være løgn, så ankom det sidste brudepar først halvt inde i vielsen. De nåede dog alle at blive viet, men desværre kom præsten til at forbytte nogle af parrene under velsignelsen, så da han lagde hænderne på dem og velsignede dem, blev gommen fra det ene brudepar velsignet med gommen fra det andet brudepar osv. Ikke helt heldigt! Kirken var, som altid, fyldt med sang, musik og dans og det hele var en utrolig underholdende oplevelse siger jeg jer! Efter vielsen i kirken var vi som sagt til deres reception. I flere timer sad vi og så på, at brudeparret dansede, mens gæsterne på skift dansede op til dem og smed pengesedler på dem. Efter lang ventetid fik vi endelig lidt mad. Det var desværre så stærkt, så vi ikke kunne få det ned. Bryllupper er bestemt ikke ligeså intime og hyggelige som danske. Til deres bryllupsfest var der 200-300 gæster i den store hal, som bare kom og gik i løbet af dagen. Jeg tvivler på, at de kendte alle gæsterne ved navne.
Safratu har fortalt mange sjove historier om hendes ophold i Danmark, og hvordan hun oplevede kulturen og samfundet. Hun fortalte, at da hun lige var landet og kørte fra lufthavnen, sad hun i bilen og var meget chokeret over den kolde temperatur. Da hun så vindmøllerne på markerne forstod hun godt, hvorfor det var så køligt i Danmark. ”I har jo store fans kørende overalt, så er det klart, at det er så koldt her”! Ja, det er utroligt hvor store forskelle man kan møde, efter blot ni timer i et fly.
I en af nurseryklasserne på Remi har vi lagt mærke til en dreng, Joshua på 5 år, som ikke kan gå. Joshua sidder altid på gulvet inde i klassen fordi hans ikke kan sidde på en stol, da hans ben er spastisk lammede. Vi er begyndt at gåtræne med ham et par gange om dagen, så han kan få lært at gå. Vi tror nemlig bare, at det handler om at træne hans balance. Jeg snakkede en dag med klasselæreren, og hun fortalte, at han var handicappet og ikke forstod noget. De første mange gange jeg gik tur med ham, sagde han ikke noget, og jeg var i tvivl om, om han overhovedet forstod mig, så jeg begyndte at tage ham med ned i vores stue, hvor jeg lavede puslespil sammen med ham og øvede bogstaver og tal. Jeg fandt ud af, at han sagtens kunne alle disse ting og, at han faktisk var ret lærenem og intelligent. Pludselig en dag svarede han mig på et af mine spørgsmål, og han begyndte at snakke en lille smugle til mig. Det viste sig, at han faktisk er rigtig god til engelsk. Jeg viste ham billeder af en masse dyr og han fortalte mig om dyret, farverne og omgivelserne på billederne. Den dag fik jeg gåsehud over det hele, fordi, at jeg endelig havde fået ham til at åbne sig op for mig. Det er ikke rart at tænke på, hvordan en dreng som ham kan blive fuldstændigt glemt i en klasse, bare fordi han sidder på gulvet, og ikke ser helt normal ud. Joshua har også allerede vist store fremskridt mht. gåtræningen. Måske vil han ikke komme til at kunne gå helt selv inden vi tager hjem, men jeg er overbevist om, at han kommer til det snart. Han er pavestolt når vi kommer gående sammen, mens jeg støtter ham, ind i klassen til alle hans klassekammerater. Han smiler over hele ansigtet, når vi snakker om, at han en dag vil kunne løbe og lege og spille fodbold med de andre børn. Jeg kommer til at savne lille Joshua…
Jeg har i den seneste tid, tilbragt meget tid sammen med sygeplejersken. Der kommer dagligt rigtig mange på hendes klinik. Både elever fra kostskolen, men også familier i og omkring Mbambaområdet. Patienterne er lige fra malariaramte børn til folk der skal have renset sår og have penicillin til gravide kvinder der skal have hjælp til fødslen. I starten var det ret frustrerende at se, at alle børn der havde feber kom i behandling for malaria. De bliver altså ikke tjekket for om det er malaria de har, før de får behandlingen. Malariatestene er meget dyre, så derfor er det ikke muligt for dem at teste børnene for det. Desuden er der også en stor usikkerhed i testresultaterne. I og med, at de bliver behandlet for malaria hver gang de har feber, danner de ofte let resistens overfor malariamedicinen, og derfor dør mange ofte senere i livet, hvis de får malaria, fordi medicinen ikke længere virker på dem. Der er dog også utrolig mange små børn der får malaria, så alt i alt er det måske bedre at behandle en for meget end en for lidt, nu hvor man ikke har andre muligheder. Så kan man kun håbe på, at de ikke når at danne resistens overfor medicinen. Det er trist, at det er sådan man bliver nødt til at tænke og, at man bliver nødt til at gå på kompromis med helbredet, bare fordi, at man gang på gang bliver begrænset af ikke at have penge nok. Der er ikke andet for end, at man må håbe på, at sygehjælperen er god til at se og genkende sygdomme på patienterne.
Sidste søndag skulle Mette, Alex’ kone, indsættes som præst i kirken på Mbamba. Det var en festlig formiddag, hvor både biskop og mange af området præster var med til højmessen. Efter gudstjenesten tog jeg og Cecilie, som bor på Mbamba, ud i en landsby sammen med sygeplejersken, Vera. Vi kørte i over to timer ud af noget der mest af alt mindede om en pløjemark, ud i bushen, før vi endelig ankom til den lille landsby. Vi var kommet længere ud end jeg nogensinde havde forestillet mig, man kunne komme. Og sjovt nok, når man så syntes, at nu kunne man da ikke komme længere væk fra alting, så kom der pludselig gående en nigerianer i den bagende sol. Nigerianere har altså en helt utrolig udholdenhed. Det kan godt være, at de arbejder i lavt tempo, og ikke lader sig stresse af noget ur, men de kan til gengæld holde ud meget længere end vi nogensinde vil kunne. Hele turen derud og hjem igen sad jeg bare i bilen og bad til, at den hullede vej ikke ville resultere i, at bilen gik i stykker, så vi blev nødt til at holde derude midt i ingenting med en bagende sol lige ned i knolden på os, uden signal på telefonerne til at ringe efter hjælp. Vores chauffør kunne heller ikke lade være med at lave sjov med os og fortælle os, at han havde glemt at fylde benzin på bilen, så et øjeblik fik vi et noget stift ansigtsudtryk på.
Da vi ankom til landsbyen blev vi budt velkommen af en masse glade børn. Dog var der også nogle, der skulede lidt betænksomt til os hvide mennesker, for der var en del der ikke havde set hvide mennesker før. Kort tid efter vores ankomst udbrød der pludselig en jubel. Det viste sig, at de kunne se en lastbil i det fjerne, som kom tættere og tættere på. Hvordan den var kommet helt derud aner jeg virkelig ikke, men da den eneste mulige vej derud er vejen som vi kom ad, måtte den jo på mystisk vis være kommet den vej! Ladet var fyldt med mennesker fra landsbyen, som havde været inde i byen for at få undervisning i diverse fag. Alle dansede, jublede og klappede da lastbilen standsede foran kirken, og de unge på ladet af lastbilen spillede som et helt orkester på diverse instrumenter som de havde med. Med alt den glæde vi så der, kom det meget uventet, hvad vi i de næste timer skulle beskæftige os med ude i landsbyen.
Landsbyen samledes under et stort træ foran kirken. Der introducerede vi os selv, bad en bøn sammen med dem, og gav dem derefter undervisning i simpel hygiejne, sundhed og pleje. Først på engelsk, derefter sagde Vera det på Hausa, og til sidst blev det oversat til landsbyens stammesprog, så alle kunne forstå det. Efter undervisningen, som vi gjorde kortfattet og meget simpel, i håb om, at det så ville være lettere for dem at rumme og derfor også gøre brug af, blev landsbyen bedt om, at hente alle de syge mennesker fra området op til kirken. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle se så mange syge mennesker samlet på et sted. Jeg havde troet, at de cirka 50 mennesker, som havde været samlet på pladsen mens vi underviste dem, var størstedelen af befolkningen i de omkringliggende landsbyer. De syge børn, unge, voksne og gamle stod i hundredvis på række udenfor kirken og ventede på, at det skulle blive deres tur til at blive tilset. Selvom arbejdet virkede fuldstændigt håbløst, fordi der var så mange syge, gik vi i gang fra en ende af. Nogle var utroligt syge, andre var mindre syge, men alle havde de brug for hjælp. Da der var gået et par timer, og vi kun havde nået at behandle 10-15 personer, blev vi enige om, at vi måtte gå ud blandt de syge for at se, hvem der havde mest brug for hjælp. Vi skulle nemlig nå hjem igen inden det blev mørkt, da det er for farligt at køre i mørke hernede. Det var en frygtelig fornemmelse at skulle gå blandt så mange syge mennesker, og udvælge hvem man helst ville hjælpe, alt efter hvor syge de så ud. Det er jo ikke alle, som man ved første øjekast kan se på, at de måske er meget syge. I løbet af de timer vi var i landsbyen, holdt jeg omkring tredive mere eller mindre livløse spædbørn. De var alle højest sandsynligt syge af malaria. Nogle af dem var fuldstændigt ukontaktbare og slappe og nogle af dem med feber på over 40 grader. De blev alle sammen behandlet for malaria, desværre var nogle af dem så syge, at de ikke kunne holde medicinen i sig. Heldigvis havde vi nogle få injektioner med imod det, som vi kunne give til de allerhårdest ramte babyer. Det var med en blandet fornemmelse, jeg forlod landsbyen senere på dagen. Selvom jeg virkelig følte, at jeg havde gjort en forskel, tænkte jeg også meget over, at der sikkert ikke ville være mange af spædbørnene, som jeg ville se igen søndagen efter, hvor vi igen skulle derud.
Udover de mange malariaramte spædbørn, var der også rigtig mange børn med store brandsår og diverse infektioner i øre, øjne, mund og i huden. Pga. de mange bakterier som de er udsat for, og den ringe mulighed for rent vand, udvikler børn ofte infektioner af en eller anden art. Nogle af dem så meget voldsomme og ubehagelige ud. Nogle børn var oven i købet blevet behandlet med traditionel medicin, hvilket f.eks. kunne være at gnide mudder og urter i deres betændte sår og udslet. Så i mange af tilfældene var skaderne meget værre end hvad de kunne have været, og derfor er det altså meget vigtigt, at informere befolkningen om sundhed, hygiejne osv. for bl.a. at prøve at undgå disse skader som den traditionelle medicin resulterer i.
Der var også mange gamle mennesker, som havde brug for hjælp. De fleste af dem led af smerter i led og knogler og andre havde f.eks. problemer med synet. Nogle fra landsbyen hjalp en gammel, svag kvinde ind til os. Vi blev fortalt, at hun nogle dage forinden var kommet ud fra bushen, fordi landsbyen havde givet besked ud i bushen om, at vi skulle komme. Kvinden var så afkræftet at hun ikke kunne sige noget, så ingen vidste noget om hende. Vera lagde drop på hende, og hun fik en masse saltvand. Hun var fuldstændigt dehydreret og ligeså tynd som et skelet. Det var meget frustrerende, at vi ikke havde mange ting at gøre med derude. Det begrænsede os en del i vores arbejde at vi kun havde meget lidt medicin med. Det var heller ikke alle patienterne der havde råd til den medicin de havde brug for. Jeg håber, at man på en eller anden måde kan finde en løsning på det problem. Det er bare svært at gøre ret meget ved, da befolkningstallet i Nigeria er så uendeligt højt, så det virker helt håbløst at finde ud af hvor man skal starte og slutte i projekter som disse. Medicinen som vi har med, køber Vera for sine egne penge, for så at få pengene refunderet af dem der har brug for medicinen. Så hvis de ikke kan betale, kan hun ikke give dem medicinen, da hun jo derfor mister penge på det. Gennem en ”aktivitetskasse” som vi er tilknyttet mens vi er hernede, har jeg kunne få en smugle penge til projektet, så Vera og jeg har været ude og købe det allermest nødvendige medicin som f.eks. malariamedicin, smertestillende, antibiotika og ormekure, så dem der ikke har penge til at betale medicinen, stadig har mulighed for at blive behandlet. Desværre er det kun en midlertidig løsning på problemet, da de små beløb vi har til rådighed umuligt kan hjælpe alle de mennesker, som ikke har råd til medicinen. Men et sted skal man jo starte, og det er nok også bedre at gøre en lille forskel der hvor man kan, i stedet for bare at se passivt til.
Hovedsagligt består Cecilies og mit arbejde med Vera i simple opgaver som at måle temperaturer, måle blodtryk og blodsukker, dosere medicin til folk, teste folk for hiv/aids, rense sår og infektioner og generelt bare rådgive omkring sundhed og pleje. Arbejdet er utroligt spændende, fordi man oplever så mange forskellige ting hele tiden, men det kan også være utrolig hårdt, da det virkelig viser en, hvor mange der lider af, at de ikke har mulighed for lægebehandling ude i bushen. Det er skræmmende at se, hvor mange syge mennesker der er derude, når det egentlig blot er ganske simple ting der skal til for, at de kan blive sunde og raske. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at dehydrering og fejlernæring var så stort et problem blandt børn. Det er en af de ting der, næstefter malaria, slår allerflest børn ihjel. Faktisk dør hver femte barn i 0-5 års alderen i Nigeria. Denne skræmmende statistik kunne være langt mindre, hvis man blot havde de helt grundlæggende resurser til at behandle det. Efter dette arbejde med Vera har jeg virkelig fået sat nogle ting i perspektiv. Jeg sætter virkelig pris på det danske sygeplejesystem.
Søndagen efter, tog vi igen ud i landsbyen. Både for at behandle dem der ikke nåede at få vores hjælp sidst vi var der, men også for at levere medicin fra byen til dem som havde brug for det. Jeg havde jeg forberedt mig selv på, at der højest sandsynligt ikke var mange af de syge mennesker, som vi behandlede ugen forinden, som stadig ville være i live når vi kom igen, men faktisk viste det sig, at ingen af dem var døde. Kun få af børnene som havde været dødeligt syge af malaria, var stadig lidt syge, så dem fik vi færdigbehandlet. Den dehydrerede gamle kvinde der var kommet ude fra bushen ugen før blev tilset og havde det allerede meget bedre. Derefter trekkede hun selv hjem over savannen til sin landsby nogle timer borte. Jeg var ovenud begejstret efter vores andet besøg i landsbyen. Der var kun kommet få nye patienter til, mens mange af dem der havde været syge var blevet raske igen. Det bekræftede mig virkelig i, at med blot lidt simpel hjælp, kommer man virkelig langt hernede. Der skal ikke mere til, end kun lidt hjælp for rent faktisk at gøre en stor forskel. Dog er der en større ting som jeg går og bakser lidt med i mit hoved. Det er svært at stå og undervise folk i sundhed og pleje ude i landsbyer, og opfordre dem til kun, at drikke vand der er rent samt ikke at rense sår, infektioner osv. i beskidt vand, når de ikke har mulighed for at få rent vand. Drikkevandet ude i landsbyerne er i høj grad det, som gør dem syge. Vi fik vist stederne hvor de fik deres drikkevand fra. Stederne mindede mere om mudderhuller, end det mindede om vand. Det var virkelig frustrerende at se! Jeg håber, at det er et af de projekter, som vil blive muligt at gøre noget ved hjemmefra Danmark af.
Vi oplever ofte, at børnene i de almindelige klasser på Remi bliver slået, og det er helt klart en af de helt store udfordringer hernede at skulle håndtere. En dag da jeg stod inde i vores køkken og vaskede op, kunne jeg pludselig høre slagene fra en kæp, og et barn der skreg gennemtrængende højt. I ren frustration løb jeg over i klassen hvor det foregik. En dreng fra en af de større klasser, stod inde i Nurseryclass og slog en lille dreng på kun 5 år med en kæp. Jeg hev kæppen ud af hånden på ham og skældte ham meget ud, så han i hvert fald ikke var i tvivl om, at det var noget han ikke skulle gøre igen. Desværre fandt jeg ud af, da hele situationen faldt lidt til ro, at det var læreren der havde sendt bud efter eleven fra en af de større klasser, så han kunne afstraffe drengen og hun derved var fri for det. Jeg fandt faktisk aldrig ud af, hvad den lille dreng havde gjort, selvom det egentlig også er sagen uvedkommende. Stakkels fyr, som jeg skældte sådan ud, uden at han kunne gøre for det. Det er vidst ikke særligt pædagogisk korrekt at skælde en dreng ud for at slå, når han er blevet sat til at slå af læreren. Men om ikke andet, så fik jeg i hvert fald taget kæppen og fik den kylet langt væk. Så den blev i hvert fald ikke brugt mere den dag. Jeg har dog observeret, at læreren har fundet en ny kæp til at slå med.
Ofte sætter jeg mig ud foran vores hus om morgenen, for at sige godmorgen til alle børnene og for at hilse på deres forældre som følger dem i skole. En morgen kom der en lille dreng hen til mig med forbinding på hele underarmen. Gul væske var sivet igennem hele forbindingen, og det så faktisk ret voldsomt ud. Jeg spurgte hvad der var der var sket, hvortil han svarede: ”My Mother have beaten me”… Han fik en kæmpe krammer og jeg skiftede hans forbinding, men jeg havde da lidt ondt i maven da jeg så han gik hjem fra skole igen.
En dag hvor vi skulle ind på skolen LCCN Yola 1st, for at undervise, oplevede vi, at en af vores klasser stod og blev afstraffet da vi ankom. De andre elever kunne fortælle os, at det var fordi, at de havde haft for mange fejl i en test. Alt efter hvor mange fejl de havde haft, udløste det et vist antal slag med en pind i håndfladen. Det var virkelig ubehageligt at stå og se på, og det endte også med, at vi gik op og bad lærerflokken om at stoppe, fordi det gik ud over vores undervisningstid. Det er svært at komme og rette på lærernes måde at afstraffe børnene på. Men om ikke andet kunne vi fortælle dem, at det ikke var noget vi ville have der skulle foregå når vores undervisning var gået i gang. I vores timer har vi ansvaret for eleverne, og vi vil ikke være vidner til, at børn bliver slået når vi har dem, for det kan vi hverken forsvare eller støtte op om.
Udover det, kom tre af Lines og mine elever for sent. De fortalte, at det var fordi deres lærer havde sendt dem på markedet for hende, så de kunne købe noget at drikke til hende. Vi fortalte lærerne, at det var vigtigt for os, at eleverne var til undervisningen til tiden, både fordi, at vi havde brugt tid på at forberede os, men også fordi, at de havde betalt for at gå i skole, og så var det vigtigt at de fik den undervisning de havde ret til. Heldigvis var lærerne meget forstående overfor det, og sagde, at det ikke ville gentage sig. Jeg er godt klar over, at man skal overveje, hvilke kampe man vil tage, og at det først og fremmest handler om, at vi skal indrette os i deres samfund og tilpasse os deres kultur og traditioner. Men der er også grænser for, hvad man føler man kan være vidne til, uden på nogen måde at gribe ind.
Det er selvfølgelig heller ikke mange år siden, at det i Danmark blev forbudt at slå børn, så man kan ikke bebrejde befolkningen noget. Det er bare en udvikling der skal ske i samfundet, og den udvikling tager jo desværre bare tid, og sikkert også længere tid her i Nigeria, fordi landet udviklingsmæssigt sidder helt fast.
Vi snakkede faktisk med skolelederen af Yola 1st, efter episoden med eleverne der blev afstraffet. Selvom han startede med at grine, da vi fortalte om oplevelsen, endte han ud med at sige, at det jo i bund og grund ikke var elevernes skyld, at de havde for mange fejl i deres tests, men at resultatet nærmere fortalte noget om deres lærer. Han sagde, at han ville tage en snak med lærerne omkring afstraffelse. Det ved vi selvfølgelig ikke om han har gjort, men om ikke andet, så har vi gjort dem opmærksom på, at vi ligger mærke til det. Så det kunne i det mindste håbe, at de ville skrue lidt ned for afstraffelsen når vi er på skolen. Selvom lærerne havde lovet os, at afstraffelsen af eleverne ikke ville gentage sig mens vi var på skolen, gentog det sig allerede ugen efter, da vi igen kom for at undervise eleverne. Så det viser bare hvor håbløst det hele ind imellem er. Lærerne havde placeret tre elever ude midt i skolegården. Midt i den bagende sol blev de tvunget til at balancere med kun hovedet og en fod i jorden. Alt dette kun fordi, at de var kommet til at larme i timen. Så selvom lærerne virkede utroligt samarbejdsvillige ugen før, havde vores reaktion tydeligvis ikke haft nogen synlig effekt. Jeg fortalte dem, at jeg mente, at det var fuldstændigt umenneskeligt at udsætte andre mennesker for den form for tortur. Ikke engang dyr kunne behandles sådan. De grinede bare af mig, men da jeg blev ved med at fortælle dem hvor chokeret jeg var over situationen og hvor meget jeg væmmedes ved det, rystede de til sidst på hovedet af mig og lod eleverne slippe.
Jeg synes godt, man kan sammenligne nigerianeres holdning til afstraffelse med det gamle testemente. Generelt mener jeg, at man kan sige, at holdningen i GT er, at alt mere eller mindre kan retfærdiggøres, ”øje for øje, tand for tand”. Hvis du har gjort noget forkert, så får du et slag, og så er den sag ude af verden, og du føler ikke skyld mere, fordi dine forkerte handlinger nu gennem korporlig afstraffelse er blevet retfærdiggjort. Hele den ”noget-for-noget” tankegang for at skabe balance i forholdene virker helt absurd. I og med, at vold jo avler vold, kommer det til at bide sig selv i halen. Jeg mener, at vi viser den kristne tankegang ved ikke at udøve vold. Det Ny Testamente vægter tilgivelse højere end retfærdiggørelse, da hele Jesu virke jo foregik uden afstraffelse. Jesus kom for at skabe balance, så vi ikke behøver at blive straffet. I og med, at Jesus tog straffen på sig, friede han os fra vores synder og gjorde os dermed fri for straf. Nogle gange kan det virke som om, at den gerning Jesus gjorde for os bare har medført, at det er sværere for os at leve, fordi det er langt nemmere at skabe en retfærdighed end at skulle leve med tilgivelse. Vi tilgiver, og den straf kan i sig selv være langt sværere at bære rundt på, fordi man skal leve med, at man har gjort noget forkert og man skal også leve med den tilgivelse man har fået. Det sværeste i verden at vel at føle, at man f.eks. har skuffet sine forældre og, at man ikke lever op til det der forventes af en.
Jeg tror, at det er en meget lang og besværlig proces, at udrydde korporlig afstraffelse. Holdningen ligger helt indgroet i folkets kultur og natur. Vi har hernede været ude for, at forældre har beskyldt læreren for, at grunden til, at deres børn ikke lærer nok i skolen, er fordi de ikke slår eleverne nok. Så det er måske i virkeligheden ikke nødvendigvis på skolerne, man skal starte med at prøve at gøre noget ved problemet. Problemet ligger helt indgroet i kulturen, og jeg tror på, at man derfor bliver nødt til, på en eller anden måde at starte ude i de enkelte hjem. Da kirken er det store samlested for cirka halvdelen af Nigerias befolkning virker det derfor oplagt, at problemet måske langsomt bliver berørt direkte fra talerstolen. Det er også derfor, at jeg synes, det er et godt stykke arbejde, Mette og Alex gør hernede. De uddanner præster, og er dermed med til at præge Nigerias fremtidige præster og derigennem muligvis hele befolkningen. Vi hører ofte om mange spændende diskussioner de i deres undervisning kan have om f.eks. skyld og straf og forholdet mellem køn.
De sidste to uger har der været to danske tegnsprogstolke hernede, Lillie og Mette, som har holdt kursus hver dag på Remi for alle tegnsprogslærerne. Det har været rigtigt hyggeligt at have dem her på skolen, og vi har snakket meget sammen. Vi har i løbet af hele vores ophold hernede, haft meget svært ved at involvere os i arbejdet i døveklassen på skolen, da det er svært at kommunikere med døve når man ikke kan tegnsprog. Det tegnsprog de bruger hernede er amerikansk tegnsprog, og er derfor en del anderledes end det danske tegnsprog. Derfor er det, selvom man kan lidt dansk tegnsprog, ikke let at være med i undervisningen. Undervisningen for de døvstumme hernede er ikke vandvittig god, da der ikke er mange lærere indenfor faget. Nærmest ingen af de døvstumme elever kan kommunikere med deres familier derhjemme, fordi der ikke er tegnsprogsundervisningstilbud til familierne. Derfor kan mange af børnene slet ikke kommunikere med deres familie. Det må virkelig være frustrerende ikke at kunne kommunikere med omverdenen, og der er ikke noget at sige til, at de døvstumme børn ofte ender ud i at vise deres følelser ved at slå og sparke. Jeg har selv været rigtig ked af, ikke at kunne kommunikere med de mange døvstumme elever der er her på Remi, da de alle viser stor interesse i os. Lillie og Mette lærte mig heldigvis nogle få sætninger, og det er ufatteligt at se, hvor glade børnene bliver for, at man kan sige godmorgen til dem og spørge hvordan de har det og sige, at man er glad for at se dem. En helt fantastisk ting er, at regeringen netop har offentliggjort, at de vil donere 7 millioner naira til et døvehostel, så de døve børn kan komme til at bo sammen, og derfor udvikle deres sprog sammen. Bygningsarbejdet er faktisk allerede gået i gang, og det kommer til at ligge lige overfor skolen Remi. Det er helt fantastisk, at et projekt som dette er noget regeringen har valgt at støtte. Det viser også, at de svage i det nigerianske samfund ikke nødvendigvis er helt fortabte, selvom befolkningen ofte har tendens til at gemme dem lidt af vejen.
I weekenden i uge 45 boede vi to og to sammen ude hos nigerianske familier, som alle var tilknyttet den store katedral i Jimeta. Os fra Remi blev hver især sat sammen med en af pigerne fra Mbamba, så vi kunne lære Mbamba-pigerne bedre at kende. Cecilie og jeg kom til at bo sammen hos familien Jusuf. Jusuf er universitetslærer og hans kone, Julia, er folkeskolelærer. De bor i et stort hus i udkanten af Jimeta, sammen med deres fire børn, hvoraf den ene, Dogian, dog ikke er biologisk, men blot er Julias søsters barn, som de har taget til sig, fordi søsteren blev skilt. Heldigvis blev der på ingen måde gjort forskel på ham og de andre børn i huset. Ved skilsmisse fører ofte, at man sender børnene et andet sted hen i familien. Nigerianere vægter højt, at børn får en ”ordentlig” opvækst, hvor der både er en mor og en far. Antallet af skilsmisser hernede er dog selvfølgelig heldigvis slet ikke at sammenligne med de danske statistikker. Børnene Beaula på 10 år, Dogan på 8, Dogian på 6 og Abiggirl på 3 var utrolig søde, og dem brugte vi meget tid på at lege sammen med. De fire forskellige familier, som vi hver især var ude i, var alle sammen helt sikkert overklassefamilier, så spørgsmålet er, hvor godt et indblik opholdet har givet os i den traditionelle nigerianske families liv og hverdag. Dog har vi helt sikkert lært meget i de par døgn vi var af sted, selvom vi ikke måtte hjælpe til med det mindste mht. mad og rengøring i huset. Opholdet har virkelig været lærerigt. Jeg fik for alvor et indblik i, hvordan forholdet generelt er mellem børn og forældre i nigerianske familier. Hele tiden var børnene i arbejde, og de havde sjældent tid til at lege sammen alle sammen på samme tid. Alt foregik i ordrer fra forældrene til børnene. ”Gør dit og gør dat”, og der var ikke det mindste brok fra børnene. Jeg følte virkelig, at den meget hårde måde at snakke til børnene på gjorde, at det virkede meget svært at se, hvor kærligheden i familien var. Vi så heldigvis ikke nogen form for korporlig afstraffelse af børnene i familien i de to dage vi var der, men Jusuf og Julia fortalte, at det var meget normalt for dem at slå børnene for at ”rette dem ind”. De mener, at de ved at opdrage deres børn med så hård hånd, viser dem allermest kærlighed fordi, at de selvfølgelig gør det i deres bedste mening. Det var bl.a. en af de ting, som Cecilie og jeg selvfølgelig var meget uenige med dem i, og var altså anledning til en af de mange lange og spændende snakke og diskussioner som vi fik med Jusuf og Julia i løbet af weekenden. Vi snakkede om alt lige fra børneopdragelse til homoseksualitet og til hvad det vil sige, at være ”en rigtig kristen”.. Jusuf og Julia er to store personer indenfor kirken hernede og de har nogle meget markante holdninger til det at være kristen. På trods af det, føler jeg alligevel lidt, at gennem vores lange snakke, fik vi sammen rørt ved hinandens syn på religion og tro. Til en vis grad, havde vi påvirket hinandens holdninger til en masse ting en lille smugle, hvilket jeg tror er utrolig sundt. Det er aldrig godt at tro ubetinget på alting og altid stå urokkeligt fast på alting. Jeg mener, at man som kristen, skal kunne se på situationer fra forskellige synsvinkler, og derigennem være i stand til at tage stilling til noget med en kristen tanke bag det. Det er også noget af det, der for mig gør det spændende at være kristen. Dødsstraf var også et af de emner vi brugte lang tid på. Det startede med, at De ikke kunne forstå, hvordan Danmark kunne være et kristent land og samtidig have fri abort. Selvom de var imod abort, gik de dog stadig ind for dødsstraf. Det var en af snakkende hvor vi blev fanget i hver vores kultur, og hvor det endte med, at vi faktisk til et vist punkt forstod dem, selvom de var dobbeltmoralske i deres argumentation. I deres samfund mener de, at de bliver nødt til at slå de mest voldsomme kriminelle ihjel, fordi der ikke er noget system til at tage sig af dem, fange dem og spærre dem inde. Det er tragisk at det synes at være den ”eneste” udvej på problemerne i et samfund som dette at skulle tage andres liv for at skabe fred. Selvom vi ikke var enige kunne vi altså finde forståelse for hinandens holdninger. Vi snakkede meget omkring det at dømme andre, og hvor vi mente, at det i sidste ende kun er Gud, der kan afsætte retfærdig dom over mennesker. Hele tiden havde de tendens til at dømme andre mennesker for ikke at være rigtige kristne, hvis de f.eks. ikke gik nok i kirke, eller ikke bedte nok gange i døgnet. Jeg tror bestemt også, at vi i Danmark er meget slemme til at dømme hinanden, men det, at de så direkte igennem deres religion dømmer andre folk, provokerede mig en del, da det jo taler direkte imod guds ord. Julia og Jusuf blev bestemt også provokerede af nogle af vores holdninger. Det var ofte meget frustrerende ikke at kunne få hinanden til at forstå. På et tidspunkt sagde Julia, at hun mente, at Cecilie og jeg burde omdøbes, før vi kunne blive rigtigt kristne igen. Jeg blev ret overrasket over det, da jeg bestemt ikke mener, at man kan blive omdøbt. Det eneste der, ifølge bibelen, er utilgiveligt er Helligåndsbespottelse. Bibelen ser det altså som den største synd, hvis man ikke anerkender dåben, hvilket man jo ikke gør, hvis man mener, at man bare kan blive døbt igen når man lige føler for det eller synes der er brug for det. Når man først er døbt, vil dåben altid være hos en. Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, hvor meget man vælger at bruge kristendommen og dermed dåben i sin hverdag. På trods af de mange heftige, men bestemt lærerige, diskussioner som vi havde med familien, var vi selvfølgelig i sidste ende meget gode venner, og det var virkelig trist at skulle sige farvel til dem efter weekenden. Vi er i sidste ende sikkert alle sammen lige gode kristne mennesker, bare på hver vores måde.
Hver morgen skulle vi op klokken 5.30 for at bede sammen med familien. Det gjorde de hver morgen. Først sang de salmer, så blev dagens tekst læst, og derefter tilhørende refleksionstekster dertil. De bedte en afsluttende bøn sammen, og først derefter sagde de godmorgen til hinanden. De mener, at det er meget vigtigt, at man som den første ting på dagen, mødes og samles omkring guds ord, for at vise ham taknemmelighed for dagen de er stået op til. Det var faktisk en rigtig hyggelig ting at gøre sammen hver morgen, selvom det, efter min mening, var på et fuldstændig umenneskeligt tidspunkt. Men den halve time, som hele familien sad sammen hver morgen, er sikkert mere, end hvad mange familier hjemme i Danmark kan finde tid til at være sammen hver dag. Generelt beder kristne meget hernede. Inden spisning, inden en køretur, efter en køretur, inden div. arrangementer osv. osv. Hver søndag i kirken beder præsten nogle frivillige om at komme op for at bede om en bestemt række ting, som måske er relevant for lige netop den søndag. Det har været en stor udfordring for os alle, at skulle bede foran en masse mennesker. Det virker på en måde ret grænseoverskridende at skulle sidde i en forsamling og lige pludselig blive sat til at skulle bede en bøn. Nigerianere er utrolig åbne omkring alting, så det falder dem meget let at bede om lige hvad de føler for. Hos os virker det som om, at tro og bøn er noget meget mere privat og personligt, og altså ikke nødvendigvis noget man deler med andre. I bund og grund er det vel også underordnet hvordan vi vælger at bede. Om det er ti gange om dagen, eller om det kun er et par gange i ugen. Gud er jo alvidende, og jeg mener ikke, at vi nødvendigvis altid skal bede en bøn, før han hører os. Så længe vi tror på ham. Måske er bønner mest af alt noget vi gør for vores egen skyld, og jeg tror i og for sig, at en bøn kan være ligeså god om den varer en halv time, eller om den, som fadervor, kun varer få minutter. Jusuf og Julia mente dog, at det var vigtigt, at man bedte lange bønner sammen hver dag før, at man i deres øjne var en ”rigtig kristen”. I sidste ende fik vi dem dog til at blive enige med os i, at Gud i forvejen ved alt, men de fik også os til at se, at bøn sammen med andre er med til at styrke et sammenhold og skabe et fællesskab på en helt anden måde end hvis man ikke bad sammen.
De mange lange snakke vi fik med Jusuf og Julia var altså meget lærerige og jeg er utrolig glad for, at kristendommen kan rumme så mange forskellige måder at være kristne på. Alt i alt handler vores forskelligheder nok mest om, at man på tværs af kulturer opfatter religion på meget forskellige måder. I sidste ende blev vi dog heldigvis også enige om, at man ikke kunne sige, at nogle var mere kristne end andre. Man var bare kristne på forskellige måder og i sidste ende tvivler jeg på, at kristendommen indeholder to mennesker her på jorden, som er kristne på præcis samme måde. Selvom det alt sammen var nogle spændende snakke vi fik os, var der stadig nogle ting, som vi valgte ikke at bringe på banen. Det er værd at overveje, om nogle ting gør mere skade end gavn at sige. I og med, at Danmark er landet der, igennem Brønnum, har startet kristendommen her i landet, ser nigerianere op til Danmark mht. tro og religion. Der var altså nogle emner, som vi lod ligge, for ikke unødvendigt at provokere dem med vores lidt anderledes kristne holdninger.
Besøget hos familierne var en del af et projekt om, at fremtidige volontører muligvis skal bo i private hjem hos nigerianske familier. Alt i alt var weekenden helt sikkert en succes, men da de store kulturforskelle ofte kan føre til misforståelser osv., kan det nok blive en stor, men ikke mindst også en spændende udfordring, som man udsættes for hvis man skulle bo et sted som dette i flere måneder.
En eftermiddag havde vi aftalt med to nigerianske kvinder, som vi havde mødt på ABTI klubben, at de skulle vise os rundt på deres arbejdsplads, ABTI. ABTI består af to skoler. En for børn fra 6 års alderen indtil 16 år, og så universitet. Vi så primary-skolen, som var meget lig med en dansk skole med store, fine klasseværelser med masser af legetøj og skolematerialer. Skolehjemmene hvor universitetseleverne boede på, som mest af alt lignede store, flotte kollegier. Vi så også administrationsbygningerne og snakkede med skolens ledere. ABTI er ikke velset blandt den nigerianske befolkning, da folk derfra er meget rige, og derfor på en måde melder sig ud af samfundet og isolerer sig i ABTImiljøet på skolen og på klubben. Det var dog positivt at se og høre om skolen, da vi fandt ud af, at skolen rent faktisk gør meget godt for området. På universitetet er der en gang i ugen Samfundstjeneste på skemaet. Her tager eleverne ud på andre skoler eller andet og hjælper befolkningen med at opbygge og udvikle på projekter. Derudover har eleverne også mulighed for volontørarbejde hvor de kan melde sig til at undervise folk fra byen i diverse simple fag, som f.eks. at lære dem at skrive og regne. Så selvom ABTI kun er et sted for de rige, gør de stadig noget godt for de andre i området. Som tak til søstrene, Rachel og Victoria, som viste os rundt, inviterede vi dem på aftensmad på klubben. Vi fik os nogle hyggelige snakke over kokken, Marios, fantastiske spaghetti bolonaise. De var bl.a. meget overraskede over, at man i Danmark rent faktisk bliver betalt af staten for at studere. De var også vildt imponerede over vores sygeplejesystem og hvordan vi hverken skulle betale for lægehjælp, skolegang osv. osv. Ja, der er en verden til forskel. Hele tiden bliver tingene sat lidt i perspektiv, og jeg er hver dag taknemmelig over, at jeg er født i Danmark, som på alle måder er et rigt og sikkert land at leve i.
Sidste weekend pakkede vi bussen, og drog, sammen med Bamse (vores weekendchauffør), til en lille landsby ude i bushen, Tantile. Her fik vi for alvor landsbylivet at mærke. Tantile er en lille landsby for foden af et bjerg hvor befolkningen bor i små lerhytter. Da vi kom blev vi taget imod af præsten, som havde fået besked om, at vi skulle komme. Han viste os ind i en lille fin rund hytte, hvor vi om natten skulle overnatte på fine store madrasser på gulvet. Hele lørdag brugte vi på at bade i den store flod ved landsbyen. På vejen ned til floden var vi så heldige at se en masse vilde aber på den stejle bjergside. Vi brugte hele eftermiddagen på at bade og slappe af ved floden. Vi spise vores medbragte madpakker i skyggen af en stor klippe. Efter en dejlig afslapningseftermiddag tog vi om aftenen hen til kirken, hvor der var stor byfest. Søndagsskolen, Drengespejterne og kirkens kor underholdte med skuespil, sange, danske osv. for at vise landsbyen, hvad de havde lært siden sidste år. Det var en meget hyggelig aften, hvor vi konstant var dækkede til af landsbyens børn, som både ville sidde og kravle på os. Dagen efter kørte vi tilbage til Mbamba, da vi havde været i kirke. Mette var desværre ikke med på turen, da hun uheldigvis har fået malaria igen, og for, at det ikke skal være løgn, så har hun nu også fået en halsinfektion. Hun har desværre måttet tilbringe en del dage i sengen med feber, men heldigvis har vi en dygtig indisk læge til at tilse hende. Hun har det heldigvis også allerede bedre nu.
En dag havde vi fået arrangeret, at vi kunne følge den indiske læge, Sumit, i hans arbejde. Han arbejder på en klinik for gravide kvinder. Han har selv startet projektet i området for nogle år siden, og nu har han så bygget et stort netværk op af klinikker i et stort område af Adamawa state. Sundhedsnetværket består af en række små klinikker som ligger ude i bushen. Udover de små klinikker har han bygget nogle få større klinikker, og en stor klinik. Så alt efter hvor alvorligt tilfældene med patienten er, bliver de flyttet til større klinikker. Han har selv uddannet sit personale på klinikkerne i bl.a. at undervise de gravide kvinder i sundhed og pleje i og efter graviditeten. Det var helt fantastisk at se hvordan det kliniksystem han har byttet op, virkelig redder mange menneskelig både hos kvinder og nyfødte. Efter at have været med sygeplejersken ude i bushen virkede det hele så uoverskueligt og helt umuligt at gøre noget ved, så det betød meget for mig at se dette bevis på, at tingene faktisk er ikke helt så umulige og håbløse hernede, som de umiddelbart virker til. På hovedklinikken hørte vi omkring en masse statistikker over deres patienter, og det viste tydeligt, at de reddede mange menneskeliv hver dag, men at de dog stadigvæk kunne blive bedre endnu til at få hjælpen ud til folk i tide. Sumit fortalte hvor svært det er at køre et system som dette i et land som Nigeria, da alt omkring dem, bl.a. hospitalerne, samarbejder på et helt andet plan. F.eks. fortalte han, at han nogle dage forinden havde fået en kvinde ind, som skulle føde tvillinger. Da den sidste tvilling skulle fødes opstod der nogle komplikationer som gjorde, at hun straks blev nødt til at blive overflyttet til hospitalet for at blive opereret, da de ikke foretager operationer på klinikken. Desværre virker behandlingssystemet inde på hospitalerne så dårligt, at der gik over otte timer, fra hun ankom til hospitalet og indtil de opererede hende. Det resulterede i, at hun og barnet desværre døde. Efter den historie mødte vi en kvinde med sit for tidligt fødte barn. Ikke engang syv måneder gammel var spædbarnet. Det vejede 1,1 kg, og lignede knap nok en rigtig baby. Babyen og moderen blev med det samme overført til hospitalet, og man kan så håbe på, at de på hospitalet kunne gøre noget for barnet i tide.
Vi var så heldige at få lov til at overvære en fødsel. En 15årig pige som skulle føde for første gang. Det var en meget speciel oplevelse og helt sikkert noget jeg aldrig vil glemme. Fødslen var lang og hård for pigen, og da barnet kom ud, trak det ikke vejret. Lægerne sugede fostervand ud af lungerne på den lille baby og gav den hjertemassage. Efter kort tid, som dog føltes som alt for længe, kom der lyd fra babyen, og det endte heldigvis alt sammen godt. Der var dog ikke mange der trak vejret i den tid det stod på. Gennemsnitsalderen for førstegangsfødede hernede er omkring de 15 år, så det var altså ikke unormalt, at moderen var så ung. Kvinder får i gennemsnit cirka fem-seks børn, men da børnedødeligheden er så stor hernede, dør nogle af deres børn ofte. De fleste dør af fejlernæring, dehydrering eller malaria. Heldigvis bliver kvinderne som er tilknyttet klinikkerne (og som heldigvis er fuldstændigt gratis for dem) undervisning i hvordan man undgår og behandler for disse sygdomme, og hver klinik har sygeplejersker ansat til at følge alle familierne i landsbyerne.
Dagen efter fulgte jeg Sumits kone, Tulika, som er øjenspecialist, på hendes job. Hun arbejder som øjenlæge inde på et specialhospital i Jimeta. Hun behandler folk fra hele Nigeria, da dette er det eneste sted i landet, med så gode behandlingsmuligheder. Jeg så hospitalet, hvor patienterne blev indskrevet, hele processen af tests, som de kommer igennem, før de mest krævende patienter ender foran Tulika. Jeg så salene hvor patienterne bor i dagene efter en operation, og jeg var med til en masse konsultationer med nye patienter og med opererede patienter der skulle tjekkes. Jeg var også så heldig at se nogle få små operationer. Det var utroligt spændende!
Det er virkelig rart at se, at selvom systemet i Nigeria er så elendigt, at noget som dette alligevel kan fungere. Alt er altså muligt, for hvor der er vilje er der vej. Det indiske par, Tulika og Sumit brænder virkelig for deres arbejde. Det er helt fantastisk at se!
Vi har de sidste tre uger ikke haft internet på Mbamba. Vi er derfor taget på netcafé inde i Jimeta. Vi går nu snart ind i den sidste uge her på Remi. Hvor bliver det bare frygteligt at tage af sted med alle de skønne børn. Vi har planlagt at holde en lille fest i speicalclass og playingclass inden vi tager af sted, for at tage ordentligt afsked med dem. Så der bliver bagt kage og pustet balloner op.
Fredag den 3. december forlader vi Yola og drager mod nationalparken Yankari, hvor vi skal bo i to døgn. Mette og Alex tager med os så det er rigtig hyggeligt. Der skal vi bl.a. på safari og ud og bade i floder og vandløb. Derefter tager vi turen til Jos, hvor vi skal overnatte en enkelt nat, rundt og se byen og bl.a. på museum. Dagen efter går turen til hovedstaden, Abuja, hvor vi har en overnatning, før vi flyver hjemad. Hvor bliver det bare dejligt at se venner og familie igen, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg kommer til at savne det hernede helt utroligt meget…
